Indien og Kina skriver flådehistorie

Redaktionen

Indien og Kina indleder fredag deres første fælles militære flådeøvelse nogensinde i et tegn på, at forholdet mellem de 2 asiatiske giganter er under klar bedring, rapporterer BBC Online.

3 indiske krigsskibe med 672 søfolk ombord ankom tidligere på ugen til kinesisk havn og deltager sammen med indiske fly og helikoptere i øvelsen i Det sydkinesiske Hav, der udføres i samvirke med den kinesiske flåde.

Øvelsens formål er at udføre eftersøgnings- og redningsaktioner i farvandet, og hensigten at øge sikkerheden for den maritime handel og forbedre eftersøgnings- og redningskoordinationen til søs, oplyser en talsmand for det indiske forsvarsministerium til BBC.

– Det er en milesten. Begge lande ønsker bedre forbindelser, og vi vil udbygge dem yderligere, sagde en fremtrædende indiske diplomat til flere nyhedsbureauer.

Det er kun anden gang i historien, at “Chinas People Liberation Army Navy (PLAN) udfører en fælles øvelse med et andet lands flåde. Den første blev gennemført med pakistanske krigsskibe ud for Shanghai for nylig.

Kina og Indien udkæmpede en grænsekrig i 1962, men de 2 lande har på det seneste taget initiativ til at løse grænsedisputten i Himalaya (Ladakh bl.a.) éngang for alle og udvide samhandel og investeringer.

Indiens premierminister, Atai Behari Vajpayee, besøgte Beijing tidligere i år og førte samtaler med kinesiske ledere. Samtidig har Indien søgt at opbygge et tættere politisk forhold og militært samarbejde med så forskellige partnere som USA, Israel og Rusland. Tilsyneladende med betydelig fremgang i 2003.