Julekalenderen på U-landsnyt: 7. december 2014

Hedebølge i Californien. Verdens klimakrise har enorme sundhedsmæssige konsekvenser. Alligevel samtænkes Danmarks globale klima- og sundhedsindsats i alt for ringe grad, mener tre  debattører.


Foto: Kevin Carter/Getty Images
Forfatter billede

7. december 2014

Hvad gemmer sig bag dagens kalenderlåge?

Hvad gemmer sig i det nye år?

24 låger – 24 lande – 24 aktuelle udviklinger.

Kan Brasilien vende VM-nederlag til OL-sejr?

Af Niels Dyrelund, U-landsnyt.dk

Brasilien: Det næste Sommer-OL finder sted i 2016, men den vigtigste disciplin er allerede begyndt: planlægningen af det gigantiske projekt. 

Forventningerne er høje til både økonomiske, sociale og miljømæssige udfald, og OL-værtsnationen, Brasilien, har modtaget meget kritik af sin planlægning. På miljøområdet spiller danske virksomheder ind med grøn ekspertise.

Fodbold-VM 2014 og Sommer-OL 2016: to gigantiske projekter i samme land med få års mellemrum er ambitiøst og risikabelt.

Brasilien led et 1-7 nederlag til Tyskland til VM. Og nogle vil måske sige, at Brasilien også led et VM-nederlag på andre fronter, som kulminerede med store folkelige protester.

Kan Brasilien overraske OL-kritikerne og vende sit VM-nederlag til en OL-sejr på både de sociale og miljømæssige områder?

Brasiliens VM- og OL-værtsskaber

Brasilien blev i 2007 valgt som vært for fodbold-VM 2014, det første i Sydamerika siden 1978. Og to år senere, i 2009, blev Brasiliens Rio de Janeiro valgt som værtsby for OL 2016.

Brasilien stod dermed overfor den store udfordring at planlægge to gigantiske projekter på samme tid – projekter, som er forbundet med store økonomiske, sociale og miljømæssige risici, ifølge danske Bent Flyvbjerg, verdens eneste professor i Major Programme Management, på Oxford Universitet.

VM medførte landets største offentlige gadedemonstration i 20 år, med næsten en million brasilianere.

Nu handler det om OL, og værtsbyen Rio er langt bagud: 10 % klar på et tidspunkt i planlægningsforløbet, hvor London var 60 % klar, skrev The Guardian i foråret.

Kritikken af Rio som OL-værtsby gik så vidt, at der i sommers, ifølge The Independent, var forlydender om, at IOC havde indledt forhandlinger om en plan B med London som OL-værtsby i stedet for Rio.

Ikke desto mindre forløb VM-værtsskabet bedre, end mange havde regnet med, skrev Bloomberg i kølvandet på VM. Og nu kan Brasilien fokusere på én event frem for to.

Miljø-disciplin til OL og danske løsninger

FIFA og IOC stiller krav til de miljømæssige aspekter. Brasilien har som en del af ansøgningen til VM og OL lovet et miljørigtig planlægning. Det spiller sammen med Danmarks grønne ekspertise.

COWI er én af de danske virksomheder, som sætter sine grønne kompetencer i spil til OL. ”Vi kan hjælpe dem med at holde, hvad de lover, og vi har allerede udført en række rådgivende opgaver”, siger COWIs Steffen Gøth til Danidas magasin “Udvikling”.

Én af de store miljømæssige udfordringer er, at 90-100 nye anlæg bliver bygget til OL, og kun få af dem vil blive benyttet bagefter.

Og her bliver der, ifølge Udvikling, behov for COWIs ekspertise i at bygge anlæg, som efterfølgende kan skilles ad igen for at genbruge materialerne (’cradle-to-cradle’).

I Brasilien er de miljørigtige løsninger mere end en disciplin til VM og OL.

Der er tale om et større brasiliansk skifte hen imod energi-effektive løsninger over det sidste årti, som grunder i både økonomiske og grønne overvejelser. Det siger Ronaldo Bartolomei, Danfoss’ salgsdirektør i Brasilien, til Udvikling.