Den danske kunstner HuskMitNavn håber efter en uges workshops med palæstinensiske graffiti-malere, at han har været med til at lægge et kim på Vestbredden.
Af Vibeke Vinther
Han – og lokale graffitimalere – mener en ny malerkultur, der taler direkte ind i folks hverdag, har potentiale til at vokse frem på den israelsk besatte Vestbred.
For en uge siden vidste den danske kunstner og Street Artist HuskMitNavn ”nogenlunde det samme som en gennemsnitsdansker” om konflikten mellem Palæstina og Israel.
I dag har graffiti-malere på den besatte Vestbred gjort ham klogere. På konflikten, den palæstinensiske imødekommenhed, det universelle fællesskab blandt graffitifolk, og de vilkår lokale malere på godt og ondt opererer under:
– Noget af det første, der slår en maler som mig, er alle de nøgne grå mure i byerne på Vestbredden. De står bare og venter på at blive malet. Det finder du næsten ingen andre steder i verden. Ingen forbyder graffiti og Street Art her. Når vi maler, kommer selv politiet og ser nysgerrigt på. Det er bare om at komme ud over stepperne og bruge muligheden for at tale med folk på en helt ny måde, siger HuskMitNavn.
Og talt gennem Street Art og graffiti er der blevet i den forløbne uge, hvor det ikke kun er politiet, der har set nysgerrigt – og kontrollerende – på, hvad HuskMitNavn og 15 graffiti-kunsterne i ugens løb malede på murene i Hebron, Ramallah og Betlehem.
På en tyve meter lang mur på en af Hebrons mest befærdede gader stopper smilende mennesker nysgerrigt op og ser et vægmaleri tage form på den tidligere uskønne grå flade. Først et flyvende tæppe. Så en mand med stort, fedt karikeret moustache siddende på det flyvende tæppe. Og så et rat i mandens hånd.
Sketchen af taxachaufføren fra HuskMitNavns blok er blæst op i full size. Hebron graffiti-maleren, Abed Al Rahman, er begejstret:
– Jeg har malet i 10 år. Jeg maler, fordi jeg bare ikke kan lade være. Det er min måde at komme ud med mine holdninger på. Det er sjovt at se, hvordan HuskMitNavn bruger billederne på en anderledes måde, end vi plejer, lyder det fra den 25-årige graffitimaler, inden han går tilbage til muren og omkranser HuskMitNavns uskyldige piece med arabiske graffitibogstaver ”Iftah tariq” (Gør plads, giv vej). For nogle forbipasserende en kommentar til uregerlige trafikanter. For andre et klart politisk budskab om stop til check-points, stop til den daglige stress besættelsen forårsager. Stop til besættelsen. (se billede, red.)
For HuskMitNavn er det et lærestykke at se, hvordan al Street Art og graffiti er politisk eller bliver gjort politisk i et – ifølge ham – meget ”ungt” graffitisprog med en noget firkantet retorik:
– Noget af det interessante ved at være her er at forsøge at plante et frø til en bredere brug af billedkunsten. Jeg forsøger at forsyne de unge kunstnere med lidt flere bogstaver i alfabetet. Man kan lave politisk kunst på mange måder, og måske kan man i virkeligheden tage fat i nogle af de tabuer, der eksisterer i det palæstinensiske samfund ved at bruge et lidt mindre slidt billedsprog. Og på den måde stadigvæk få lov af politi og myndigheder til at gøre det.
At en ny udvikling af graffiti-stilen er tiltrængt og på vej på den besatte Vestbred er Ramallah-kunstneren Majd Abdul Hamid ikke i tvivl om. Han vurderer, at den palæstinensiske graffiti i dag mest er kendt for de aftryk internationale graffiti-malere har sat på den stærkt forhadte israelsk opførte Mur, der snor sig rundt om hele Vestbredden. Banksy, Vince og Blu har været på besøg. De har med ”pieces”, der i dag via internettet har opnået international berømmelse, udtrykt deres solidaritet med den palæstinensiske kamp mod den israelske besættelse.
Men blandt de lokale malere er Muren – også – som malerobjekt stærkt kontroversiel. Mange mener, Muren skal forblive grim og urørt, og at det ikke er palæstinensernes opgave at forskønne den. En stor diskussion blandt palæstinenserne, som Majd Abdul Hamid mener er vigtig, men han er også i fuld gang med at sætte skub i nye debatter.
Ifølge ham er den palæstinensiske graffiti blevet kliche. ”Free Palestine” kan ingen være uenig i – og det samme er ifølge Majd Abdul Hamid tilfældet med billedet af kvinden klædt i typisk palæstinensisk tøj, der kommer gående i solnedgangen med Klippemoskeen i baggrunden. Abdul Hamid vil gerne bevæge sig i en retning, hvor graffiti kommunikerer interaktivt med folk direkte i deres hverdag og på sigt tager fat om tabuer som korruption, magtforholdet mellem mænd og kvinder og religionens rolle i det palæstinensiske samfund:
– Det var virkelig interessant at lave Street Art med HuskMitNavn. Han malede to ret forskellige mennesker på rulleskøjter (se billede, red.) og ved siden af skrev jeg: ”If you can´t fly. Walk. If you cant walk. Crawl. Det er meget usædvanlig graffiti her. For det første lavede vi det midt i Ramallah på en palæstinensisk mur. For det andet er vi i direkte dialog med folk. Vi malede almindelige mennesker, ikke politiske fanger eller politiske ledere. Kommentaren er for så vidt både politisk og social. Politisk selvfølgelig, men mange er også på det personlige plan ved at give op her, og til dem siger vi: Hey you, keep on moving…, siger Majd Abdul Hamid.
I Det Danske Hus i Ramallah er arrangøren bag det hele, Nathalie Khankan, på alle måde tilfreds med ugens besøg og de helt konkrete aftryk det har efterladt i bybilledet:
– Den første morgen jeg vågnede og så, de havde været i gang, var det som at få en fantastisk gave. Et flot og skægt vægmaleri, som vi alle sammen kan gå og glæde os over. Det er som en pause med smil i. Og nu findes der en række flotte pauser rundt omkring lavet af HuskMitNavn og en masse forskellige palæstinensiske graffitimalere, unge og børn i byer og i flygtningelejre. Det er skønt. Jeg er slet ikke i tvivl om, at Majd, Abed og alle de andre vil føre en flig af stregen og den mere direkte kommunikation med almindelige mennesker på gaden videre fremover, siger Nathalie Khankan.
Projektet er støttet af Center for Kultur og Udvikling.
Vibeke Vinther, der er journalist og tidligere kommunikationschef i MS, skriver for Det Danske Hus i Palæstina.
