Nik Bredholt
Nik Bredholt (f. 1966) er Sekretariatsleder i Religion & Samfund (Resam).
Han har arbejdet med udvikling og nødhjælp de sidste 23 år, hvoraf de 13 er blevet tilbragt i udlandet med bopæl i Rom som Nødhjælpskoordinator for Caritas Internationalis, i Nairobi som Regional Nødhjælpskoordinator for CAFOD, og i London, som leder af nødhjælpskontoret i CAFOD.
Han har været Programchef i Danmission og derefter udsendt som Regionsleder i Afrika også for Danmission, og er aktiv i debatten om dialogarbejdet og religions rolle i samfundet.
Måske er det ikke en tilfældighed, at Afrikastudier er placeret under teologi på Københavns Universitet. I udviklingsarbejdet på det afrikanske kontinent har udenlandske missionærer traditionelt været en vigtig faktor, og netop blandt missionærerne har der traditionelt været stor viden om forholdene uden for turistvejene.
Perioden med mange udenlandske missionærere, der i årevis var placeret i et afsindets hjørne af kontinentet, er dog ved at være fortid for langt de fleste missionsselskaber.
Det er derfor interessant at se på de forandringer, som sker, når missionærerne forsvinder og erstattes af lokale.
I det sene efterår var jeg på tur med en ny udpeget biskop, Willybard Lagho, for Malindi i Tana River County i Kenya. Den tidligere biskop i Malindi var en italiensk missionær, som havde tilbragt langt størstedelen af sit liv i Kenya. Før ham var det også en missionær, der havde bispehuen på.
Nu var den historie ovre, og et mere lokalt kapitel begyndt.
Biskoppen fortalte, at det er en kæmpe pædagogisk opgave at forklare folk, at de midler, som tidligere strømmede ind igennem de udenlandske missionærer, nu ikke kommer mere eller kun i mindre omfang. Biskoppen brugte den formulering, at nu måtte folk forstå, at de havde fået en biskop, der var lige som fattig som dem selv.
Han mente dog ikke, at der var nogen grund til fortvivelse.
”Forandringer kan komme, hvis vi står sammen,” sagde han og opfordrede til, at folk i stedet for at bede om støtte og række hånden frem selv kom i gang og samlede de ressourcer, der eksisterer allerede i lokalsamfundet.
”Vi er måske alle sammen fattige, men ved fælles kraft er vi stærke.”
Udfordringer er der nok af
Foto: Nik Bredholt
Der er ellers nok af udfordringer for de lokale, og de er ikke blevet mindre efter klimaforandringerne har gjort deres indtog.
Jeg besøgte flere landsbyer og talte med lokalbefolkningerne, der fortalte mig den samme historie gentagne gange. Området har ændret sig dramatisk i de senere år. Det, der før var grøn landbrugsjord det meste af året, er nu for det meste tørt. Vandstanden i Tana-floden og dens bifloder er faldet, og floden har ændret kurs, hvilket umuliggør landbrug på flodbredderne.
Dertil er konflikterne i området mellem pokomo-folket, som er traditionelle bønder, og orma-folket, der holder kvæg, intensiveret. Orma’erne er kommet i stort tal fra endnu tørrere egne inde i landet for at kunne brødføde deres kvæg, der nu strejfer omkring overalt og underminerer selv små forsøg på at dyrke afgrøder.
Forandringerne fik jeg yderligere bekræftet, da jeg senere mødte en gammel hollandsk missionær, Fader Albert, som havde boet i de samme landsbyer tilbage i 1990. Han kunne nemt huske, hvordan Tana-floden gav vand til fiskersamfund, der ikke eksisterer i dag, og hvordan landbruget før var velfungerende. Haven i den lokale præstegård havde han dyrket som en botanisk oplevelse, der kunne inspirere de lokale.
I dag er området ramt både af manglende støtte udefra og af en forværret klimatisk situation, men de lokale står dog sammen, og på langt sigt vil det aldrig være bæredygtigt at afhænge af udenlandske hænder eller penge – hverken for den kristne mission eller for udviklingsarbejdet, som kommer ud af det.
