FN-byen i det nordlige Paris bliver mere og mere hektisk som tiden går. Det franske formandsskab har sagt, at man vil overholde tiden denne gang, selvom det ville være exceptionelt ved FN’s klimakonferencer.
Der vil med stor sandsynlighed blive indgået en klimaaftale ved topmødet, men kvaliteten af den er stadig usikker.
“Der er så stærk vilje til en klimaaftale, at parterne måske vil blive enige om en aftale, der er meget svag”, siger Samantha Smith fra WWF.
Onsdag kom der en ny trimmet tekst, hvor der stadig er en masse uløste punkter.
“Det er en blanding af det gode, det dårlige og det grimme (the good, the bad and the ugly)”, siger Kaisa Kosonen, der er klimarådgiver ved Greenpeace i en vurdering af teksten.
Selvom de uenigheder, der har splittet parterne i årevis, består, har der været bevægelse. En målsætning om at holde temperaturen under 1,5 grader er for alvor på dagsordenen efter stærkt pres fra de mest klimaskrøbelige lande.
En mekanisme, der skal behandle klimaødelæggelser, har også vundet langt mere anerkendelse.
Et af de helt store samtaleemner i forhandlingslokalerne er en ordning, der skal sørge for, at der kan strammes op på ambitionerne.
Det hele hænger nemlig sammen i klimaforhandlingerne. For at nå ambitionen om at holde temperaturstigningen under 2 (eller 1,5) grader, skal der strammes op på ambitionerne, og det betyder, at der skal flere penge til udviklingslandenes klimaindsats.
Hvis der derimod ikke kommer mere ambitiøse mål for reduktion af de klimaskadelige stoffer, skal udvikilingslandene have flere penge til at tilpasse sig – og måske til at håndtere de massive ødelæggelser, som klimaet allerede forvolder.
Tre mulige mål for temperaturstigning
Det officielle mål om at holde temperaturen under 2 grader kan meget vel blive strammet op. Klimaskrøbelige lande har under forhandlingerne ført en effektiv kampagne for en målsætning om at holde den globale opvarmning under 1,5 grader.
Et stort flertal af lande støtter dette krav, også de mindre skrøbelige som EU, USA og flere. Men spørgsmålet er, hvordan det kommer til at indgå i teksten. I den seneste tekst er der tre mulige målsætninger: at holde temperaturstigningen under 2 grader, at holde den “meget” under 2 grader med reference til de 1,5 grader eller rent ud at holde den under 1,5 grader.
Det er imidlertid klart, at alle de bidrag, som nationerne har indmeldt vil skabe en temperaturstigning på omkring 3 grader.
Mekanisme skal stramme ambitionen op
Derfor er der behov for at kunne stramme landenes reduktionsmål op løbende. Der tales derfor om en mekanisme i aftalen, der kan sørge for netop dette. Der er tilsyneladende enighed om en sådan ordning, men hvordan den skal se ud deler parterne.
En af de prioriteter, som EU nævner igen og igen, er netop en sådan ordning.
“Landenes bidrag er ikke nok til, at vi når målet. Derfor skal landene finde sammen hvert 5. år for at se, hvor langt vi er”; siger EU’s klimakommissær Miguel Arias Cañete.
Men der er mange, der mener, at tilgang alligevel er uambitiøs.
“Mekanismen skal ikke bare være en vurdering af, hvor vi er. Den skal sikre, at vi kan skrue op før 2020. EU’s mekanisme er uden mening. Vi har behov for en forpligtelse, så landene gør mere hvert 5. år, men EU vil ikke engang kigge på deres mål før 2030”, siger Martin Kaiser fra Greenpeace.
EU har i sit bidrag sat et mål om at reducere udslip af drivhusgasser med 40% i 2030, og det vil man ikke ændre. Unionen er modstander af et forslag om at lade forpligtelserne gælde i 5 år ud fra et princip om, at man skal øge og ikke slække på ambitionerne.
Men tingene hænger jo sammen, og mens EU og andre rige lande vil lade mekanisme gælde specifikt for mål for reduktion af drivhusgasser, ønsker udviklingslande, at mekanismen også skal omfatte de andre elementer i aftalen.
Det gælder klimafinansiering, tilpasning, kapacitetsopbygning og teknologioverførsel.
Slut med fossile brændstoffer?
Det andet langsigtede mål handler om at kvantificere målet for temperaturstigningen. Hvordan når vi frem til at reducere stigningen i den globale temperatur til under 2 eller 1,5 grader?
I den seneste tekst er der forskellige bud på en plan for at nå det mål.
Der bliver talt om at toppe med at udlede drivhusgasser “så snart som muligt” og det uoversættelige ord decarbonization (af-kulisering) eller klimaneutralitet.
Kelly Stone fra ActionAid påpeger, at begrebet “decarbonization” henviser til en udfasning af fossile brændstoffer, mens klimaneutralitet åbner for teknologiske muligheder, som NGO’er har forbehold over for.
“Det vil afhænge af nogle teknologier, der skal fjerne udledninger fra atmosfæren, og det er ikke bevist, at de kan fungere i dette omfang. Desuden kræver det et stort areal af land, og det er en trussel mod fødevaresikkerheden”, siger hun.
En svag aftale kan være farlig
Man taler om, at de mål, der er indberettet til FN vil reducere temperaturstigningen til 3 grader, hvilket er langt over de mål, der er på bordet i en ny aftale.
Men temperaturstigningen kan blive langt højere end det, selv med en aftale.
“Dette scenarie er baseret på den antagelse, at alle lande vil indfri deres løfter fuldt ud”, minder Michael Broom fra Sierra Club os om.
Derfor kan en svag aftale med de nuværende løfter være en farligere, end man umiddelbart tror.
Der bliver diskuteret, hvorvidt aftalen skal være juridisk bindende. Det vil den blive med flere elementer, men måske ikke med selve reduktionerne af drivhusgasser.
“Aftalen vil have en juridisk bindende form. Det langsigtede mål vil være bindende, nogle dele af finansieringen vil være bindende. Spørgsmålet er, om INDC’s (landenes reduktionsmål) er bindende”, siger Miguel Arias Cañete.
USA er ikke klar til en bindende aftale på netop det punkt, da det amerikanske politiske system kan gøre det vanskeligt for præsidenten at ratificere aftalen.
Ifølge Cañete har EU et stærkt ønske om en bindende aftale, men man vil samtidigt have USA med i aftalen. Derfor kigger man lige nu på kompromisser og muligheder.
Nævnet for Fremme af Debat og Oplysning om Europa (Europa-Nævnet) blev nedsat af Folketinget som følge af afstemningen om Maastricht-traktaten i 1992. Nævnets formål er at ruste danskerne til at tage stilling til europapolitiske spørgsmål gennem upartisk at støtte oplysnings- og debatskabende initiativer i den danske offentlighed.
