Alverdens tilhængere og modstandere af ligestilling er forsamlet i New York i disse dage til FNs Kvindekommissions årlige møde. Det siges at aldrig har der været så mange deltagere, og FN-bygningen syder da også af engagerede og energiske kvinder og nogle mænd.
Mødet er en kærkommen anledning for civilsamfundsorganisationer og andre interesserede fra hele kloden til at diskutere ligestillingens status og skabe netværk efter tre år, hvor pandemien har umuliggjort fysiske forsamlinger af mange mennesker i FNs hovedkvarter.
Samtidig er mødet stedet, hvor fronterne omkring ligestilling bliver trukket ganske skarpt op. Medlemsstaterne skal blive enige om et afsluttende dokument – ’agreed solutions’ – der udtrykker verdenssamfundets syn på, hvordan ligestillingen skal forstås og fremmes på et givet område. Det er typisk en kamp fra ord til ord, hvor danske synspunkter på ligestillingen langt fra altid går sejrrigt ud.
Pushback
En fornemmelse af denne krig på ord fik man allerede ved den officielle åbning af mødet. FNs generalsekretær, António Guterres, holdt en kraftfuld tale og sluttede af med en opfordring til at ”push back the pushback”. Begrebet bruges til at betegne den opposition, der har udviklet sig særligt de sidste ti år, og går i rette med mange af de punkter, som ikke mindst kvindeorganisationer har fået indført i talrige internationale aftaler, i særdeleshed i Beijing-erklæringen fra 1995.
Senere under åbningen fik medlemsstaterne chancen for at komme til orde, og det benyttede en gruppe, der kalder sig ’LGBTI core group’ sig af. Den dækker over en stribe lande særligt i Latinamerika og Europa, herunder Danmark, og det var den finske repræsentant, der på gruppens vegne talte varmt for at beskytte seksuelle minoriteter.
Og hvem var så den næste taler? Jo, såmænd Belarus’ repræsentant, der på vegne af en gruppe af ’familiens venner’ – spændende fra Rusland til Nicaragua – talte om betydningen af familie-fokuserede politikker, af kulturelt tilpassede initiativer, af respekten for kvinders rolle i familien og af forældres ret til at bestemme over deres børn.
Festligt! Ikke alene bliver formuleringen af de enkelte paragraffer i det afsluttende dokument diskuteret minutiøst. Selv ved den officielle åbning har de stridende parter organiseret sig, så deres synspunkter står krystalklart over for hinanden. Det lover ikke godt for forbrødring og enighed.
Intet nyt under solen
Det gør historien heller ikke. To gange i nyere tid kunne man ikke blive enige om mødets konklusioner. Utallige gange er forhandlingerne blevet trukket til det yderste, eller forhandlingslederen har præsenteret en tekst, som deltagerne ikke kunne få yderligere indflydelse på, hvis der skulle være ’enighed’.
I gaderne omkring FN-hovedkvarteret har der tidligere kørt busser med budskab som ”abort er drab”, Vatikanet siges at finansiere et kursus for ligesindede forud for forhandlingerne, og en NGO producerer en guide til, hvordan familievenlige politikker kan fremmes og seksualundervisning undertrykkes i forhandlingerne.
Den 17. marts vil det vise sig, hvordan dette års forhandlinger ender. Men for to år siden nåede man frem til en sluterklæring, der kun i meget begrænset omfang refererede til vold i familien, selv om forhandlingerne havde vold mod kvinder som et af to prioritetsemner. Forhandlingerne fandt endda sted under corona-pandemien, hvor vold i familien eksploderede over hele kloden. Ved den lejlighed blev Kvindekommissionens handlingslammelse tydelig.
Patriarkater og geopolitik
Hvad afspejler denne skyttegravskrig? Det er et godt spørgsmål, og indtil videre er det mit indtryk, at der er mange forskellige fronter. Nogle kæmper for familien, andre lægger vægt på menneskerettighederne, nogle vil have et stærkere fokus på udvikling, og andre understreger de strukturelle årsager til uligheden mellem kønnene.
Lidt firkantet kan man måske sige, at tre overordnede tendenser flyder sammen i kampen for større ligestilling i Kvindekommissionen. Der er for det første en helt kontant udfordring af patriarkater i denne verden, og det afstedkommer en stærk modreaktion mange steder. Det skyldes selvfølgelig, at mange vil forsvare deres privilegier, men det skyldes sikkert også den usikkerhed, som forandring af noget så grundlæggende som kønsroller skaber. I en verden af kriser og forandringer er behovet for holdepunkter næppe uvæsentligt.
For det andet spiller stormagtspolitik nok også en rolle. Russerne fokuserer på familien, mens amerikanerne – i hvert fald i øjeblikket – er helt med på europæernes fokus på menneskerettigheder. Kineserne er optaget af udvikling og henviser ivrigt til forskellige afrikanske forslag for at etablere en alliance dér. Omvendt understreger ukrainerne deres enighed med EU, England og USA.
For det tredje er konflikten mellem Syd og Nord bestemt ikke afblæst. Afrikanerne, den caribiske gruppe og mange asiatiske lande prioriterer økonomiske spørgsmål og er mindre optaget af de menneskerettigheder, som europæerne og – interessant nok – latinamerikanerne og stillehavsstaterne lægger vægt på. Det er således ikke entydigt, hvordan interesserne kommer til udtryk, men der stikkes jævnligt til de velstillede landes manglende økonomiske engagement i andre end dem selv.
I en vis forstand er Kvindekommissionens forhandlinger om ligestilling blevet et offer for alle mulige andre politiske hensyn og interesser frem for et konkret forsøg på at gøre noget ved kvinders udfordringer. I den verden, de finder sted i, er det svært at se forhandlingerne som en markant mulighed for at forbedre kvinders vilkår og skabe reel ligestilling mellem kønnene.
