UNICEF Danmark, den danske afdeling af FNs Børnefond, som i 2004 fejrer sit 50 års jubilæum, kunne i 2003 sende mere hjælp til verdens nødlidende børn end nogensinde før, idet man satte indsamlingsrekord med hele 49,5 mio. kr.
Formand Ole Kyed gjorde samtidig på UNICEF Danmarks årsmøde forleden opmærksom på de mange krigsramte børn i Sudan, der har hårdt brug for nødhjælp lige nu.
– Vi kan hver på vores måde lade 50-året være anledning til, at flere børn får ret til at være børn, sagde UNICEF Danmarks bestyrelsesformand i sin beretning og brugte lejligheden til at se fremad mod de udfordringer, UNICEF står overfor de kommende år.
Ikke mindst bekæmpelsen af hiv/aids står højt på UNICEFs dagsorden. Hver dag smittes næsten 6.000 unge mennesker med hiv verden over.
– Der er ikke blot tale om menneskelige lidelser af dimensioner, men også om vidtrækkende økonomiske følgevirkninger for hele nationer. Der er behov for en massiv indsats med information, uddannelse og behandling. Børn og unge er verdens største håb for bekæmpelse af hiv/aids. De har lettere end voksne ved at ændre adfærd,” sagde Ole Kyed.
Det er også UNICEFs opgave at hjælpe de børn, der uden egen skyld eller andel bliver fanget i verdens krige og naturkatastrofer. UNICEF Danmark samler i disse dage ind til at hjælpe de mange børn, der har brug for hjælp i den vestlige Darfur-region i Sudan. Tusindvis af børn er fordrevet fra deres hjem, og mange har mistet deres familier undervejs. UNICEF beder om danskernes støtte til at redde børns liv i Sudan og give dem en fremtid, anførte Ole Kyed.
UNICEF får ingen penge fra FN og er derfor 100 procent afhængig af frivillige bidrag fra regeringer og private. I 2003 indsamlede UNICEF Danmark flere penge end nogensinde før til hjælpearbejdet, hvilket bragte den danske UNICEF-afdeling op som den 7. største bidragyder til UNICEF per indbygger. Der er UNICEF Nationalkomiteer i 37 lande verden over.
Med et årsresultat på 49,5 mio. kr. sammenlignet med 38 millioner året før steg de privat indsamlede midler med 30 procent. Dertil kommer, at den danske regering i 2003 bevilgede godt 234 mio. kr. til UNICEFs arbejde.
I anledning af 50-års jubilæet overrakte UNICEF Danmarks protektor HKH Prinsesse Alexandra 3 særlige jubilæumspriser til danskere, der har ydet en exceptionel indsats for UNICEF.
Journalist og TV-producer i DR, Frode Højer Pedersen, modtog en pris for sit mangeårige arbejde med at producere TV om børns vilkår og rettigheder i verdens fattigste lande.
Grethe Andersson fra Birkerød modtog prisen for sin enestående indsats som frivillig forhandler af UNICEF-kort. I 2003 alene solgte hun for mere end 70.000 kr. Birthe Søeborg fra Holte er den første frivillige forhandler af UNICEF-kort i Danmark, og hun modtog prisen for igennem 50 år at have gjort en storslået indsats for hjælpearbejdet for verdens børn.
– Man bliver meget ydmyg, når man modtager sådan en pris, sagde Grethe Andersson efter prismodtagelsen. – Jeg hører nogle gange mennesker sige, at det ikke nytter noget at hjælpe. Til dem siger jeg, at når man har været ude og se UNICEFs arbejde, som jeg har set en skole i Nordvietnam – så ved man, at det nytter, og at pengene gør en forskel for fattige børn, lagde hun til.
UNICEF Danmark markerer sit 50-års jubilæum gennem en stribe aktiviteter året ud.