Kommer ulven? spørger dagbladet Infortmation på lederplads tirsdag og fortsætter:
For 10 år siden, da præsident Clinton udnævnte James Wolfensohn til ny chef for Verdensbanken, var der også dem, der råbte “Ulven kommer!” Hvad kunne dog en cellospillende, finansspekulerende multimillionær præstere andet end at fortsætte den USA-dikterede linje med at påtvinge fattige lande brutale “strukturreformer” med markedsliberalisering og nedbrydning af offentlige institutioner, ofte med forgældethed, fattigdom og social uro til følge?
De 10 år har vist, at den første “ulv”, Wolfensohn, faktisk kunne gøre en forskel. Til det bedre. Verdensbanken har ikke været fri for kritik siden 1995, men under James Wolfensohn er banken blevet reformeret, har lært at lytte og samarbejde med de internationale græsrødder, er blevet mere serviceinstitution end politimand over for de fattige, har gennemført et vist mål af gældseftergivelse og har sat tydeligere fokus på bekæmpelse af fattigdom og ulighed.
Nu råbes der så “Ulven kommer!” på ny. På præsident Bushs ordre skal Wolfensohn afløses af Wolfowitz. Den 61-årige, nykonservative viceforsvarsminister fra Pentagon, der af Time Magazine blev kaldt den “intellektuelle Godfather bag (Irak)krigen”.
Manden der er ideologisk hovedarkitekt bag doktrinen om magtbaseret amerikansk hegemoni som vejen til global fred og sikkerhed. Manden der afviste de fremmeste militærfolks advarsler om Irak-invasionens besværligheder og forudsagde et hurtigt amerikansk triumftog under demokratitørstende irakeres jubel.
Og manden, der sammen med forsvarsminister Donald Rumsfeld er blevet kritiseret af den amerikanske rigsrevision, General Accounting Office, for »fravær af klart lederskab og ansvarlighed.«
Præsident Bushs indstilling af Paul Wolfowitz som ny verdensbankchef har udløst vrede og underskriftindsamlinger blandt internationale NGOer. Fra ansatte i banken er der udsendt bekymrede nødråb. Og i Europa mumler politikere utydeligt om, at noget andet havde været bedre.
Bankens nuværende chef blev selv taget på sengen – to uger før Bushs annoncering sagde Wolfensohn, at Wolfowitz var ude af billedet – han har siden udtalt sig temmelig tvetydigt om sin efterfølger.
For uanset vrede og surmulen bliver Wolfowitz Wolfensohns efterfølger. Der er tradition for, at USA peger på bankchefen, mens Europa udpeger chefen for Den Internationale Valutafond, og godkendelsen ventes at ske på et møde i Verdensbankens bestyrelse på torsdag. Ingen vil for alvor udfordre USA i denne sag.
Hvor bringer Wolfensohn så Verdensbanken og den internationale udviklingspolitik hen? Kommer ulven nu, eller kan den kommende chef overraske, som den nuværende har gjort det?
Der er flere tolkninger mulige. Én er, at Bush ønsker at fortrænge Wolfowitz fra regeringens indre cirkler, ligesom han skiller sig af med en endnu mere yderligtgående konservativ, viceudenrigsminister John Bolton, ved at sende ham til New York som USAs ny FN-ambassadør. Tilsammen et indicium på, at Bush ønsker at føre en mindre ideologisk, mere forhandlingsorienteret udenrigspolitik.
En modsat tolkning er, at de nye stillinger til Wolfowitz og Bolton tværtimod skal ses som forfremmelser. Og at de blot afspejler en opdatering af den nykonservative politik: USA har for en tid nået, hvad der er muligt med krig og våbenmagt. Der er hverken økonomisk eller militær kraft, endsige vælgeropbakning til at fortsætte projektet for det amerikanske århundrede med nye militærinterventioner.
Derfor må man nu søge projektet fremmet via de internationale institutioner – det vil sige ved at sende hårde ideologiske negle som Wolfowitz og Bolton ind i Verdensbanken og FN. Med den fortsatte opgave at fremme udbredelsen af amerikanske værdier og interesser.
Det er den tolkning, der får mange til at frygte, at der vil ske et skift fra fokus på fattigdomsbekæmpelse i bl.a. Afrika til fokus på god regeringsførelse American style i bl.a. Mellemøsten. Hvis Wolfowitz genindfører en politik med hårde, USA-dikterede betingelser for långivning, kan Verdensbanken ryge tilbage, hvor den var, før Wolfensohn tog fat.
Skal man være optimist, kan man sige, at det er godt at få Wolfowitz væk fra Det Hvide Hus og ind i et internationalt miljø, der i bedste fald kan påvirke og udvikle ham med det intellekt og de anlæg for visionær tænkning, han vitterlig besidder.
Men er man realist, må man samtidig erkende, at det er et meget uhensigtsmæssigt signal, præsident Bush nu sender verden. Bolton, der ville afskaffe FN, og Wolfowitz, der ville udbrede det amerikanske imperium med våbenmagt, vil stimulere fjendebillederne i den arabisk-muslimske verden såvel som andre steder i Den Tredje Verden og blandt internationale græsrødder.
For de ansatte i Verdensbanken bliver det derfor ulvetider i den forstand, at det på ny bliver op ad bakke. De skal arbejde videre i en omverdensatmosfære præget af skepsis og mistro, hvor man netop havde opnået en ny ånd af relativ optimisme, samarbejde og dialog, slutter Information sin ledende artikel tirsdag den 29. marts 2005.
Læs mere på www.information.dk
