Når drab finder sted midt i Paris og København (næsten) for rullende kameraer, betragter vi ugerningerne som trusler mod ytringsfrihed. Drabene er uhørte og chokerende.
Når et par unge mænd på motorcykel nedskyder en journalist på åben gade i en filippinsk provinsby – og dette gentager sig i år ind og år ud – får det ikke megen opmærksomhed i vores del af verden, selv om sådanne drab også er et alvorligt anslag mod ytringsfriheden. På Filippinerne er mord på journalister blevet en chokerende rutine.
Tretten filippinske journalister blev dræbt i 2013 mod 16 i Irak og 20 i Syrien. I 2014 var antallet af dræbte journalister på Filippinerne igen det tredjehøjeste i verden. Det er næsten lige så farligt at være journalist i det demokratiske men korrupte Filippinerne som i krigshærgede lande.
32 journalister dræbt på en gang
Drabene har stået på i årevis. Mindst 123 mediefolk blev dræbt mellem 1992 og 2013.
Det inkluderer nedslagtningen af mindst 32 i 2009, da en magtfuld lokal politisk elite i Maguindanao-provinsen satte sin private hær ind mod et fredeligt politisk optog i forbindelse med kandidatopstillingen til et lokalt valg.
Modkandidaten til den lokale magthaver havde inviteret journalisterne med i optoget (mindst 25 andre blev også dræbt ved nedskydningen). Massakren er blevet kaldt det værste enkeltstående anslag mod journalister nogetsteds i verden.
Retssagen er endnu ikke afsluttet. Den er et skoleeksempel på intimidering og misbrug af magt. Vidner bliver betalt for at holde mund. Hvor det ikke er nok, bruges vold. Fire vidner er allerede blevet myrdet. Ingen er endnu blev dømt i sagen.
For hovedreglen på Filippinerne er, at mord på journalister forbliver ustraffede. Det sker i op til 90 procent af sagerne.
Flest dræbt for at skrive om politik
Selv om muslimske oprørsgrupper har ført krig mod regeringen i årtier, er det ikke religiøse konflikter, der fører til de mange drab på journalister på Filippinerne.
Motiverne for 77 af de 123 drab begået siden 1992 kan spores. De viser, at 1 procent af de dræbte journalister rapporterede om krig; 3 procent skyldtes rapporteringer om erhvervslivet; 6 procent rapporterede om forbrydelser mod menneskerettigheder; 25 procent kriminalitet; 43 procent korruption; og 61 procent skyldtes rapporteringer om politik (et drab kan have flere motiver).
Hvorfor er Filippinerne lige så farligt for landets egne journalister at arbejde i som Afghanistan, Pakistan og Syrien (APS)?
Landet er ikke en krigszone trods den evige uro i den sydlige del af landet. Filippinerne er heller ikke en decideret ’fejlslagen stat,’ som APS-landene er det, ej heller så korrupt. Og faktisk er pressefriheden større på Filippinerne end i APS-landene – i hvert fald hvis vurderinger foretaget af Freedom House står til troende.
Forklaringen på den høje mordrate kan heller ikke være, at nogle filippinske journalister bruger medieadgangen til at presse penge ud af politikere gennem opdigtede beskyldninger om korruption. For denne praksis er næppe hyppigere på Filippinerne end i andre tilsvarende lande.
Min egen fornemmelse er, at mordene på journalister skyldes en giftig blanding af korrupte politisk eliter, der de facto træder landets love under fode; paralyserede og politisk inficerede domstole; samt en ubønhørlig kamp fra nationalt til lokalt niveau om at vinde plads i landets politiske organer.
Går man sejrrigt ud af en valgkamp, står mulighederne for at berige sig gennem offentlige midler vidt åbne.
Blandingens giftighed forstærkes af, at det koster mange penge at vinde valg.
Utilsigtede konsekvenser af demokratisering
Filippinerne er således et eksempel, der passer godt ind i Francis Fukuyamas generelle teori om politisk forfald:
Landet blev demokratiseret, længe før dets administrative kapacitet var opbygget – med udbredt og rodfæstet klientelisme og patronage til følge.
Disse utilsigtede konsekvenser af demokratisering skyldes, mener Fukuyama, at de amerikanske kolonialister var meget ivrige for at gennemtvinge deres egen form for regeringsførelse i et land, som de vidste meget lidt om.
En jordreform, som kolonimagten også prøvede at gennemføre, bidrog – igen utilsigtet – til det politiske forfald ifølge Fukuyama.
I stedet for at gennemtvinge en fordeling af den katolske kirkes jordbesiddelser til fattige bønder, valgte amerikanerne at lade omfordelingen ske gennem retssystemet (som er en central institution i USA).
Her stod fattige bønder svagt overfor den uddannede elite, som udnyttede domstolsprocesserne til at akkumulere jord.
Den dag i dag præges den politiske scene derfor i høj grad af et jordejende oligarki af et par hundrede familier, som indbyrdes kæmper om politisk magt gennem valg.
I Paris og København er vi lige nu, og af gode grunde, meget optagne af, hvordan ytringsfriheden trues, når der tegnes og skrives religiøs satire.
Men i mange udviklingslande, såsom Filippinerne, trues denne frihed langt mere, når journalister skriver om korruptionsbefængte, ofte valg-relaterede konflikter mellem magtfulde politiske familier.
Det virkeligt tragiske er, at disse familiers korrupte regeringsførelse ikke bare truer ytringsfriheden, men også utallige filippineres økonomiske levevilkår.
