Den Islamiske Konferenceorganisation, OIC, vil opfordre sine 57 medlemslande til at boykotte “Images of the Middle East”-festivalen på grund af sagen om Muhammed-tegningerne i Jyllands-Posten, skriver den tyrkiske avis Zaman ifølge DR Online tirsdag.
Images of the Middle East, der har prins Joachim som protektor, løber fra 2004 til 2007 og omfatter en stor kulturfestival i Danmark til august.
Center for Kultursamarbejde med Udviklingslandene (CKU) i København står for projektet, som skal fremme forståelse mellem Mellemøsten og Vesten og støttes økonomisk af Danida.
Men det bliver tilsyneladende uden OIC på grund af Muhammed-tegningerne.
Udviklingsminister Ulla Tørnæs (V) ærgrer sig over boykotten:
– Kultursamarbejdet har jo netop til formål at udbrede og fremme kendskab og forståelse af forskellige kulturer, og derfor er det ærgerligt, at man vælger ikke at deltage, siger hun.
OIC er også skuffet over den danske regerings håndtering af sagen. Men Tørnæs mener ikke regeringen kan klandres for truslen mod festivalen.
– Jeg håber da bestemt, at kulturfestivalen kommer til at finde sted, siger hun.