Venstres pressetjeneste oplyser overfor Globalnyt mandag, at det store spekter af ordførerposter først fordeles senere, formentlig efter sommerferien. Dvs også posten som ny udviklingsordfører.
Jakob Ellemann-Jensen tager over som politisk ordfører fra Inger Støjberg, der er ny udlændinge-, integrations- og boligminister. Karrieremæssigt er det et tigerspring, han foretager i sit parti – efter kun at have siddet i tinget i godt tre-et-halvt år.
Det er der ikke mange, der gør ham efter i så stort et parti. Og slet ikke politikere, der kommer med u-landene som ressort.
Eneste aktuelle undtagelse er SFs partiformand, Pia Olsen Dyhr, der har en fortid i det danske u-landsmiljø – dog med den hage, at hun aldrig har været sit partis udviklingsordfører.
Også forfremmet i 2013
Jakob Ellemann-Jensen har optrådt som en engagret og indsigtsfuld udviklingsordfører for Venstre, siden han kom i Folketinget ved valget i september 2011, og fik i 2013 tillige den eftertragtede post som EU-ordfører.
Det skete, da tidligere klima- og energiminister Lykke Friis trak sig fra folketingsgruppen i maj det år, hvorefter den 41-årige cand.merc.jur. steg et lille trin op ad rangstigen med EU-ordførerskabet.
Det udløste bekymring i danske u-landsengagerede for, at han ville neddrosle sit engagement for dansk udviklingsbistand.
Ellemann-Jensen havde dog tid til at være en af arkitekterne bag Venstres u-landsudspil ’Ny udviklingsbistand’ i september 2013, med hvilket partiet for første gang lancerede besparelser på 2,5 milliarder i støttekroner til de fattige nationer.
Mere om “unge” Ellemann neden for.
Martin Lidegaard og Mette Gjerskov
De ret så sønderslåede radikale har ikke annonceret en egentlig selvstændig udviklingsordfører efter Lone Loklindt, der ikke opnåede genvalg til den reducerede folketingsgruppe på otte.
Det bliver nu tidl. udenrigsminister Martin Lidegaard, der overtager samlehvervet som udenrigsordfører. 48-årige Lidegaard er også nyudnævnt til gruppenæstformand og tager tillige over som partiets finans-, skatte- og forsvarsordfører.
Lidegaard blev udenrigsminister, da SF forlod regeringen i februar i fjor, og var før da klima- og energiminister.
Hos Socialdemokraterne, der konstituerede sig mandag aften, fortsætter tidl. fødevareminister Mette Gjerskov som udviklingsordfører. Det har hun været, siden hun forlod ministerposten i august 2013.
Den 48-årige cand.agro. stod ikke til nogen forfremmelse efter et dårligt personligt valg, hvor hun kun kom ind med det yderste af neglene.
Hun har (også siden august 2013) været formand for Udenrigspolitisk Nævn, men den post overgår til de borgerlige. Efter valget i 2011 blev Jeppe Kofod formand for Nævnet indtil posten gik til Gjerskov, som også har overtaget andre af Kofods u-landsrelaterede poster efter hans overgang til Europa-Parlamentet.
Hun er således næstformand for Institut for Flerpartisamarbejde (DIPD), der bl.a. yder økonomisk støtte danske partiers samarbejde med søsterpartier i u-landene. Og dertil formand for Folketingets Tværpolitiske netværk for seksuel og reproduktiv sundhed og rettigheder.
Ulla Sandbæks come back i dansk politik
Hos Alternativet, der strøg ind i Folketinget med ni mandater, står det klart at Ulla Sandbæk, som har siddet i Europaparlamentet i 15 år, bliver asyl-, integrations- og udviklingsordfører, kirkeordfører, samt ordfører for Færøerne.
Nu 72-årige Sandbæk blev cand.theol. fra Københavns Universitet 1971 og var sognepræst ved Filips Kirke i København 1971-73. Hun har været sognepræst ved Birkerød Pastorat siden 1974 (stillingen blev varetaget med 20 procent, mens hun sad i Europa-Parlamentet).
Ulla Sandbæk var kandidat til Europa-Parlamentet for Folkebevægelsen mod EF i 1988-89 samt for Junibevægelsen i 1994 og 1999. Medlem af Europa-Parlamentet 1989-2004. Hun sidder i bestyrelsen for Grundlovskomiteen 2003 vedr. Irak-krigen siden marts 2006.
Ellemann – den “bløde konsensus-mand”
“Venstres bløde konsensus-mand” kaldte dagbladet Politiken Jakob Ellemann-Jensen, da han fyldte 40 i september 2013. Det er også det indtryk, der har fæstnet sig i u-landsmiljøet, siden han blev sit partis udviklingspoltiske ordfører som nybagt MF-er i 2011.
Men han er også en mand, der kan stå fast, når det behøves.
Som da dav. udviklingsminister Christian Friis Bach (R) ville have sin nye u-landslov igennem over hals og hoved i foråret 2012 og unge Ellemann hele tiden viste forhandlingsvilje – i angivelig modsætning til andre kræfter i Venstre – men også afviste at bide spids på ministerens omstridte ønske om, at Danida reelt skulle sidde og bedømme sine egne projekter og programmer i en ny mægtig bevillingskomite.
Det var den komite, som Friis Bach ville indsætte i stedet for U-landsstyrelsen, hvis forbliven han afviste at forhandle om. Slet og ret.
Så fronterne var trukket kraftigt op, men Ellemann holdt forbindelsen og forhandlingerne ved lige. Selv da et kompromis syntes langt væk.
Det endte med, at Friis Bach og hans embedsværk måtte strikke en løsning sammen, som gav uafhængige fagpersoner udefra vetoret i den nye eksterne bevillingskomite. Den indrømmelse blev accepteret af Jakob Ellemann som en forudsætning for, at et politisk flertal uden om regeringen (inklusive Enhedslisten) kunne stemme for loven.
Så både ministeren og Jakob Elleman fik dén nye u-landslov, de begge ønskede i hus. Og med Venstres støtte vil loven i alt væsentligt samtidig holde efter et politisk magtskifte.
Ikke som de unge løver
Jakob Ellemann-Jensen har på Christiansborg dannet kontorfællesskab med Venstre-løver som Søren Pind, Peter Christensen og Martin Geertsen.
Men hvor trekløveret er kendt som bidske og nådesløse kritikere af SR-regeringens politik – politisk opdraget gennem VU – praktiserer Ellemann-Jensen en langt mere afdæmpet stil. Også lige afdæmpet nok for en oppositionspolitiker, påpeger kritikere ifølge fødselsdagsomtalen i Politiken.
Han begrundede før valget i 2011, hvor han arbejdede som erhvervsjurist, denne tilgang til politik sådan:
“I erhvervslivet lever jeg af at forhandle kontrakter mellem virksomheder. Hvis jeg brugte samme tilgang som politikere, der skændes om uenigheder, ville jeg være frygtelig dårlig til mit job”.
I sine år på tinge har han ifølge tilgængelige kilder gjort sig bemærket som fagligt stærk, resultatorienteret og meget omgængelig på samme tid – en vellidt forhandler selv blandt politiske modstandere.
Flirtede med Ny Alliance
Rent faktisk har Jakob Ellemann-Jensen haft Naser Khader som partiformand.
Det var dengang, Ny Alliance blæste nye vinde ind over dansk politik, og Ellemann-Jensen brugte bl.a. alliancens liberale linje i udlændingepolitikken som begrundelse. En blødere linje end den, VK-regeringen sammen med Dansk Folkeparti stod for.
Ny Alliance gik neden om og hjem og Jakob Ellemann vendte tilbage til Venstre, som hans far, Uffe, som bekendt har været partiformand for.
Hans personlige engagement i u-landenes ve og vel hersker der ringe tvivl om. Det kom til udtryk, da han fik følgede spørgsmål af en journalist: Giver du penge til nødhjælp og velgørende formål?
“Ja, under valgkampen (i 2011, red)) lagde Pernille Rosenkrantz-Theil (S) og jeg valgmaterialerne til side og gik sammen ud og samlede ind til Red Barnet i Odense, hvor vi begge var opstillet”.
“Ellers støtter jeg gerne SOS Børnebyerne. Jeg besøgte en af deres børnebyer, da jeg var udsendt i Sarajevo i 1999. Andre organisationer er sikkert lige så gode, men for mig er det udslaggivende, at jeg selv har set det fungere”.
Hans 47-årige halvsøster, Helene Ellemann-Jensen, er i øvrigt netop blevet ansat i NGOen ADRA Danmark som programchef. Hun har mange års erfaring specielt med u-landsarbejde fra flere danske organisationer.
Privat bor han i Gentofte i det nordlige København med sin hustru og to delebørn fra et tidligere ægteskab.
Markante Christian Juhl
Hos Enhedslisten og Socialistisk Folkeparti er der endnu ikke fordelt ordførerposter efter valget 18. juni.
Enhedslistens u-landsfører siden 2011, Christian Juhl, blev genvalgt og den umiddelbare forventning er, at han fortsætter på denne ordførerpost.
Den 62-årige specialarbejder og lærer blev i oktober sidste år skubbet ned i rækkerne hos Enhedslisten. Han blev arbejds- og udviklingsordfører, mens forsvars- og udenrigsområderne overgik til den noget yngre Nikolaj Villumsen (32), som også blev genvalgt her i juni.
Flere medier beskev den nye fordeling af ordførerskaber som en nedtoning af Christian Juhl, der i øvrigt er en af de politikere i Folketinget, som har stillet flest spørgsmål til diverse ministre, siden han blev valgt ind i september 2011.
Enhedslistens gruppeformand Stine Brix nedtonede omrokeringen:
“Vi har foretaget en mindre rokade i folketingsgruppen, bl.a. ved at lægge forsvars- og udenrigsområdet sammen for at styrke sammenhængen mellem de to områder,” sagde hun ifølge BT i en skriftlig kommentar.
Advarer mod at skære i den langsigtede bistand
Christian Juhl deltager flittigt i debatten om dansk udviklingsbistand med klare og kontante synspunkter.
Således også i en udtalelse 26. juni, hvor han advarede mod at skære i den langsigtede udviklingsbistand:
“Jeg vil på det kraftigste advare mod at skære i udviklingsbistanden eller at skære i den langsigtede hjælp, for at finde penge til den akutte hjælp. Det kan få katastrofale følger”.
“Så længe uligheden og fattigdommen i verden er så stor som nu, vil presset for at komme til Danmark og de andre lande i Europa fortsætte. Det er ikke muligt via mure, grænsebomme eller krigsskibe at holde flygtninge ude”.
“Vi må i Europa deles om at tage imod flygtningene. Det gælder også, når der skal opbygges bæredygtige samfund, der hvor de er flygtet fra. Hvis ikke vi fortsætter den langsigtede udviklingsbistand, risikerer vi at øge flygtningestrømmene”.
“Enhedslisten mener, der er behov for at øge udviklingsbistanden til 1 pct. af BNI. Der er som aldrig før brug for både den akutte nødhjælp og den langsigtede udviklingsbistand, der skal være med til at begrænse flygtningestrømme og krig. Både af hensyn til verdens fattigste, og af hensyn til flygtningene og os selv”, slutter Christian Juhl.
Mere om ham i Markant u-landsordfører blir 60 (U-landsnyt.dk)
