IMF: Verdens regeringer smider flere penge i fossil energi end i sundhed

cimg0778
Demonstration ved COP 20 i Lima
Foto: Thomas Jazrawi
Thomas Jazrawi

Den International Valutafond (IMF) er med egne ord chokeret over det tal, der kom frem i beregning af, hvor mange penge verden bruger på statsstøtte til fossil energi.

5,3 trillioner dollars lød resultatet af det komplicerede regnestykke. En trillion er en milliard milliarder, altså et svimlende beløb.

“5,3 trillioner dollars, eller 6,5% af den globale BNP – dette er vores seneste opgørelse af omkostningerne af subsidier for energi i 2015. Dette er chokerende”, skriver Benedict Clements og Vitor Gaspar fra IMF i et blogindlæg.

Det astronomiske beløb er sandsynligvis mere end den samlede sum af verdens regeringers udgifter til sundhed. De ligger ifølge forfatterne på omkring 6%.

Forureneren betaler ikke

I undersøgelsen har forskerne sat sig for at beregne den samlede støtte til fossil energi. Det er sket ved at tage det beløb, som forbrugere betaler for energien og trække den “sande omkostning” (true cost) af fossil energi fra.

De sande omkostninger er beregnet ved at inddrage de skader, som den fossile energi forvolder.

“Disse “sande omkostninger” af forbruget af fossil energi indeholder dets udbudspris og den skade, som energiforbruget forårsager for mennesker og miljø” ,skriver Gaspar og Clement.

“Disse skader kommer fra udledninger af kulstof og dermed global opvarmning, de helbredsmæssige effekter af luftforurening og effekten på traffik, traffikulykker og ødelæggelse af veje”, fortsætter de.

Ifølge beregningerne betaler staten for disse omkostninger ved fossil energi, og det indgår derfor i undersøgelsen som en statslig støtte til industrien.

Nicholas Stern, en berømt klimaforsker fra London School of Economics, er ligeledes fortørnet.

“Denne meget vigtige analyse bryder med myten om, at fossile brændstoffer er billige ved at vise hvor store de virkelige omkostningerne er”, siger han ifølge The Guardian, og fortsætter:

“Der er ingen argumenter for disse enorme subsidier til fossil brændstof, som forvrænger markedet og skader økonomier, særligt i fattige lande”.

Stop for statsstøtte kan reducere udledninger med 20%

Verdens ledere skal i slutningen af året forsøge at nå til enighed om en international aftale, der kan holde den globale temperatur nogenlunde under kontrol.

Et stop for statsstøtten til fossil energi ville udgøre et væsentligt skridt.

IMF vurderer, at et stop for den statslige støtte til den klimaskadelige energiform kan reducere de globale udledninger af kulstof med 20%.

Derudover vil de enorme summer, som i dag tilføres den fossile energisektor, kunne imødekomme behovet for investeringer i vedvarende energi.

Pengene ville også kunne bruges til at reducere fattigdom, hvis regeringer i mindre velstående lande i stedet investerede dem i infrastruktur, sundhed og uddannelse.

Med et stop for statstøtten ville man ifølge IMF ligeledes kunne halvere antallet af personer, der verden over dør for tidligt på grund af luftforurening. Det svarer til 1,6 millioner menneskeliv om året.