Indien i søfarts fokus

Redaktionen

Danske rederier satser nu kraftigt på, at Indien bliver det nye vækstmarked, og det understreges i disse dage i København, hvor en maritim konference skal bane vejen for det blå Danmark, og Indiens søfartsminister, Shatrughan Sinha, er blandt gæsterne, skriver dagbladet Børsen onsdag.

Formand for Danmarks Rederiforening, direktør Knud Pontoppidan, peger overfor bladet på Indiens store potentiale, men siger samtidig at landet har stået lidt i skyggen af vækstmagneten Kina.

Danske rederier henter årligt 5 procent af den samlede valutaindsejling på 100 milliarder kr. i indiske havne, hvilket gør det store land til en af de 10 vigtigste nationer for rederierne. A.P. Møllers containerforretning er således aktiv i Indien, men også rederier som Norden har en stor trafik i regionen. Indien har bl.a. en stor eksport af kul.

Søfartens minister, vicestatsminister Bendt Bendtsen (K), siger til Børsen, at “dansk søfart har en høj stjerne i Indien. Regeringen vil arbejde positivt for, at der kommer en bilateral aftale mellem Indien og EU til gavn for rederierne”.

Indien lokker p.t. med en årlig vækst på 20 procent i udenrigshandelen, hvilket globalt set kun overgås af Kina.

Læs også “A P Møller investerer i indisk containerhavn”, 24.09.03, under rubrikken Arkiv i menuen ude til venstre.