Jeanette Ehlers bearbejder dansk slaveri i Nikolaj Kunsthal

Forfatter billede

”Say it loud! I’m black and I’m proud” sang James Brown i 1968. Sangen var et opråb til USA’s sorte befolkning om at erstatte fortidens lænker med stolthed. Med ”SAY IT LOUD!” i Nikolaj Kunsthal taler den danske videokunstner Jeannette Ehlers nu højt om et ligeså barsk, men mindre belyst kapitel i de afrikanske slavers historie, nemlig Danmarks fortid som kolonimagt i Dansk-Vestindien.

Det er et kapitel, der fortæller om plantager, slaver og sydlige himmelstrøg, og om et København, der byggede sine palæer på grunden af en transatlantisk handel med sukker, rom og mennesker.

Samtidig er det et kapitel i Danmarkshistorien, som endnu i dag præger vores virkelighed, men som vi først i de senere årtier er begyndt at bearbejde som en fælles historie.

”SAY IT LOUD!” i Nikolaj Kunsthal er en poetisk, fascinerende og hårdtslående bearbejdning af både den danske fortid i Vestindien og af Jeannettes Ehlers’ oplevelse af sin egen identitet som datter af en dansk mor og en far med rødder i Vestindien.

Jeannette Ehlers anvender fotografiets og videomediets dokumentariske og digitalt manipulerende potentialer til at skabe en visuelt, rumligt og lydmæssigt appellerende udstilling, der sætter emner som historie, kolonialisering, frihed, ansvar og tvang, krop, identitet, fællesskab og mellemmenneskelige relationer til debat.

”SAY IT LOUD!” er Jeannette Ehlers største samlede udstilling til dato og præsenterer 6 af hendes hovedværker fra 2009 og til i dag. Udstillingen har derudover premiere på hendes seneste videoværk Whip It Good.

Whip It Good er en dokumentation af kunstnerens første live performance opført i Berlin i 2013 og sidenhen genskabt i Vestindisk Pakhus, København, hvor der tidligere blev slæbt rom, sukker og kaffe ind fra De Vestindiske Øer. Vestindisk Pakhus huser i dag Den Kgl. Afstøbningssamling.

Jeanette Ehlers – SAY IT LOUD!

Performancen genopføres på udstillingens åbningsaften. Her reenacter Jeannette Ehlers en af de mest brutale afstraffelsesmetoder i slavetiden – piskningen – og skaber et enkelt og samtidig spændingsfyldt oprør som en slags kunstnerisk generobring af den udåd, hendes forfædre udsattes for.

EN ENER INDEN FOR VIDEOKUNST

Jeannette Ehlers har i en årrække markeret sig som en af de absolut væsentligste samtidskunstnere inden for videokunsten både herhjemme og i stigende grad også i udlandet, hvor hun i de seneste år har medvirket på vigtige udstillinger og konferencer som Kianga Ellis projects New York; Dak’Art, Dakar biennalen, Senegal; Parisian Laundry, Montreal; CARIBBEAN: Crossroads of the World, El Museo del Barrio, New York; BLACK EUROPE BODY POLITICS, BE.Bop 2012 og 2013; ENTER 2011 Ung Dansk samtidskunst, Kunsthallen Brandts; Subtle Whispering_Danish Video Art Festival, Total Museum of Contemporary Art, Seoul, Korea m.fl.

Det er gennemgående for Jeannette Ehlers’ kunstneriske virke, at hun eksperimenterer med og udfordrer komplekse problemstillinger som identitet og repræsentation i et fascinerende formsprog, der efterlader stærke og virkningsfulde værker ofte med udgangspunkt i hendes dansk-vestindiske baggrund. Jeannette Ehlers virkemidler spænder over realoptagelser, digital videobehandling, lydmontager til animation til performance.

Nikolaj Kunsthal er glad for med denne udstilling at kunne vise Jeannette Ehlers seneste værker samlet for første gang i København.

Jeannette Ehlers, billedkunstner, udtaler:

”Med rod i min egen dansk-vestindiske baggrund, undersøger og bearbejder jeg tematikker omkring den transatlantiske slavehandel, der, trods en overvejende kollektiv fortrængning, stadig spiller en væsentlig rolle i vores samfund.

Mit arbejde er et personligt opgør med historien og en protest mod den fortielse og ofte ignorante holdning til denne problematik, som jeg oplever hersker her på disse breddegrader.”

Andreas Brøgger, kurator, Nikolaj Kunsthal, udtaler:

”Med Jeannette Ehlers’ udstilling SAY IT LOUD! træder man ind i en højaktuel og vedkommende fortælling om identitet og tilhørsforhold.

Vi får globaliseringen og historiens magt at mærke og reflektere over i kraft af hendes brug af alle videomediets registre – fra realoptagelser på de vestindiske øer til digitale effekter samt ikke mindst en meget markant lydside.

Den store og unikke opsætning i Nikolaj Kunsthal er den første større samlede præsentation af Jeannette Ehlers’ værker.”

”SAY IT LOUD!” vises i Nedre Galleri i Nikolaj Kunsthal fra 15. marts til 25. maj 2014.

Arrangement: BE.BOP2014 (BLACK EUROPE BODY POLITICS)

I relation til udstillingen vil seminaret og kunsteventen BE.BOP2014 finde sted i Statens Værksteder i København 15. – 18. maj 2014.

Arrangementet bliver til i samarbejde med Alanna Lockward og Art Labour Archives, Network for Migration and Culture, samt Ballhaus Naunynstrasse, Berlin. Seminaret begynder med en keynote på Københavns Universitet Amager (KUA) med Walter Mignolo, Professor ved Duke University.

BE.BOP 2014 samler udenlandske og danske kunstnere og teoretikere omkring en fælles diskussion af ”dekolonialiseringens” æstetik i en europæisk og tværdisciplinær kontekst.

BE.BOP har to gange tidligere fundet sted i Berlin, hvor nøglepersoner fra feltet har forenet debatter, talks, filmscreenings og performances for at belyse, hvordan interkulturelle tendenser, herunder ”Black diasporas” og den afro-europæiske kultur, repræsenteres i Europa.

BE.BOP 2014 vil beskæftige sig med spørgsmål omkring historieskrivning med et kritisk blik.

DEN TRANSATLANTISKE SLAVEHANDEL

Frem til salget af de Dansk Vestindiske øer til USA i 1917 sendte Danmark søfarere og handelsfolk til de Vestindiske øer for at drive handel og plantagedrift.

En stor del af den rigdom, sukkerproduktionen på St. Croix, handelsstationen på St. Thomas og den såkaldte trekantshandel mellem Danmark, Vestindien og Guldkysten frem til 1870 kastede af sig, blev kanaliseret over i de københavnske og nordsjællandske formuer og var det økonomiske fundament bag regionens pragvillaer herunder også Statsministerens embedsbolig på Marienborg og Frederiksstaden, en hyldest til Frederik d 5’s enevælde.

Bag historien om højkonjunkturens eventyr gemmer sig et mørkt kapitel om et kolonialistisk Danmark med store menneskelige omkostninger.

Tusindvis af slaver omkom under transporten fra Vestafrika, hvor de var blevet fanget og solgt i bytte for tekstiler, brændevin og våben fra Europa, til øerne, og endnu flere levede under kummerlige forhold, hvor deres arbejdskraft blev udnyttet i de danske plantager og hushold.

Som det første land i Europa indførte Danmark et forbud mod slavehandel i 1792, dog først med virkning fra 1803. Forbuddet var stærkt foranlediget af de økonomiske og humanistiske argumenter imod slaveri, som fra midten af 1700-tallet udbredte sig fra kvækere, metodister og oplysningstidens filosoffer.

Slaveriet ophørte i Dansk Vestindien i 1848. Dansk Vestindien modtog ca. 75.000 slaver fra Afrika holdt op imod de franske koloniers 1,6 mio., de britiske 2 mio. og Brasiliens 4 mio.

Selvom den transatlantiske slavehandel var fundamentet for en stor del af Danmarks rigdom i 1700- og 1800-tallet og bredt anerkendt som en forbrydelse mod menneskeheden, har dette fyldt ganske lidt i den danske historieskrivning og er først de senere årtier blevet genstand for debat.

Jeannette Ehlers’ hjemmeside: www.jeannetteehlers.dk

Jeannette Ehlers: SAY IT LOUD! på Nikolaj Kunsthals hjemmeside: www.nikolajkunsthal.dk