Løsgængeren Jørgen Poulsen har meldt sig ind hos Det radikale Venstre oplyser TV AVISEN tirsdag ifølge DR online.
Den 65-årige journalist, der har siddet i Folketinget siden valget i november, bliver dermed det tiende medlem af den radikale folketingsgruppe – efter at have overvejet om han skulle gå til Socialdemokraterne
– Jeg har brugt sommeren på at tænke over, hvor jeg bedst kunne fremme de holdninger, jeg står for og det kan jeg alt andet lige bedst hos Det Radikale Venstre, sagde en lettet Jørgen Poulsen til TV AVISEN.
– Der er ikke taget stilling til, hvilke ordførerskaber Jørgen Poulsen skal have, men det står klart, at partiet vil gøre brug af hans viden om asyl-, flygtninge- og bistandspolitik, siger den radikale partileder, Margrethe Vestager. Partiets udviklingspolitiske ordfører er Morten Helveg Petersen.
Den tidligere generalsekretær for Dansk Røde Kors (1994-2007) kom i Folketinget for det nystiftede Ny Alliance. Men 24. juni i år blev han smidt ud af partiets folketingsgruppe efter længere tids åbenlyse stridigheder.
– Det er som at komme hjem til en familie, siger en glad Jørgen Poulsen til TV AVISEN. Han deltager i sit første gruppemøde på torsdag.