Af Marianne Rejnholt Hansen, U-landsnyt.dk
Hvordan forener man koranens bud med feminisme? I torsdags lagde Nationalmuseet lokale til et åbent debatmøde omkring udgivelsen af bogen ‘Feminist and Islamic Perspectives: New Horizons of Knowledge and Reform’, hvor spørgsmålet blev taget op.
I marts 2012 holdt The Women and Memory Forum (WMF) i samarbejde med KVINFO og Dansk-Egyptisk Dialoginstitut (DEDI) en konferrence i Kairo med titlen ‘Feminist and Islamic Perspectives: New Horizons of Knowledge and Reform’. Forskernes præsentationer er samlet i bogen, der bærer samme navn.
Torsdag d.14. november var udgivelsesdagen for bogen, og i den forbindelse havde WMF, KVINFO og DEDI inviteret til debat i Nationalmuseets festlokale med udgangspunkt i præsentationerne.
En håndfuld af de kvindelige forskere var til stede sammen med udviklingsminister Christian Friis Bach (R) og Sheikh Gamal Qutb, islamisk lærd ved Al-Azhar Universitetet i Kairo.
Islam trænger til reformation og koranen trænger til en genfortolkning – i hvert fald hvis man spørger disse kvindelige forskere. For siden koranen åbenbarede sig for profeten Muhammad, er den blevet tolket på en måde, der sætter den muslimske mand over kvinden.
Og med øje på koraniske passager som sura (koranisk vers) 3:3, hvor der står skrevet, at en mand må tage sig én, to, tre eller fire koner, hvis han kan forsørge dem ligeligt og sura 4:11; sønner skal arve det, som to døtre arver, kan man kun være enig om end det kan forekomme som en tung opgave, for hvordan genfortolker man sig ud af det?
Ikke vestlig feminisme
Både i bogen og ved debatten slås det fast, at islamisk feminisme ikke er det samme som den traditionelle vestlige feminisme.
Hvor vestlig feminisme ser den absolutte ligestilling som sit mål, således at mænd og kvinder er lige med identiske rettigheder, ser islamisk feminisme ligeværdighed som sit mål. Mænd og kvinder har forskellige roller, men de skal være ligeværdige.
I introduktionen ‘Paradigmes of Knowledge in Islamic Feminism’ skriver Amani Saleh, at arveforholdene mellem kvinder og mænd skal forstås således: mænd tildeles ifølge koranen dobbelt arv i forhold til kvinder, fordi mænd har forsørgerpligt. Kvinderne kan bruge deres arveandel som de vil. Dermed er forholdet ligeværdigt.
10 x 3 = 30 eller 5 x 6 = 30 eller 15 x 2 = 30, skriver hun.
Altså, så længe man i sidste ende når 30, er alt retfærdigt – når den arvende mand har betalt til diverse forpligtelser, har han i sidste ende samme beløb til rådighed som sin søster. Og dermed er retfærdigheden sket fyldest.
Det er vel det samme som at sige, at mænd og ikke kvinder skal aftjene værnepligt, fordi mænd er fysisk stærkere end kvinder, og afspejler det i det hele taget den retfærdighed, som muslimer tillægger deres hellige bog? Det virker som om man tilpasser sin teori sit materiale.
Islamisk feminismes paradoks
Koranen kan ikke tages op til diskussion. Den er guds ord givet til profeten via ærkeenglen Gabriel og skal læses ordret.
Dette er forskernes udfordring. Med udgangspunkt i teksten skal de genfortolke de guddommelige bud.
I sura 4:34 står, at man skal slå sin kone, hvis hun ikke adlyder. Eller gør der? Dr. Nevin Reda analyserer i sin præsentation af sin artikel ‘The Case of Women’s Political Leadership: A Modern Expression of an old Debate’ verbet darb.
Det skal nemlig ikke nødvendigvis læses som at slå, men kan også læses som at fjerne sig fra hende.
Ok, darb skal ikke nødvendigvis læses som at slå, men der er stadig tale om afstraffelse af en ulydig kone.
Ingen af forskerne er villige til at pille ved koranens tekst som det er sket i kristne kredse, hvor man f.eks. ser stort på forbuddet mod kvindelige præster, og derfor sidder man med en opfattelse af, at det er en håbløs kamp.
For hvordan kan man opnå retfærdighed, hvis man accepterer, at en kvinde ikke er i stand til at forsørge eller at hun skal irettesættes?
Accepterer man dét, vil der altid være nogen, der kan vende det imod én.
Men der findes feminister, der tager fat om dette som f.eks. Kecia Ali, forfatter og religionsforsker ved Boston Universitet med særlig fokus på islamisk lovgivning. Hun mener ikke, at koranen kan yde kvinder retfærdighed. Ali har i øvrigt ingen andel i dagens arrangement.
Euroislam og sexchikane
Frankrig indførte i 2005 en lov, der forbød at bære tørklæde i bl.a. skolerne.
Malika Hamidi, der er bosat i Belgien, tog på Nationalmuseet dette op. “Vi kæmper på to fronter; imod den patriarkalske læsning af koranen og imod den islamofobi, der findes i Vesten. Er tørklædeforbuddet ikke en overtrædelse af retten til uddannelse?”
Dér har hun fat i noget. Vestlig feminisme har tendens til at tolke tørklædet som tvang og ikke som manifestation.
Det er vigtigt for de muslimske feminister at manifestere deres religiøse tilhørsforhold – noget der er svært for de vestlige feminister at forstå, da de religiøse institutioner ofte ses som patriarkernes og dermed fjendens højborg. Tørklædet svarer for mange muslimske kvinder til det at bære et kors.
Anna Vanzans skriver i sin artikel “Between the Rosary and the Qur’an: Cooperation between Catholic Women and Islamic Feminists in Italy” om et fællesskab, hvor kvinder i konservativt religiøse miljøer danner fælles front, og her sidder den vestlige feminist til gengæld og klapper i sine små hænder: “Foren jer!”
For et par uger siden offentliggjorde det britisk-amerikanske analysefirma Thomas Reuters Foundation en undersøgelse, hvori der stod, at af alle mellemøstlige kvinder har de egyptiske kvinder det værst og udsættes for mest sexchikane.
Et spørgsmål fra salen lød således: “Kan det være et udtryk for en større bevidsthed om rettigheder hos de egyptiske kvinder snare end, at de skulle være de mest undertrykte og udsatte?” “Ja!” lød det enstemmigt fra panelet.
Har den vestlige feminisme så noget at lære af den islamiske? Ja, mener Dr. Omaima Abou-Bakr, professor i engelsk og komparativ litteratur ved Kairo Universitet samt redaktør på dagens udgivelse. “Vestlig feminisme kan lære at finde fred med religionen,” skriver hun.
Spørgsmålet er bare om det er relevant for den vestlige feminisme.
