Kommentar af Knud Vilby
Mugabe og Mandela har repræsenteret to modsatte tilgange til omfordeling af jord og rigdomme efter kolonitiden: Mugabes tvang og Zimbabwes kollaps, og Mandelas frivillighed men ineffektivitet. Nu rejser forskere spørgsmålet, om Mugabes politik har været helt så ineffektiv som sit rygte
Sydafrikas Nelson Mandela stod for forsoning og hæderlighed i et nyt Sydafrika, mens Zimbabwes Robert Mugabe skabte konflikt både indadtil og udadtil, samtidig med at han som olding (fylder 90 d. 21. februar) klynger sig til magten ved brug af svindel og forfølgelse af modstandere.
Grundfortællingen holder, men efter Mandelas nylige død er diskussionen om Sydafrikas manglende økonomiske omfordeling blusset op igen. For vurderingen af de to landes erfaringer med sort flertalsstyre må også handle om håndteringen af den ulighed, som det hvide mindretalsstyre efterlod.
Her siger den forenklede analyse, at Mugabe håndterede udfordringerne forkert, nepotistisk og diktatorisk, men også at Mandela stort set ikke håndterede dem. Sydafrika er i dag et af de allermest ulige lande i verden.
Skuffede forventninger
Begge lande er præget af skuffede forventninger.
I Sydafrika vokser de sociale og politiske spændinger, og Zimbabwe har i en periode oplevet et næsten totalt sammenbrud, som sendte hundredtusinder af zimbabwere i eksil, især til Sydafrika.
Ny forskning om jordreformerne i Zimbabwe signalerer imidlertid, at der er et håb om fremgang, og fortæller, at trods magtmisbrug er alt ikke gået galt.
I “Zimbabwe Takes Back Its Land” beretter forskere, at de sorte farmeres produktion – godt ti år efter den tvangsgennemførte genbosætning på hvide farmeres jord – er ved at nå på niveau med de hvide farmeres produktion i 1990’erne.
Netop i fjor var det 100 år siden, det hvide Sydafrika i 1913 vedtog en jordlov, der gav de hvide ejerskab til 87 procent af al jorden. De 90 procent sorte fik de 13 procent, og de måtte kun opholde sig på resten af jorden, hvis de var ansat af hvide.
Modellen var den samme i det gamle Rhodesia – nu Zimbabwe.
Ved Zimbabwes selvstændighed i 1980 ejede 6.000 hvide farmere 46 procent af landets samlede landbrugsjord, og de havde naturligvis valgt den bedste jord. 700.000 sorte farmere havde tilsammen 53 procent af jorden, og det var den dårligste.
De boede så tæt og dyrkede jorden så intensivt, at den ifølge en rapport fra Rhodesias Native Agricultural Department fra 1959 allerede dengang var præget af voldsom erosion og udpining. Helt frem til 1955 blev mere end 100.000 afrikanere tvangsflyttet ud af områder, det hvide styre nydefinerede som europæisk land. De gamle afrikanere kan huske det.
I begge lande var jordreformer derfor et vigtigt dagsordenspunkt ved uafhængigheden.
Villig sælger, villig køber
I begge lande planlagde man fra starten jordreformer ud fra princippet om ’villig sælger, villig køber’.
Der blev opkøbt og udstykket jord, men modellen var meget kostbar, og der var en tendens til, at det især var de mindre succesrige hvide farmere, der var interesserede i at sælge. Næsten alle penge gik til erstatninger til de rige hvide. Og udviklingen gik ekstremt langsomt.
Nyhedstjenesten IRIN fortæller, at der fra 1994 til 2013 er udstykket knap 5.000 sydafrikanske farme til gavn for omkring 250.000 mennesker, heraf 50.000 kvinder.
Nye landbrugsstøtte-programmer har fra 2004 især gavnet de lidt større kommercielle bønder. Samtidig er enorme beløb gået til at betale rige hvide bønder kompensation. Man ser nu på lovmæssige muligheder for at gå længere end frivillighedsprincippet og i visse tilfælde ekspropriere.
Zimbabwe har haft sort styre næsten 15 år længere end Sydafrika.
Mange husker rædselsberetningerne fra omkring 2000, da mere eller mindre ægte krigsveteraner i Zimbabwe smed hvide farmere ud, mens Mugabe konsoliderede sin position ved at give jord til venner og familie i partitoppen.
Overgrebene var – sammen med grove overgreb på oppositionen og udenlandske sanktioner – med til at ændre det velfungerende Zimbabwe til et samfund præget af hyperinflation og økonomisk deroute.
Produktive sorte farmere
Men i dag begynder der at tegne sig et nyt og mere nuanceret billede af landreformpolitikken i Zimbabwe.
Det er et billede, den kritiske opposition også vil tage til sig i Sydafrika, hvor den meget ulige jordfordeling er med til at øge de frustrationer, som sort fattigdom og arbejdsløshed skaber.
“Zimbabwe Takes Back Its Land” fortæller, at landbrugsproduktionen igen er på vej i vejret, og nogle steder udnyttes jorden bedre, end da den var udlagt til hvidt ejerskab.
I Zimbabwe førte den første frivillige omfordeling efter 1980 til, at omkring 75.000 sorte afrikanere blev genbosat. I 2000 startede så den anden – og i Europa berygtede – jordreform.
Den opererede med tvang og med to typer af sort jordovertagelse: model A1, som førte til udstykning af småbrug på omkring seks hektar, og model A2, som udstykkede i langt større parceller på 50-70 hektar dyrkbar jord. Ansøgere om A2-farme skulle også kunne skaffe kapital og have et vist landbrugskendskab.
De to jordreformer har samlet ført til, at omkring 245.000 sorte familier er blevet genbosat. 75.000 i første frivillige reform, 146.000 A1-farmere og 23.000 A2-farmere i den anden og langt mere brutale reform.
Zimbabwe har kun omkring 13 millioner indbyggere (mod over 50 millioner i Sydafrika). Genbosætningen af en kvart million familier i dette relativt lille land er udtryk for langt større omfordeling, end Sydafrika har oplevet. Men Zimbabwe har også haft længere tid, og princippet om frivillighed blev opgivet.
En ny tids bønder
Kan man tro på “Zimbabwe Takes Back Its Land”, eller er det propaganda?
Rapporten er omdiskuteret, men den er produceret af seriøse afrikanske og europæiske forskere, Joseph Hanlon fra London School of Economics, der har mangeårig forskning i Afrika som baggrund, Jeanette Manjengwa, der er vicedirektør ved instituttet for miljøstudier på University of Zimbabwe, og Teresa Smart fra Institute of Education ved University of London.
De tre forfattere bygger bogen både på egen og andres forskning. De bekræfter oplysninger om nepotisme og korruption og om mislykkede overtagelser, hvor nogle nye sorte ejere ikke reelt ønskede eller magtede et liv som farmere.
Der er ikke tale om en hvidvaskning af Mugabe-styret. Men forfatterne tegner et billede af en stor gruppe afrikanere, der nu har viet sig til livet som bønder. De har større eller mindre held i deres bestræbelser, og de dygtiggør sig og fortsætter. Nogle med hjælp fra hvide, tidligere farmere, der så, hvad der måtte komme.
Mange steder er en større procentdel af den gode jord nu under opdyrkning, end da de hvide farmere lod store jordarealer ligge brak. Og de sorte farmere klarer sig, selv om de slet ikke har de samme støtteordninger som de hvide farmere.
Under det hvide styre fik de hvide farmere en produktionsstøtte, der næsten lignede den europæiske landbrugsstøtte. Det får de afrikanske farmere ikke i dag.
Der er andre studier. Ved Lunds Universitet har Mabel Ndakaripa Munyuki-Hungwe bl.a. forsket i magtmekanismerne i et landområde i Zimbabwe. Forskningsrapporten er i høj grad også en beretning om korruption og magtmisbrug. Der er ingen grund til at male rosenrøde billeder.
Men dét, der kan blive meget afgørende, er det overordnede billede. I de år, hvor alting gik galt i Zimbabwe, og hvor hyperinflation dræbte alt, gik det også dårligt for de nye bønder. Men efter at man i 2008 fik en form for samlingsregering og afskaffede den lokale valuta til fordel for den amerikanske dollar, begyndte økonomien igen at udvikle sig.
I 1990’erne producerede Zimbabwe årligt omkring 1,7 millioner tons majs. I 2007 var produktionen nede på godt en tredjedel, men i 2011 var den tæt ved 1,5 mio. tons.
Produktionen af bomuld var også tilbage på 90’er-niveau, og produktionen af jordnødder var mere end dobbelt så stor som dengang. Hvedeproduktionen er gået meget tilbage. Tobaksproduktionen er noget mindre end før, men der er langt flere småproducenter, og de er sorte.
De nye positive tal skal ses i et længere perspektiv, inden man for alvor kan tale om succes. Forskernes vurdering er, at de endelige resultater efter reform og genbosætning først viser sig efter en generation. Set i det perspektiv er de målte resultater efter godt ti år temmelig opmuntrende.
Den politiske nødvendighed
Resultaterne fortæller, at der kan være brug for at nuancere vurderingerne af Zimbabwes jordreformer.
Mange i det sydlige Afrika ser en mere retfærdig jordfordeling som en absolut nødvendighed. Hvis frivillige markedsbaserede reformplaner går i stå, og jorduligheden fastholdes, vil det uvægerligt resultere i sociale og politiske krav om en anden og langt mere radikal og effektiv omfordeling.
I den situation vil mange afrikanere måske fremhæve Mugabes brutale tvangsbaserede reformpolitik som mere effektiv, end den politik man hidtil har fulgt i det Mandela-inspirerede Sydafrika.
Vestlige politikere og kommentatorer vil så med rette gøre opmærksom på, at man ikke bør se bort fra brutaliteten og nepotismen og magtmisbruget under Mugabe.
Men de bør heller ikke se bort fra, at den uretfærdige hvid-sorte jordfordeling skal og må laves om, og at det skal ske så hurtigt, at det er med til at give nulevende fattige mennesker håb.
Joseph Hanlon, Jeanette Manjengwa and Theresa Smart: ’Zimbabwe Takes Back Its Land’. 2013. Kumarian Press. Colorado og London.
Mabel Ndakaripa Munyuki-Hungwe: ’In search of ’community’ in Zimbabwe’s fast track resettlement area of Mazowe District’. 2011. Lund Universitet.
Knud Vilby er journalist, forfatter og debattør og har dybtgående kendskab til Afrika.
Artiklen blev oprindeligt bragt i dagbladet Information d. 28. december 2013, men er tilsendt og stillet til rådighed for U-landsnyt.dk af forfatteren og bringes her i uddrag.
En kortere engelsk-sproget udgave er ligeledes lagt på Nordiska Afrika Institutets Forum-side.
