Jørgen Harboe om aids i Afrika i krisetider – og Danmarks rolle

Hedebølge i Californien. Verdens klimakrise har enorme sundhedsmæssige konsekvenser. Alligevel samtænkes Danmarks globale klima- og sundhedsindsats i alt for ringe grad, mener tre  debattører.


Foto: Kevin Carter/Getty Images
Redaktionen

20. august 2009

KOMMENTAR

For 6 år siden var jeg med på en Danida-finansieret journalistrejse til Uganda.

Den store glade oplevelse var dengang, at den nye effektive aids-medicin, som havde hjulpet tusindvis af hiv-smittede i Danmark, nu også var kommet til Afrika og kunne bremse den kontinentale dødelige aids-epidemi, der var under udvikling.

Vi journalister mødte fattigbønder fra fjerne landsbyer, der strømmede til sundhedsklinikkerne for at lade sig teste, for nu var der jo medicin at få og håb om overlevelse og et værdigt liv, selv om det viste sig, at de var smittet med den frygtede sygdom.

Det var godt at opleve, at bistand – og dansk bistand – kunne bruges sådan, at en dyr medicin, der reddede danskere, også kunne redde fattige i Afrika.

Men frygten var naturligvis, om hjælpen nu også var bæredygtig i lande, hvor op til 25 procent af befolkningen var smittede, i lande, hvor hverken befolkninger eller regeringer selv havde råd til at købe medicin, der skal gives regelmæssigt hele livet for at virke, og hvor sundhedssystemerne slet ikke var gearede til den omfattende kontrol, der hører med til aids-behandling.

Vi krydsede fingre og i de følgende år viste det sig minsandten, at aids-kurven knækkede i Afrika! Takket være den nye medicin, takket være viljestærke myndigheder i de ramte lande og takket være bistand fra bl.a. Danmark!

Men nu er der desværre tegn på svaghed. U-landsnyt kunne 20.8 fortælle, at sultende hiv-smittede i Uganda holder op med at tage medicin, fordi de ikke får mad. Det er irrationel med en sådan ødelæggende reaktion, for patienter, der stopper behandlingen, bliver resistente for sygdommen, og så virker medicinen ikke mere.

Det er derfor kolossalt vigtigt at vi, der har været med til at føre den effektive aids-behandling ud i de afrikanske landsbyer, er vores ansvar bevidst.

Uanset den økonomiske krise i vore egne lande og uanset sult- og andre kriser i modtagerlandene, må de påbegyndte behandlingssystemer ikke bryde sammen.

For gør de det, er vores hjælp værre end ingenting.

Kommentaren er stillet til rådighed for u-landsnyt.dk af forfatteren

Se også telegrammet http://u-landsnyt.dk/indhold.asp?ID=19358&mode=Nyhed