Af Stine Leth-Nissen
journalist, Folkekirkens Nødhjælp
Den menneskelige udvikling halter stærkt bagefter det økonomiske tigerspring, som Indien er i gang med, det er primært middel- og overklassen som nyder godt af væksten.
Indien er et land i forandring. Ifølge alle økonomiske mål går det rigtig godt. De udenlandske investeringer vokser – og det samme gør eksporten. Den sprudlende industrialisering skaber nye arbejdspladser.
I Vesten må man konstatere, at stadig flere firmaer lægger deres produktion ud (outsourcing). Men på trods af denne vækst vokser antallet af mennesker, der sulter. Man kan også sige, at den menneskelige udvikling halter bagefter den økonomiske spurt.
Den indiske tigerøkonomi bruger servicesektoren som springbræt. Der findes selvfølgelig også tøjproduktion og samlebåndsindustri, men det er den højteknologiske og kundskabsintensive servicesektor, som indbringer de nye indtægter.
Indiske call centers besvarer opkald til virksomheder i de rige lande, og den indiske software-industri leverer til de store transnationale koncerner. Disse firmaer skaber vækst og arbejdspladser for dem, der har en uddannelse og de rigtige sociale og kulturelle netværk.
Udfordringen for en vækstøkonomi som Indiens er fordelingspolitikken. Hvis de fattige fik del i den økonomiske vækst, ville problemerne ikke være så store. Selv om der findes mange fattigdomsbekæmpende initiativer, giver de ikke det nødvendige løft for de fattige.
Årsagerne kan dels findes i korruption, dels i ligegyldighed over for initiativer for de fattige – de bliver dårligt gennemført og når sjældent helt ud til dem, det hele burde handle om.
Dels har Indien strukturer i samfundet, som stammer tilbage fra en helt anden tidsalder, dels er der kulturelle problemer, som rammer de fattigste. Det gælder f.eks. kastesystemet.
Industrialiseringen skaber arbejde og eksport, og udenlandske investeringer giver kapital og en bedre valutabalance. Investeringer skaber dog ikke nødvendigvis en positiv udvikling.
Der findes mange eksempler på grov udnyttelse af mennesker og miljø. Mange bliver tvangsforflyttet for at give plads til nye initiativer – eller de mister adgangen til rent vand og landbrugsjord.
Industrialisering leder også ofte til effektiviseringer, som faktisk øger arbejdsløsheden blandt ufaglærte. Denne gruppe bliver fattigere, samtidig med at personer med uddannelse får del i den positive udvikling.
Da de positive virkninger af globaliseringen i mange tilfælde primært kommer middel- og overklassen til del, og de negative virkninger rammer de fattige, bliver det afgørende, hvordan virksomheder forholder sig til lokalsamfundet.
Mange, primært store firmaer har politikker for deres sociale ansvar, også kaldet Corporate Social Responsibility (CSR). Disse initiativer ligger på linje med Global Compact inden for FN-systemet, hvor virksomheder med en bevidst, socialt an-svarlig politik deltager.
I CSR-debatten er det væsentligt at skelne mellem særskilte bistandsprojekter, som virksomheder støtter som almindelig velgørenhed – og så virksomhedens politikker, der lægger rammerne for egen produktion og for, hvordan den påvirker lokalsamfundet.
I Indien har CSR-debatten fokuseret meget på projekterne. Det betyder i mange tilfælde, at f.eks en miljøskadelig produktion kan fortsætte, selv om den påvirker miljøet meget negativt.
Der er flere og flere danske firmaer, som investerer i Indien. Danske firmaer har ry for at være socialt bevidste, men der er dog forskel på social bevidsthed i en dansk og indisk sammenhæng.
Derfor er det vigtigt, at virksomhederne forholder sig til deres indiske lokalmiljø. At de tænker over at give plads til eksempelvis dalitter (lavkaste- eller kasteløse), som ofte udelukkes fra det indiske arbejdsmarked med henvisning til årtusind-gamle erhvervsopdelinger.
Kilde: Seneste udgave af Folkekirkens Nødhjælps nyhedsbrev
