Iransk skilsmissedrama fanger livets komplekse nuancer

Det er endnu et skilsmissedrama, denne gang mellem to mennesker, der allerede er separeret, og som titlen antyder, kredser den om begivenheder, der har fundet sted, før filmen begynder.

Farhadi er formidabel til at skildre livets kompleksitet med nuancer, der hæver hans film op over melodramaets symbolik og klare grænser mellem rigtigt og forkert. Det er unikke historier om universelle spørgsmål, som kunne foregå hvor som helst. ‘Fortiden’ udspiller sig for første gang udenfor instruktørens hjemland Iran, i den franske hovedstad Paris.

Sammenbragt familiekaos
Vi følger iranske Ahmad, som efter fire år vender tilbage til Paris fra Teheran, for at gennemføre en skilsmisse med sin fraseparerede franske kone Marie. Hun viser sig at have en ny kæreste og være gravid, så det haster med at få endeligt afsluttet ægteskabet.

Ahmad aner intet om Maries nye forhold før ankomsten og bliver hovedkulds kastet ind i hendes kaotiske liv, som hun oven i købet usagt forventer, han kan redde trådene ud i.

Marie bor i et stort, rodet hus i en anonym forstad til Paris sammen med sin nye kæreste Samir, hans femårige søn Fouad og sine egne døtre, teenageren Lucie og den yngre Léa. De to piger er fra et tredje, endnu tidligere forhold.

I stedet for at indlogere Ahmad på hotel, reder Marie op til ham i det allerede fyldte – og følelsesmæssigt dirrende hjem. Selvsagt akavet for både ham og Samir.

Kan vi frigøre os fra fortiden?

Lucie er vred på sin mor over det nye forhold og nægter at acceptere Samir i deres liv. Marie beder Ahmad om at tale hende til fornuft, da der tydeligvis er en tillid og fortrolighed mellem de to. Langsomt åbner Lucie op, og historien skifter fokus fra hvad, der kunne have været et banalt trekantsdrama, til noget, der minder om en krimi.

Samir er som Marie allerede gift, men hans kone ligger i koma efter et selvmordsforsøg. Omstændighederne omkring det er ikke så indlysende, og det udløser et følelsesmæssigt drama omkring den udenforstående Ahmad.

Karakteristisk for Farhadis måde at skrue et plot sammen på, får vi kun bid for bid afsløret en række begivenheder, der alle har konsekvenser, som ikke er helt entydige.

Som i ‘Nader og Simin – en separation’, er historien spundet sammen som et finmasket spindelvæv, som alle personer oplever og tolker fra deres egen synsvinkel uden at have det fulde overblik. Nogen endegyldig sandhed findes ikke, kun spørgsmålet om, vi, ved at vælge vores egen version af den, kan frigøre os fra fortiden og komme videre?

Iransk film i sin eget ret
Asghar Farhadi er født i Isfahan i 1972 og uddannet filminstruktør fra universitet i Teheran i 1998. Han har instrueret en række studenter-teaterstykker og tv-serier for iransk TV.

I 2009 vandt han en sølvbjørn på filmfestivalen i Berlin for sin fjerde spillefilm ‘About Elly’, og i 2011 blev han den første iranske Oscar-vinder med ‘Nader og Simin – en separation’.

Når man ser iranske film, er det nemt at komme til at lede efter subtile hentydninger og kommentarer til det iranske samfund og præstestyret. I stedet for blot at vurdere filmen på dens egen præmisser.

Farhadi er ikke på den måde en politisk filmskaber og lader til at manøvrere klogt indenfor de rammer af censur, som findes i landet. Han laver de film, han gerne vil om det mest komplekse af livets forhold – parforholdet.

Som, når de dygtigste dansere optræder og giver en følelsen af, at det er let som en leg og ikke benhård træning, sådan orkestrerer Farhadi sine film. Med sikker kameraføring og stram koreografi skaber han en naturlighed, man som publikum oplever som virkeligheden selv. Som er man vidne til nogens liv.

Fakta om filmen