For første gang bliver der i juni en international arbejdslejr på Den Internationale Højskole – IPC, International People’s College – i Helsingør. Omkring 17 unge mennesker fra forskellige lande skal i tre uger bo på højskolen og knokle i den omkringliggende kæmpehave med egen høj og sø.
Det store grønne område omkring skolen var engang en smuk park med sjældne træer og en sø fyldt med krebs. Der var engang, da elever lugede og passede en stor nyttehave, men sådan har det ikke været i mange år. I dag er haven noget af et vildnis, hvor der kun er ryddet plads til en bålplads
.
Det skal være anderledes nu, og det var en nyhed, der blev modtaget med glæde på IPC’s skolerådsmøde søndag.
Begyndelsen til park-projektet blev gjort, da studerende fra Skovskolen i Nødebo hjalp med at fælde træer, så man nu kan se skolen og den statelige hovedbygning fra Rønnebær Alle og fra Kongevejen.
De unge i arbejdslejren skal blandt andet rydde og anlægge en sti på det store areal og gøre det muligt igen at gå rundt om søen. Arbejdslejren gennemføres i samarbejde med MS/ Action Aid.
Et andet nyt initiativ, som fik anerkendelse på mødet, er beslutningen om at holde et EU-debatmøde den 6. maj. Det sker i samarbejde med dagbladet Information.
Nyheden om, at man vil deltage i 100-års festlighederne for Halfdan Rasmussens fødsel faldt også i god jord. Halfdan Rasmussen, der blev født den 29. januar 1915, var i sin tid elev på skolen.
Der blev fra mødets start lagt an til en positiv stemning i bestyrelsens beretning, fremlagt af dens formand Toni Michelsen. Heraf fremgik, at skolen har haft de elever, man kan rumme, og at de 69 elever i 2013 kom fra 31 forskellige lande – 48 pct. fra Europa, 19 pct. fra Nord- og Mellemamerika, 27 pct. fra Asien og 6 pct.fra Fra Danmark var der 9 elever. (Målet er at have elever fra 30 forskellige lande og 10 pct. danske).
Formanden pegede også på, at man ved rekrutteringen af danske elever vil fokusere på unge, der er usikre på studievalg efter gymnasium/HF, de unge, der ikke er kommet ind på drømmestudiet, de studietrætte og tidligere efterskoleelever. Fordi undersøgelser har vist, at unge efter et højskoleophold er bedre i stand til at gennemføre højere uddannelser.
Årets regnskab for IPC viser et overskud på 351.000 kr, og det var der megen tilfredshed med, ligesom man var glad for besparelser i forbindelser med renovering af badeværelser og værelser, der har betydet, at man bl.a. har kunnet etableret et solcelleanlæg.
Når renoveringen er færdig er der planer om ydre forskønnelser. Den gamle hovedbygning trænger til almindelig vedligeholdelse og maling.
Skolerådsformand Lars Udsholt blev genvalgt for en ny toårig periode, og efter genvalg af bestyrelsen konstituerede den sig igen med Toni Michelsen som formand.
Som et af nye medlemmer af skolerådet valgtes tidligere borgmester i Helsingør, Johannes Hecht-Nielsen, der er nu formand for udvalget for teknik, miljø og klima i Helsingør byråd.
Læs mere om IPC