Innovativ filmproducer får årets Timbuktu-pris

Hedebølge i Californien. Verdens klimakrise har enorme sundhedsmæssige konsekvenser. Alligevel samtænkes Danmarks globale klima- og sundhedsindsats i alt for ringe grad, mener tre  debattører.


Foto: Kevin Carter/Getty Images
Laurits Holdt

Danmarks største journalistpris, Timbuktu-prisen, går i år til dokumentarfilm-producenten Signe Byrge Sørensen, der bl.a. har produceret den prisbelønnede dokumentar ”The Act of Killing” om indonesiske dødspatruljers drab på civile.

Det offentliggjorde Timbuktu-fonden torsdag aften på Folkemødet på Bornholm, hvor hun fik overrakt prisen på 100.000 kroner af Timbuktu Fondens formand, Thomas Ravn-Pedersen (se foto af de to neden for, taget af Frederik Tillitz).

Signe Byrge Sørensen har i høj grad været med til at udvikle dokumentarfilmens rolle og placering i dansk u-landsoplysning, skriver fonden i en pressemeddelelse.

Hun har været filmproducer i 16 år og stiftede produktionsselskabet Final Cut for Real i 2009. Hun har stået bag produktioner i Sydafrika, Zimbabwe, Senegal, Thailand og Argentina og er senest blevet kendt som den ihærdige producent bag filmen ”The Act of Killing”.

43-årige Signe Byrge Sørensen er født og opvokset i Maribo, men bor i dag i København, hvor hun er admin. direktør i Final Cut for Real.

Hun har tidligere fortalt, at interessen for at lave film for alvor blev tændt, da hun gik på Maribo Gymnasium. I de tre år på gymnasiet gik hun på data-medie-linjen, hvor eleverne arbejdede med kunst, samfund og dansk.

Vundet flere priser

Signe Byrge SørensenFilmen, der er instrueret af Joshua Oppenheimer, har vundet en stribe internationale filmpriser og været Oscar-nomineret, fordi den gennem sin eksperimenterende form har bragt en skjult tragedie i Indonesien frem i lyset.

Den vises senere torsdag aften på folkemødet, hvor Signe Byrge Sørensen deltager i en debat om den – se vor anmeldelse af filmen på http://www.u-landsnyt.dk/nyhed/29-10-12/act-killing-n-r-de-onde-vinder

Timbuktuprisen er i sin natur et arbejdslegat, der skal muliggøre nye projekter, og det har yderligere bidraget til valget af Signe Byrge Sørensen, at hun for tiden arbejder på en ny dokumentarfilm efter idé fra IMS (International Media Support) om oprøret i Syrien sammen med syriske filmfolk i eksil.

Filmen tager udgangspunkt i fem unge “borger-journalister”, der dækker begyndelsen af den syriske revolution i deres by, og hvad udviklingen så senere viser.

“Med valget af Signe Byrge Sørensen får vi både lejlighed til at støtte en virkelig sej, dygtig og eksperimenterende producer med engagement i udviklingslande og for at sætte fornyet fokus på udviklingen i Syrien,” siger Thomas Ravn-Pedersen.

“Vi er spændt på at følge filmprojektet og har store forventninger til, hvad der kommer ud af det”, lægger han til.

Der var tre kandidater

Tre kandidater var nomineret til prisen i år, udvalgt af en jury, der består af Jan Kjær fra Nairobi-klubben, Lotte Dahlmann fra Dansk Journalistforbund og Kirsten Lund Larsen fra Timbuktu Fonden. De tre var foruden Signe Byrge Sørensen fotografen Jan Grarup og journalist Peter Bengtsen.

JAN GRARUP har allerede vundet mange priser for sin store fotografiske indsats. Han har dækket snart sagt alle verdens ”lost territories” og konfliktområder, ikke mindst Somalia og Afghanistan.

Senest har han engageret sig i den blodige konflikt i Den Centralafrikanske Republik (CAR) og forsøgt at bruge sin fotodokumentation til at råbe verdens samvittighed op.

Det gør han gennem stærke og indfølende billeder, der skildrer uhyrlighederne uden hverken at forskønne eller forklejne virkeligheden.

PETER BENGTSEN har de sidste syv år afdækket livs- og arbejdsforhold for nogle af verdens fattigste mennesker, i en periode som projektleder i den etiske vagthund, DanWatch, og nu som freelancer.

Hans fokus er på at afdække varekæder og fortælle de historier om sammenhæng, der gemmer sig bag vore forbrugsgoder – fra olie og guld over slik, sko og sminke til peber og gummi.

Han kaster lys over det faktum, at virksomheders indtog i udviklingslande i høj grad kan bidrage til udvikling, men langt fra altid gør det i praksis.

Om Timbuktu-fonden

Prisen har været uddelt siden 2009 og er indstiftet af Timbuktu Fonden, der blev oprettet i 2008 på initiativ af u-landsjournalist og forfatter Jørgen Harboe i samarbejde med Folkekirkens Nødhjælp.

Fondens formål er at skabe basis for kritisk udvikling og nytænkning af journalistik om udviklingslande og globale udviklings- og ressourcefordelingsspørgsmål.

Fondens navn er inspireret af det gamle Timbuktu, der var et oplyst, åbent og videbegærligt samfund orienteret mod omverdenen.

Læs mere på Timbuktu Fondens hjemmeside.