Forstander på den u-landsrettede Internationale Højskole i Helsingør, Søren Launbjerg, er i en alder af 55 atter scene-aktuel i Betty Nansen Teatrets genopsætning af musicalen The Black Rider, som har premiere lørdag. Det er 16 år siden, han spillede en rolle i samme musical.
Helsingør Dagblad skriver, at Launbjerg har fået orlov fra skolen i fire måneder frem til april og han siger til avisen, at “mentalhygiejnisk er det sundt at komme væk og få ny inspiration i en periode”.
“Som ansat på en højskole er jobbet en livsstil. Man bor, spiser og arbejder på skolen og det kan godt føles som en lukket boble efter nogen tid. Til april kan jeg så jeg vende tilbage med fornyet energi og lyst”, siger han til bladet.
Søren Launbjerg er i forvejen godt kendt med musical-genren. Han har i sin tid spillet store musicals på alle de københavnske scener og rundt om i landet og skrevet tekster til 22 forestillinger.
Den Internationale Højskole
Den Internationale Højskole i Helsingør ligger på hjørnet af Kongevejen og Montebello Alle i sundbyen
Peter Manniche havde i årene efter 1. verdenskrig fostret ideen om at skabe en international skole efter dansk højskolemodel, og den 5. maj 1921 åbnedes skolen i Helsingør.
En højskole, hvor elever fra hele verden skulle mødes og lære om – og af – hinandens forskelligheder i mellemfolkelighedens navn.
Flere personer, som kom til at spille ledende roller i deres nationers kolonifrigørelse, har gået på skolen, f.eks. Jomo Kenyatta.
Siden da har skolen gennemlevet mange faser som på forskellig vis har afspejlet den globale udvikling.
Skolen er i dag i god gænge økonomisk som elevmæssigt.
Søren Launbjerg har været forstander siden 2009.
Se også http://www.ipc.dk