Indien standser al militærbistand til Nepal i protest mod kuppet

Hedebølge i Californien. Verdens klimakrise har enorme sundhedsmæssige konsekvenser. Alligevel samtænkes Danmarks globale klima- og sundhedsindsats i alt for ringe grad, mener tre  debattører.


Foto: Kevin Carter/Getty Images
Redaktionen

Indien har indstillet al militærbistand til Nepal på grund af kongens magtovertagelse i Kathmandu, rapporterer BBC Online tirsdag.

Indien har været en af de vigtigste våbenleverandører til regeringshæren i kampen mod de maoistiske oprørere. De indiske leverancer består af rifler, helikoptere, pansrede mandskabsvogne og andet issenkram.

Den indiske regering har tidligere opfordret kong Gyanendra til at genindføre flerparti-demokratiet og løslade politiske ledere, menneskeretsforkæmpere og mediefolk.

Samtidig fortsætter maoisternes transportblokade på tiende døgn, dog uden tilsyneladende at have skabt fødevaremangel i hovedstaden. Rebellerne har sagt, at de ikke vil gå i fredsforhandlinger med kongen efter hans magtovertagelse. Tidligere har de stillet som betingelse, at de kun vil tale med ham, ikke de politiske ledere.

Borgerkrigen har stået på siden 1996 og kostet over 8.000 dødsofre samt lammet en stor del af landets udvikling, herunder en række dansk-støttede projekter- og programmer.

Danmark har i protest mod magtgrebet indstillet alle nye bevillinger til det fattige bjergland, som er programsamarbejdsland for Danida. Især et dansk-støttet skovforvaltningsprojekt har vist sig meget succesfyldt og betegnes som et af de bedste miljøtiltag Danida nogensinde har været involveret i.