Da ledere fra det indiske regeringsparti, BJP, tirsdag talte til vælgere og holdt pressekonferencer for at markere det første år for premierminister Narendra Modi og hans regering, var der nogle, der manglede.
Der var bragende tavshed fra BJP’s mangeårige allierede og regeringspartnere i det mindre parti Shev Sena, som lader det være helt op til BJP at fejre årsdagen.
Et af partiets parlamentsmedlemmer siger under betingelse af anonymitet til avisen Times of India, at der er utilfredshed i partiet med, at BJP ikke lytter til det i større sager.
“Det hele har handlet om BJP i det seneste år. De har fulgt en diktatorisk attitude, og de forventer, at deres allierede blindt følger deres beslutninger,” siger kilden til Times of India.
Avisen skriver, at forholdet mellem de to partier blev forværret allerede fra start, da BJP snuppede de tunge ministerposter og ikke skelede til Shev Senas ønsker.
Har ikke mærket fremgang
Også fra andre kanter er der kritik af, at Modi ikke har gennemført de løfter, han blev valgt på.
Der er ikke sket nævneværdig forandring, sådan som Modi lovede ved sin tiltrædelse, mener den øverste minister i delstaten Bihar, Nitish Kumar.
Modi slog sig op på at være på den almindelige mands side, men den almindelige mand har ikke mærket fremgang, siger Nitish Kumar til Hindustan Times.
“Almindelige mennesker kan fortælle om, at regeringen ikke har leveret. Spørg en bonde, en ung arbejdsløs, en husmor, en håndværker, en oplyst borger, en akademiker eller endda de mennesker, der stemte på Modi for et år siden – de har ikke nogen problemer med at nævne, hvad regeringen ikke har leveret,” siger Kumar, der også langer ud efter regeringschefen for at være mere optaget af udlandet end af hjemlandet.
“Han har været på flere rejser end udenrigsministeren, og alligevel er situationen langs grænserne til Pakistan og Kina forværret,” siger Kumar.
Har selv skabt sit største problem
En af de store internationale aviser, New York Times, hæfter sig ved, at meget af det, Modi har på dagsordenen, er projekter som endnu har til gode at blive realiseret.
Set udefra lyser Indien om som en succeshistorie på det asiatiske landkort, skriver avisen.
Indien ventes at overhale Kina i år og blive verdens hurtigst voksende økonomi.
Men på hjemmefronten går det trægt med at skabe arbejdspladser, og Modi er sårbar, fordi oppositionen blokerer for hans lovforslag og i øvrigt har travlt med at gøre inderne opmærksomme på, at han er “anti-fattige” og “anti-bønder”.
Det største af Modis problemer har han imidlertid selv skabt, skriver New York Times. Nemlig ved at opbygge så store forventninger om forandring, at han havde svært ved selv at leve op til dem.
Andre, såsom avisen Times of India, er knap så kritiske over for Modis præstation i det første år.
Avisen har givet Modi karakter på en skala fra 0 til 100 og ender på et hæderligt snit på 77,5.