International finansprofil til THE WHY’s bestyrelse

Kirstine Damkjær er nyt bestyrelsesmedlem af THE WHY Foundations.


Foto: THE WHY Foundations
Morten Scriver Andersen

19. september 2022

Non-profit organisationen THE WHY Foundations arbejde med at producere, kuratere og distribuere dokumentarfilm om demokrati og menneskerettigheder får en erfaren international finanskvinde i bestyrelsen, når den får tilgang af Kirstine Damkjær.

”Impact-drevne investeringer i udviklingsmarkederne har været hovedfokus i mit arbejdsliv de sidste mange år, og det står helt klart for mig, at viden om og forståelse af demokrati og menneskerettigheder er afgørende for både økonomisk og menneskelig bæredygtig udvikling i verden”, siger Kirstine Damkjær, som i en lang årrække har været ansat i Verdensbanken og IFC, senest i ledende stillinger, bl.a. som Chief Investment Officer og Global Industry Head of Equity.

”Dokumentarfilmens fortælleform kan noget særligt i forhold til at formidle, hvad demokrati handler om hos mennesker i de mest skrøbelige situationer. Jeg glæder mig kolossalt til at bidrage til udbredelsen af forståelsen af menneskers grundlæggende rettigheder”, siger hun.

THE WHY Foundation producerer, kuraterer og distribuerer dokumentarfilm om demokrati og menneskerettigheder. Fonden sikrer, at mennesker i 191 lande får adgang til film om nogle af de mest fundamentale menneskerettigheder, blandt andet ved at producere film; ved at vise film i skoler og ved at medvirke til, at filmene bliver vist på lokalsprog overalt i verden.

Grundlægger og direktør for THE WHY Foundation, Mette Hoffmann Meyer, er meget tilfreds med den nye tilgang i bestyrelseskredsen og glæder sig til samarbejdet.

“Jeg er meget stolt over, at Kirstine Damkjær vil bruge kræfter på det arbejde, vi laver i THE WHY. Kirstine Damkjær er en er stærk strategisk tilføjelse til vores bestyrelse og vil bidrage med tung finansiel viden og et solidt internationalt netværk. ”.

Kirstine Damkjær indtræder i THE WHY Foundations bestyrelse 1. september.