ISOBRO: Elefanten blev til en mus

Hedebølge i Californien. Verdens klimakrise har enorme sundhedsmæssige konsekvenser. Alligevel samtænkes Danmarks globale klima- og sundhedsindsats i alt for ringe grad, mener tre  debattører.


Foto: Kevin Carter/Getty Images
Redaktionen

VK-regeringens og Dansk Folkepartis lettelse af momsen for landets velgørende foreninger som led i finanslovsforliget for 2007 ligner, hvad man kunne kalde elefanten, der blev til en mus.

Det er nogenlunde konklusionen hos indsamlingsorganisationernes brancheorgan, ISOBRO, hvis generalsekretær, Robert Hinnerskov, overfor Kristeligt Dagblad (KD) onsdag kalder indrømmelsen for “meget skrabet og slet ikke tilfredsstillende”.

Hinnerskov havde håbet – og forventet -, at der blev givet kompensation for de faktiske momsudgifter, som organisationerne har, når de køber varer og tjenesteydelser. Så bidrag reelt går ubeskåret til de trængende og ikke delvis til statskassen.

Men da regnskabet ifølge Berlingske Tidende onsdag skulle gøres op, blev der kun råd til at refundere væksten i foreningernes købsmoms i forhold til niveauet i 2004. Det vil sige, at hvis en organisation betalte 20 mio. kr. i købsmoms i 2004 og betaler 22 mio. i 2007, så er det kun forskellen på de 2 millioner, som foreningen får retur fra staten.

– Det betyder reelt, at mellem nul og 10 procent af foreningernes momsudgifter dækkes og fremover vil det så fortsat være sådan, at langt hovedparten af de indsamlede midler er belagt med momsudgifter, siger Robert Hinnerskov til Berlingske.

Det vil ifølge ISOBROs beregninger betyde, at organisationerne samlet set “blot” får 20 mio. kr. ekstra i kassen.

Finansminister Thor Pedersen siger ifølge KD: – Før var det sådan, at de varer, organisationerne købte for midler, de selv samlede ind, skulle de betale moms af. Det har vi nu fundet en model for, så jo flere midler, man nu selv samler ind, desto større momsrefusion får man. Derudover har vi fordoblet det beløb, man man trække fra på selvangivelsen, når man giver bidrag.

Forligspartierne har afsat en pulje på 140 mio. kr. i årene 2007-2010, som skal bruges til at kompensere organisationerne for moms.

Robert Hinnerskov til KD: – 140 mio. kr. over 4 år er meget lidt i forhold til de udgifter, vi har beregnet os frem til på 209 mio. kr. om året. Det er meget skrabet og slet ikke tilfredsstillende. Men vi ser frem til drøftelserne, hvor det skal udmøntes.

Læs også telegrammet “Skattefradrag for velgørenhed fordobles fra 2007”, 08.11.06 under Dansk bistand.