Kim Hartzner
Kim Hartzner er grundlægger af hjælpeorganisationen Mission Øst, hvor han nu engagerer sig i fundraising. Organisationen arbejder i otte lande ud fra kontorer i København, Berlin og Bruxelles og er medlem af Integral Alliance, der har 22 medlemmer medlemsorganisationer, der tilsammen arbejder i 90 lande.
Han grundlagde Mission Øst sammen med sin far René Hartzner i 1991 – kort efter Berlinmurens fald og Sovjetunionens sammenbrud. I dag er han fuldt engageret i at rejse midler i Danmark og Tyskland til gavn for 250.000 nødlidende, som er direkte afhængige af Mission Østs hjælpearbejde.
Julen er en lysfest. Lys giver håb. Tænk blot på udtrykket ”lys for enden af tunnelen”. Julen er vintersolhverv, hvor mørket får en ende, og vi går mod lysere tider.
I den kristne tradition betyder julen, at Gud bliver menneske i det lille Jesusbarn. Det abstrakte, diffuse, uhåndterlige bliver så konkret, som det overhovedet kan blive. Et menneske ligesom du og jeg. Et menneske, der kan knytte sig til os. Forstå os. Hjælpe os. Ja, frelse os.
Lyset bliver til håb. Det højtravende bliver jordnært.
Sjælen bliver mæt
Som hjælpearbejder ved jeg, at der er forskel på at sende beskeder, penge, materiel og endda fødevarer til katastrofeområder og på at komme selv. Trøstende ord og løfter klinger hult. Penge er ikke den eneste værdi. Materiel er kun rammer. Og fødevarer mætter kun kroppen.
Men når jeg eller vore dygtige medarbejdere rundt i verden selv kommer ud med hjælpen sker der en connection. Ord får mening. Materialer får indhold. Og fødevarer får en ny dimension. Også sjælen bliver mæt. Der tændes et lys, et håb, i visheden om, at andre mennesker i verden kerer sig om én.
Julen minder os om ikke at glemme det menneskelige aspekt i hjælpearbejdet, ja i alt arbejde. Når vi har travlt, er det fristende at blot sende en sms eller en mail i stedet for at ringe op og tale sammen. Massemedier skaber afstand, og sociale medier er ikke så sociale endda. Hvis de altså erstatter det personlige møde.
Sprogets filtre
Også sproget kan sætte filtre op, så vi definerer andre i grupper og endda sætter hinanden i bås. Danskere, unge, gamle, forbrugere, kunder, indvandrere, muslimer… Men det handler jo om mennesker.
Det bliver jeg mindet om gang på gang, når jeg er ude i vore arbejdslande med nødhjælp. Yezidierne i Irak er ikke blot yezidier. De er børn, kvinder og mænd, som har oplevet de mest uhyrlige overgreb. Muslimerne i Afghanistan er ikke kun muslimer. De er også børn, kvinder og mænd, som kæmper en lang sej kamp mod fattigdom. Og nordkoreanerne er ikke defineret af det politiske system, de lever under. Det er mænd, kvinder og børn, hvoraf 11 millioner er kronisk underernærede, der er ramt af både handelssanktioner og tilbagevendende naturkatastrofer.
Skal det blive jul i Irak, Afghanistan og Nordkorea? Det bliver nok ikke med vores juletraditioner herhjemme. Men håbet og lyset for enden af tunnelen kan vi give dem. Især når vi arbejder gennem de hundredvis af dedikerede medarbejdere, som uddeler nødhjælp, skaffer levebrød og bidrager til landenes udvikling.
De taler ikke kun ord, sender ikke kun penge, mad og udstyr, men de kommer selv og gør hjælpen menneskelig.
