Af Lis Garval, U-landsnyt.dk
De israelske myndigheder har netop godkendt opførelsen af 296 boliger i bosættelsen Beit El, der ligger på den israelsk-besatte Vestbred. En godkendelse som ikke er befordrende for håbet om en fredsløsning.
En talsmand for den palæstinensiske præsident Mahmoud Abbas fordømte straks planerne og erklærede, at de underminerer håb om en to-stats løsning på den israelsk-palæstinensiske konflikt.
“Israel is determined to kill the geography on which any Palestinian state can come into being”, sagde Sabri Saidam ifølge BBC-online.
Den israelske justitsminister og chefforhandler med palæstinenserne har i hærens radio bedt palæstinenserne slå koldt vand i blodet. Tzipi Livni sagde også, at amerikanerne er orienteret og fastholdt, at der er sket fremskridt i fredsbestræbelserne
.
Men godkendelsen, der kommer kun få dage efter at Israels premierminister Benjamin Netanyahu ifølge rapporter skal have beordret et stop for nye planer om bosættelser i de besatte områder, vil formentligt uundgåeligt skabe spænding netop nu, da USA forsøger at genstarte fredsdrøftelserne med palæstinenserne.
”Et anslag mod freden”
Detaljer om planerne for Beit El kom frem efter rapporter onsdag om at premierministeren havde givet efter for amerikansk pres og afgivet en uofficiel ordre til at standse alle nye bosættelser.
Peace Now, en israelsk NGO, der arbejder for en to-statsløsning, bekræfter, at der ikke er givet tilladelse til nye bosættelser i de seneste måneder og kalder den nye godkendelse et anslag mod freden.
De nye boliger skal angiveligt være kompensation efter at den israelske regering tvang 30 bosætter-familier væk fra Ulpanai udkanten af Beit El i juni sidste år. Deres bosættelser var kendt ulovlige af den israelske højesteret, fordi de var bygget på privatejet palæstinensisk jord.
De nye boliger, der opføres som lejlighedskomplekser, vil gøre bosættelsen meget større. Den vil vokse med en tredjedel.
Beit El er en isoleret bosættelse tæt ved den palæstinensiske by Ramallah, der er palæstinenserne administrative hovedstad.
Direkte drøftelser mellem israelerne og palæstinenserne blev afbrudt i 2010 på grund af de israelske bosættelser på Vestbredden. Alle bosættelser på Vestbredden, inklusive Østjerusalem, er ulovlige ifølge international lov, men den anerkendes ikke af Israel.
Der bor omkring en halv million jøder i flere end 100 bosættelser på Vestbredden, som Israel har besat siden 1967.
Den amerikanske udenrigsminister John Kerry ventes tilbage til Jerusalem og Ramallah den 21. og 22. maj til drøftelser med henholdsvis israelske og palæstineniske ledere.
Landbytte en mulighed?
Kernen i den israelsk-arabiske konflikt er ligeså enkel, som den er kompliceret: Skal palæstinenserne have en selvstændig stat? Og skal israelerne opgive de områder, man besatte i 1967, så palæstinenserne kan få deres stat?
Officielt er der principiel enighed mellem de involvere – palæstinensere som israelere, amerikanere som arabere: Israel må trække sig tilbage, så palæstinenserne kan få deres egen stat og der kan opnås fred.
Men hvordan omsætte denne enighed i praksis? Hvor meget land skal Israel afgive? Alle besatte områder, som palæstinenserne, støttet af araberne, hidtil har krævet? Det har Israel blankt afvist.
Senest har Den Arabiske Liga spillet ud med forslag, som en amerikansk talsmand har kaldt ”et stort skridt fremad”.
Forslaget går ud, at Israel skal give palæstinenserne nøjagtigt så meget land, som man har besat, men ikke nødvendigvis de samme område. På den måde, kan Israel tilgodese de store bosættelser tæt ved 67-grænsen.
Forslaget er, som journalist Anders Jerichow skrev i Politiken den 5. maj, ikke en ny idé. Det nye er, at Den Arabiske Liga siger ja til princippet om landbytte.
Allerede i 2008 blev landebytte drøftet i uofficielle drøftelser mellem den palæstinensiske præsident Mahmoud Abbas og den daværende israelske regeringsleder Ehud Olmert. Olmert havde endda forslag til ny grænsedragning.
Israelske analytikere har beregnet, at 80 procent af de isralske bosættere kan blive boede, hvis Israel kan beholde blot 7 procent af de besatte områder.
Psykologiske barrierer
Umiddelbart synes landebytte en fornuftig idé, men i den israelsk-palæstinenske konflikt skal der mere til.
Det understregede Anders Jerichow, da han talte om konflikten i Mellemøsten på Den Internationale Højskole, der den 4.-5.- maj havde et velbesøgt seminar om konfliktløsning og fredsopbygning
.
”Konflikt er indbygget i områdets psykologi. Konflikt er en del af det daglige liv. Konflikt er i folks mentalitet. Det betyder, at der er psykologiske barrierer for fred. Dels som indbygget mistillid til modparten dels som en bremse for at finde en løsning, forklarede han.
Han fortalte om den fredelige stemning i Tel Aviv. Om en by fuld af energi og et liv uden den mindske antydning af konflikt. Og det kun 12 km fra grim konflikt.
Ramallah er palæstinenserne mest dynamiske by, hvor man kan leve et moderne liv og hvor man normalt kun møder konflikten i form af israelske vejspærringer
I dag er der ikke krig i området, så hvorfor kræve fuld freds løsning, spurgte han retorisk?
En sådan vil kræve, at begge parter anerkender hinandens eksistens, at de anerkender den anden parts ret til at bo i området. Og det gør de ikke i dag.
Dertil kommer spørgsmålet om Jerusalem, den kvadratkilometer, der betyder lige meget for kristne som muslimer.
For udenforstående kan det være svært at forstå, at Israel, områdets absolut stærkeste militærmagt føler sin sikkerhed truet af hvad der opfattes som omkringliggende, aggressive stater.
To tredjedele af israelerne og to tredjedele af palæstinenserne tror da også på, at der kan opnås fred, og de har tiltro til modpartens ærlige hensigter
.
Men ifølge opinionsundersøgelser er 5-10 procent overbevist om, at man må slås for sin ret, og at den anden part er farlig, aggressiv og ikke til stole på..
Om der er en fredsløsning på vej? Måske/måske ikke.
Israel synes at mene, at hvis der findes en fredsløsning, så vil situationen fortsætte uændret.
Anders Jerichow er ikke enig: Palæstina er som en trykkoger. Før eller senere vil den eksplodere. Det kan ske ved omfattende fredelige massedemonstrationer, men også gennem voldshandlinger.
