Uret tikker. Tælleren hos FN’s Befolkningsfond, UNFPA, viser i skrivende stund, at der mangler lidt over en halv million mennesker i at nå de otte milliarder verdensborgere, som for første gang nogensinde vil trække vejret på samme tid her på kloden. De otte milliarder vil blive passeret tirsdag den 15. november 2022 klokken ni dansk tid. Det er i hvert fald det, beregningerne og forudsigelserne fra FN viser.
At verden har nået otte milliarder er på en måde en succesfortælling om bedre sundhed og medicin, om længere levetid og om, at både mødre og børn overlever fødsler. En gennemsnitlig verdensborger kan forvente at leve i cirka 73 år – ni år længere end for 30 år siden.
Men otte milliarder er også en milepæl, der udløser bekymring. Det har opgørelser af befolkningers størrelse altid gjort, uanset om det har handlet om hele verden, et enkelt land eller en bestemt gruppe i et land. For det er også en fortælling om, at der fødes mange børn. Og det rejser spørgsmål som: Kan verden brødføde så mange mennesker? Hvad er sammenhængen mellem klimaforandringer og befolkningsvækst. Hvad nu, hvis “de andre” bliver mange flere end “os”?
Nogle befolkninger vokser
Hvis vi gør regnskabet op her og nu, ser på, hvem der i år fylder i verden, ja så er befolkningerne i Kina og Indien markant størst med henholdsvis 1,424 og 1,412 milliarder mennesker. Allerede næste år forventes Indien at overhale Kina på førstepladsen, for Indiens befolkning vokser markant, mens antallet af mennesker i Kina så småt begynder at falde. USA indtager tredjepladsen med 337 millioner indbyggere. Afrikas folkerigeste land Nigeria med 216 millioner er som nummer seks det eneste afrikanske land på top 10 i år. Indtil videre er det i Asien den helt store befolkningstilvækst har fundet sted.
Det billede ændrer sig lidt, når eksperterne kigger fremad, frem til 2080’erne når verdens befolkning forventes at toppe med omkring 10,4 milliarder mennesker. For halvdelen af befolkningstilvæksten frem til de ni milliarder i 2037 vil komme fra bare otte lande – de fem af dem i Afrika: Nigeria, DR Congo, Etiopien, Egypten og Tanzania, samt Indien, Pakistan og Filippinerne.
Tempoet er faldet, det vil tage 15 år at nå de 9 milliarder, mens det tog 12 år at komme fra syv til otte. Kvinder ønsker ikke længere at få så mange børn. UNFPA skriver, at verdens kvinder i gennemsnit får 2,3 børn, og at det tal fortsat falder. At verdens befolkning stadigt vokser, skyldes at fertiliteten i visse områder stadig er høj. Og så især, at mange udviklingslande har en meget ung befolkning.
Omtrent to tredjedele af befolkningstilvæksten skyldes, at der er ekstremt mange i den fødedygtige alder. Det er arven fra en tid med meget høj fertilitet. Det betyder ifølge UNFPA, at den faldende fertilitet ikke har særlig stor betydning på kort sigt, men at det betyder rigtig meget for, hvor stor verdens befolkning er ved slutningen af dette århundrede.
For mange lande med en ung befolkning gælder det, at andelen af indbyggere i den produktive alder mellem 25 og 64 er meget stor. Der bliver født relativt færre børn, og der er endnu ikke mange gamle. De fleste kan arbejde, og relativt få skal forsørges. En demografisk dividende, som giver særlig gode muligheder for økonomisk vækst og udvikling, hvis den bliver udnyttet.
Andre befolkninger skrumper
Frem til år 2050 forventer FN, at befolkningerne i 61 lande og territorier vil skrumpe med mindst 1 procent på grund af lav fertilitet og i nogle tilfælde udvandring. Samtidigt er det typisk lande med mange ældre og gamle.
FN skønner, at to tredjedele af verdens befolkning lever i et land, hvor fertiliteten er lavere end 2,1 barn per kvinde. Der fødes færre børn, end der skal til for at opretholde befolkningens størrelse.
Lande som Bulgarien, Letland, Litauen, Serbien og Ukraine vil formentlig miste mindst 20 procent af deres befolkningers størrelse frem til år 2050.
I højindkomstlande generelt vil indvandring fremover være det eneste, der udløser en vækst i befolkningerne – antallet af fødsler overstiger ikke længere antal dødsfald. I lav- og nogle mellemindkomstlande vil der fortsat blive født flere, end der dør. En række af disse lande bidrager så til især arbejdsmigrationen. For eksempel noterer FN en nettoudvandring fra Pakistan på 16,5 millioner mennesker, Indien 3,5 millioner, Bangladesh 2,9 millioner, Nepal 1,6 millioner og Sri Lanka 1 million i perioden fra 2010 til og med 2021. Hertil kommer et stort antal flygtninge fra Syrien, Venezuela og Myanmar. 10 lande har i perioden oplevet end nettoudvandring på mindst en million mennesker.
Udfordringer med mange børn
Der er en klar tendens til, at de lande, der har den højeste fertilitet, er dem med den laveste indkomst per indbygger. Den store befolkningstilvækst i nogle fattige lande giver udfordringer med at sikre befolkningens velbefindende, med at tilbyde en ordentlig skolegang, sundhed, arbejdspladser og i det hele taget leve op til verdensmålene. En hastigt voksende befolkning kan også gøre det endnu sværere for lavindkomstlande at takle følgerne af klimaforandringerne.
Men det, det ikke betyder, er at de voksende befolkninger driver klimaforandringerne. Et stort forbrug af ressourcer og en stor udledning af drivhusgasser hænger først og fremmest sammen med indkomst og formue. Det er de velhavende der skubber på klimaforandringerne.
Og så er det de færreste kvinder, der drømmer om en gigantisk børneflok.
“47 procent af alle graviditeter er ikke planlagte,” fortæller Pernille Fenger, der er chef for befolkningsfondens kontor i Danmark.
“Hvis kvinder har adgang til uddannelse, sundhedsydelser og en præventionsform, der passer til dem, så falder antallet af fødsler. Også i lande med høj fertilitet.”
