Af Jesper Søe, U-landsnyt.dk
Generalsekretær og tidl. partiformand og minister Jann Sjursen, Hillerød, fylder 50 søndag d. 20. oktober 2013.
Fødselaren er nok sammen med Mimi Jakobsen den bedste kendte skikkelse i det danske u-landskab i en større offentlighed. Begge har været ministre og partiformænd.
[img_assist|nid=126712|title=|desc=|link=none|align=left|width=180|height=150]
Og begge kom de til “deres” u-landsorganisation, henholdsvis Caritas Danmark og Red Barnet Danmark, for at sætte skik på forholdene efter en del intern tumult.
I Red Barnets tilfælde efter en længere ledelseskrise og gennemtræk af medarbejdere og for Caritas vedkommende efter at organisationen havde sagt farvel til sin generalsekretær på baggrund af gensidige uoverensstemmelser.
René Albeck, der tidligere havde bestyret Caritas, blev kaldt tilbage fra sin pensionering for at udfylde jobbet, indtil man fandt den rette til at tage over.
Det gjorde man så i foråret 2007, da Jann Sjursen kunne sætte sig i generalsekretærstolen for hjælpeorganisationen med de mange tråde ud til sit bagland herhjemme.
Caritas Danmark er nemlig tilknyttet den romersk-katolske kirke, som består af ca. 40.000 danske katolikker fordelt på 52 sogne. Caritas har sognerepræsentanter i alle menigheder og direkte kontakt til landets 22 katolske skoler.
Sjursen kom til jobbet med alle forudsætninger i orden og en stor portion entusiasme.
En entusiasme, han ikke havde kunnet finde afløb for til sidst i sit politiske virke i det parti, han var formand for i samfulde 12 år (1990-2002): Kristeligt Folkeparti, senere Kristendemokraterne. Og hvor han endte med helt at melde sig ud i juli 2007.
Se mere om partiet og dets historie neden for.
26 år og formand
Men hans politiske gerning kommer vi ikke udenom. Han blev Landsformand for Kristeligt Folkepartis Ungdom i 1987 og samme år partiets folketingskandidat i Næstved-kredsen, hvor han boede.
I 1990 blev han – som blot 26-årig – landsformand for det lille midterparti og førte det blot tre år senere ind i Poul Nyrup Rasmussens første regering, hvor han var energiminister fra januar 1993 til september 94.
Folketingsvalget på det tidspunkt blev et chok for partiet, som ikke kom ind, men Sjursen kom igen ved valget i 1998 og indtog senere formandsposten (2001) i Folketingets udenrigsudvalg, hvor han kunne være med til at præge en af sine absolutte mærkesager – bistanden til verdens fattige nationer.
Efter tiden som politiker har Sjursen fortsat sit u-landsengagement som en flittig debattør – senest med riven ude både mod Venstre – for dets ønske om store u-landsbesparelser – og mod regeringen for reelt at opgive en procentmålet for bistanden – se også kommentaren på
http://www.u-landsnyt.dk/nyhed/10-10-13/venstre-kender-vi-hvad-vil-srsf-med-udviklingsbist
Virket i Caritas
Den folkeskolelærer-uddannede ildsjæl lægger selvsagt sit største virke i den organisation, han leder til dagligt. Og den altid åbne og imødekommende mand kunne se Caritas Danmark vokse og trives.
Således flyttede man pr. 1. juli 2010 fra sit hidtidige domicil i godt 10 år på Vibevej 7 A i Københavns Nordvestkvarter til en betydelig mere central placering i kort afstand fra Rådhuspladsen.
Nærmere betegnet Gammel Kongevej 15, hvor man råder over 280 kvadratmeter – 50 mere end før – og oven i købet til samme pris som lejemålet på Vibevej.
Til gengæld bor organisationen nu øverst oppe på 3. sal – uden elevator -, hvor man på Vibevej havde lettere gå-adgang til 1. sal.
Eneste skår i det hele var en svindelsag i foråret 2011, da han i egenskab af generalsekretær blev fuppet af tre angivelige svindlere til at skrive under på leasingkontrakter for 10 millioner kr.
Det kostede Caritas Danmark 277.000 kroner i tab, da organisationen måtte indgå forlig med leasingselskabet Siemens Finans, der havde udbetalt godt 346.000 kr. til svindlerne.
“Vi blev ofre for et mega svindelnummer. Det er brandærgerligt”, sagde Jann Sjursen dengang. “Det er træls at måtte indgå et forlig, men vi gjorde det for at begrænse vores tab og anmeldte svindlerne til politiet. Det er mange penge for en organisation som vores, men vi blev vildledt”, lagde han til.
En rammeaftale i “fødselsdagsgave”
Glæderne har dog så langt været i overtal.
Omsætningen i Caritas er gået frem, selv om Danmarks Radio hårdnakket har afvist at lade organisationen deltage i Danmarks Indsamlingen – til Sjursens fortørnelse.
Caritas indgik pr 1. januar 2012 et nyt humanitært partnerskab med Danida. Af den samlede omsætning på 64,6 millioner kr. i fjor kom 18 mio. kr. således fra den nye partnerskabsaftale, mens knap 29 millioner kom fra Caritas’ programaftale med Danida på udviklingsområdet.
Formentlig kommer der endnu mere skub i det egentlige langsigtede udviklingsarbejde, når Caritas Danmark fra 1. januar 2014 får status af såkaldt rammeorganisation for Danida med mere faste støttebeløb år for år.
Måske den bedste fødselsdagsgave Sjursen overhovedet kunne få.
Sidste år fik Caritas og han en anden gave, nemlig fra Roskilde Fonden, der betænkte Caritas med halvanden million kr. efter ønske fra Bruce Springsteen, der optrådte på Roskilde Festivalen det år.
Og så skal det med, at Sjursen pr. 1. januar 2010 blev udpeget til ny formand i Rådet for Socialt Udsatte.
Privat har han været gift med Karen Sjursen født Hagelskjær siden 1989. Parret har tre børn: Maria (1991), Amanda (1994) og Johan (1995).
Et lille partis omtumlede historie
(fra Kristendemokraternes netsted)
Politiske partier, der i deres navn og grundlag markerer et udspring i kristne værdier, findes i næsten alle europæiske lande og i mange lande uden for Europa.
I Skandinavien blev det norske Kristelig Folkeparti stiftet i 1933, det finske i 1958 og det svenske i 1964.
I Danmark har der været flere tilløb til at danne et kristeligt parti. Men det var først, da den borgerlige VKR-regering i slutningen af 1960’erne frigav billedpornografien og liberaliserede abortloven markant, at der blev taget konkret initiativ til at stifte det parti, der fik navnet Kristeligt Folkeparti.
Sådan begyndte det
Stiftelsen fandt sted den 13. april 1970 på Unge Hjems Højskole ved Århus, hvor også formand og næstformand for det norske søsterparti deltog.
Allerede den 11. marts 1971 kunne stifterne aflevere 21.338 underskrifter til indenrigsministeriet, mere end rigeligt til at gøre partiet opstillingsberettiget ved folketingsvalget den 21. september 1971.
Ved dette, Kristeligt Folkepartis første, folketingsvalg manglede der omkring 600 stemmer i, at partiet blev repræsenteret på Christiansborg.
Medlemstallet nåede i løbet af 1972 op på over 7.000. Mange medlemmer havde ikke tidligere været politisk aktive, og mange kom fra etablerede partier – herunder partier, der ikke længere var repræsenteret i Folketinget, fx. Liberalt Centrum og Dansk Samling.
De første år var naturligt nok præget af de store forskelle, der var i medlemsskaren. Denne brydningstid resulterede bl.a. i, at den første landsformand, overlæge Jacob Christensen fra Horsens, på et hovedbestyrelsesmøde den 10. marts 1973 forlod partiet.
I Folketinget i 1973
Den daværende næstformand, overlærer Jens Møller fra Kolding, overtog formandsposten. Efter splittelsen i marts 1973 troede mange, at partiets dage var talte, men tværtimod øgedes tilslutningen.
Ved folketingsvalget den 4. december 1973 opnåede partiet dobbelt så stor vælgeropbakning som ved valget i 1971, og fik syv mandater valgt.
Medlemstallet fortsatte sin stigning, og i løbet af 1974 nåede Kristeligt Folkeparti de første 10.000 medlemmer og i 1975 11.000.
Inden for partiets første år organiserede Kristeligt Folkeparti sig i alle amter, og hurtigt blev der også dannet partiforeninger i de fleste kredse og i mange kommuner.
I firkløver-regeringen
I september 1982 gik Kristeligt Folkeparti ind i firkløver-regeringen sammen med Det konservative Folkeparti, Venstre og Centrumdemokratterne.
Skoleinspektør Christian Christensen, der var blandt partiets syv første folketingsmedlemmer, blev miljøminister og minister for nordiske anliggender.
Som regeringsparti og med en ihærdig minister oplevede partiet fornyet fremgang ved folketingsvalget den 10. januar 1984. Regeringsdeltagelsen gav dog også anledning til nogen uro, både inden for og uden for partiet.
Det resulterede bl.a. i, at det nordjyske folketingsmedlem Arne Bjerregaard brød med partiet i foråret 1987, og ved folketingsvalget i september 1987 måtte Kristeligt Folkeparti notere en mindre tilbagegang.
Efter valget blev daværende landsformand Flemming Kofod-Svendsen udpeget som boligminister. Firkløver-regeringen holdt til juni 1988, hvor Kristeligt Folkeparti sammen med CD måtte afgive pladsen til de radikale.
I maj 1990 trådte Flemming Kofod-Svendsen tilbage som landsformand og blev afløst af den 26-årige lærer Jann Sjursen fra Næstved.
Efter folketingsvalget den 12. december 1990 kom Kristeligt Folkepartis folketingsgruppe til at bestå af Flemming Kofod-Svendsen, valgt i Københavns amt; Knud Glønborg, valgt i Nordjylland amt; Inger Stilling Pedersen, valgt i Århus amt og Henning Lysholm Christensen, valgt i Ringkøbing amt.
I regering – og ud af Folketinget
Den 26. januar 1993 indtrådte Kristeligt Folkeparti i en ny fireparti-regering med Poul Nyrup Rasmussen som statsminister og bestående af Socialdemokratiet, Centrumdemokratterne, Det radikale Venstre og Kristeligt Folkeparti.
Landsformand Jann Sjursen blev udnævnt til ny energiminister og Flemming Kofod-Svendsen udnævnt til boligminister samt minister for nordiske anliggender og Østersø-spørgsmål.
Valgperioden 1990-94 var præget af de to EU-afstemninger. Især anbefalingen af et nej ved den første folkeafstemning i 1992 gav anledning til en del indre uro i partiet. Selv om et markant flertal i ledelsen bakkede op om partiets regeringsdeltagelse, gav den alligevel anledning til uro i flere vigtige spørgsmål.
Ved folketingsvalget den 21. september 1994 oplevede partiet en tilbagegang på 0,5 pct. og landede med 1,8 pct. ca. 5.000 stemmer under spærregrænsen på to procent.
Dagen efter valget påbegyndtes indsamling af underskrifter for at sikre Kristeligt Folkeparti opstilling til næste folketingsvalg. Disse underskrifter blev afleveret og godkendt et halvt år efter.
Tilbage i Folketinget
Torsdag 19. februar 1998 udskrev statsminister Poul Nyrup Rasmussen pludselig det valg, Kristeligt Folkeparti havde gået og ventet på i over tre år. Valgkampen blev kort og hektisk. Ved valget 11. marts fik partiet 85.631 stemmer, 24.124 flere end ved forrige valg.
Resultatet udløste fire folketingsmandater og var kun knap 3.000 stemmer fra det femte mandat.
De fire valgte blev: Landsformand Jann Sjursen, valgt i Århus Amt; direktør Ole M. Nielsen, valgt i Nordjyllands Amt; pastor Flemming Kofod-Svendsen, valgt i Københavns Amt; TV-direktør Tove Videbæk, valgt i Ringkøbing Amt.
I august 2001 blev folketingsgruppen udvidet til fem medlemmer, da løsgængeren Frank Dahlgaard meldte sig ind i Kristeligt Folkeparti.
Ved folketingsvalget 20. november 2001 bevarede Kristeligt Folkeparti med 2,3 pct. af stemmerne sine fire mandater. Flemming Kofod-Svendsen genopstillede ikke, og i hans sted blev viceskoleleder Bodil Kornbek valgt i Københavns Amt. Frank Dahlgaard stillede op i Vestre Storkreds, men opnåede ikke valg.
Ved kommunal- og amtsrådsvalget, der blev afviklet samme dag, fik Kristeligt Folkeparti en stemmefremgang på ca. 25 pct. Det betød en fordobling af antallet af amtsrådsmedlemmer fra to til fire.
I september 2002 måtte Ole M. Nielsen forlade Folketinget på grund af sygdom og overlade pladsen til Mogens Nørgaard Pedersen. Dermed var Kristeligt Folkepartis fire folketingsmedlemmer: Jann Sjursen, valgt i Århus Amt, Tove Videbæk, valgt i Ringkøbing Amt, Bodil Kornbek, valgt i Københavns Amt, og Mogens Nørgaard Pedersen, valgt i Nordjyllands Amt.
Ved landsmødet i oktober 2002 trak Jann Sjursen sig tilbage som landsformand for at hellige sig arbejdet som formand for folketingsgruppen. Han blev afløst af den 29-årige gymnasielærer Marianne Karlsmose, Ribe amt.
I maj 2003 trak Jann Sjursen sig også som gruppeformand, da han var uenig i den strategi, som den nye ledelse lagde for partiet. Han blev afløst af Mogens Nørgaard Pedersen.
Marianne Karlsmose ønskede at give partiet en skarpere profil og knytte partiet nærmere til den kristendemokratiske bevægelse. Det resulterede i, at Kristeligt Folkeparti på sit landsmøde den 25.-26. oktober 2003 besluttede at ændre sit navn til Kristendemokraterne.
Ved landsmødet i oktober 2005 trak Marianne Karlsmose sig tilbage som landsformand. Hun blev afløst af den 44-årige Bodil Kornbek fra Københavns Amt (der trak partiet til venstre, red.).
Ud af folketinget igen
Ved folketingsvalget i 2005 fik Kristendemokraterne kun 1,7 pct. af stemmerne og måtte derfor atter forlade Christiansborg. Det var ca. 20.000 stemmer mindre i forhold til valget i 2001. Partiet opnåede heller ikke at komme i folketinget ved valget i 2007 (hvor man pegede på Helle Thorning som statsministerkandidat, red.).
Ved Landsmødet i 2008 blev partiets nye principprogram vedtaget og den 54-årige Bjarne Hartung Kirkegaard fra Bornholm valgt til ny formand (Bodil Kornbeks fløj tabte, red.).
Heller ikke ved valget i september 2011 var partiet i nærheden af at komme ind på Christiansborg igen.
Landsformænd
* Jakob Christensen (1970-73)
* Jens Møller (1973-1979)
* Flemming Kofod-Svendsen (1979-1990)
* Jann Sjursen (1990-2002)
* Marianne Karlsmose (2002-2005)
* Bodil Kornbek (2005-2008)
* Bjarne Hartung Kirkegaard (2008-2011 )
* Per Ørum Jørgensen (2011-2012)
* Stig Grenov (2012-
Ministre
* Christian Christensen, miljøminister og minister for nordisk samarbejde (1982-88)
* Flemming Kofod-Svendsen, boligminister (1987-88) samt boligminister og minister for nordisk samarbejde og Østersøspørgsmål, minister igen 1993-94
* Jann Sjursen, energiminister (1993-94)
Se også om det for længst nedlagte lille midterparti, Liberalt Centrum, hvorfra flere personer søgte over i Kristeligt Folkeparti og tog en del tankegods med sig – bl.a. om u-landshjælpen -, på
http://www.u-landsnyt.dk/navnenyt/maerkedage/westerby-fylder-rundt-foerst-ude-med-1-procent-maa
