Catherine Russell er i dag tiltrådt som eksekutiv direktør for FN’s børnefond UNICEF. Hun efterfølger Henrietta Fore, der har ledet organisationen de seneste fire år.
Cathrine Russell bliver den ottende chef – og den fjerde kvindelige – til at lede organisationen i dens 75-årige historie.
“Det er en ære og et privilegium at blive en del af UNICEF og bidrage til arbejdet for verdens børn på et så afgørende tidspunkt. I en tid hvor millioner af børn globalt stadig lider under konsekvenserne af corona-pandemien og andre kriser, går UNICEF forrest for at beskytte deres rettigheder og fremtid. Jeg ser frem til det arbejde, der ligger forude,” siger Russell.
Catherine Russell har arbejdet i den amerikanske administration både under tidligere præsident Barack Obama og den nuværende præsident Joe Biden.
Fra 2013 til 2017 var hun udpeget af præsidenten til at lede arbejdet med kvinders rettigheder på globalt plan, og hun sad i spidsen for udarbejdelsen af ’U.S. Global Strategy to Empower Adolescent Girls’ om kampen mod blandt andet børneægteskaber og tvangsægteskaber. I den nuværende administration har hun fungeret som assistent for præsidenten og HR-direktør for Det Hvide Hus.
Russell kommer til at stå i spidsen for UNICEFs 20.000 medarbejdere på verdensplan.
Rettelse: I en tidligere udgave af denne artikel fremgik det, at Russell var ny generalsekretær, men i FN-systemet er der kun én generealsekretær; Russells titel er eksekutiv direktør.