Indiens store digter og kunstner i København –Tagore-fernisering

Tagore, billede fra udstillingen
Forfatter billede

Torsdag den 15. september slår Københavns Universitet dørene op for en udstilling om den indiske kunstner Rabindranath Tagore (7. maj 1861 – 7. august 1941).

Anledningen er 150 året for kunstnerens fødsel, og ferniseringen kl. 14.00 på Institut for Tværkulturelle og Regionale Studier (TORS) er åben for alle.

Tagore er ikke bare en af Indiens store forfattere – nobelpristager 1913 og forfatter til nationalsangene i både Indien og Bangladesh. Tagore var udøvende billedkunstner og skabte en filosofi, hvor kunst, uddannelse og samfundssyn mødes.

På udstillingen, der løber til og med den 23. september, bliver publikum ført ind i en knap så kendt del af Tagores univers med temaudstillingen Tagore in Advertisment sat op imod moderne værker af ’Tagore i Kantha’. Kantha er en traditionel broderingsteknik fra Vestbengalen, Indien og Bangladesh, og værkerne illustrerer udvalgte noveller, sange, digte og dramaer af Tagore.

”Det er en vigtig udstilling”, forklarer en af arrangørerne bag, lektor Peter B. Andersen fra Religion: ”Her kan man se, hvordan Tagore i de sidste 20 år af sit liv gik videre fra sin nyskabelse af bengalsk litteratur til at forene mange af de moderne strømninger i billedkunsten på en ny og inspirerende måde.”

Ved ferniseringen er der talere fra Universitetet og den indiske ambassade, og værterne byder på en let forfriskning til de fremmødte.

Jubilæumsfejringen fortsætter med en konference, som Asian Dynamics Initiative afholder den 19. september. Her vil indiske og danske forskere præsentere forskellige sider af Tagore som kunstner, pædagog og poet.

Tagore har selv udstillet i København
Det er ikke første gang, Tagores værker bliver vist i Danmark. Tilbage i 1930 var det forsidestof i dagspressen, da Tagore personligt åbnede en stor udstilling på Charlottenborg. Samme aften lagde Statsradiofonien (Danmarks Radio) sendetid til en digtoplæsning af Tagore selv, og Borup Højskole holdt en ‘Tagore-aften’ med fordrag.

Forsiden på Berlingske Tidende 10. aug. 1930


Tid og sted
Fernisering: 15. september kl. 14.00.
Udstillingen løber fra den 15.-23. september, hver dag kl. 10 – 15.
Institut for Tværkulturelle og Regionale Studier (TORS)
Snorresgade 17-19, 1. sal (gå efter kantinen), 2300 Kbh. S.