Jyllands-Posten om “nødhjælpens nedtur”: Organisationerne alt for politiserede – især Folkek. Nødhjælp

Hedebølge i Californien. Verdens klimakrise har enorme sundhedsmæssige konsekvenser. Alligevel samtænkes Danmarks globale klima- og sundhedsindsats i alt for ringe grad, mener tre  debattører.


Foto: Kevin Carter/Getty Images
Redaktionen

Det kniber for nødhjælpsorganisationerne med at få danskerne til lommerne. Denne gang er det ofrene for krigsførelsen i Libanon, det gælder.

Hvorfor ofrene i Israel ikke også bør hjælpes står ikke helt klart. Men dermed er vi allerede ved forklaringen på den manglende opbakning, skriver Jyllands-Posten indledningsvis i en lederartikel onsdag. Bladet fortsætter:

Normalt sætter danskerne den ene rekord efter den anden, når det gælder indsamlinger af alle slags til fordel for nødlidende i alle dele af verden. Men altså ikke denne gang.

Det er der én eneste forklaring på. Ikke så få af nødhjælpsorganisationerne er gennemført politiserede i deres tilgang til konflikten i Mellemøsten. Alt for tydeligt har de valgt side imod Israel og den jødiske stat. Nogle tydeligere end andre; tydeligst af alle Folkekirkens Nødhjælp.

Hvem husker ikke den usmagelige happening fra forrige Roskilde Festival, da aktivister fra Folkekirkens Nødhjælp rejste en kunstig mur i protest mod Israels sikkerhedshegn, der jo ellers er kendetegnet ved, at det med betydelig succes forhindrer terror ind over grænsen.

Forleden var den så gal igen, da en repræsentant for Folkekirkens Nødhjælp meddelte, at Hamas kun i ord – og altså åbenbart ikke i handling – ønsker staten Israel fjernet fra landkortet.

Og dét på et tidspunkt, da det fyger med raketter og nu også igen selvmordsbomber ind over grænsen fra Gaza. Mage til skamløshed skal man lede længe efter.

Heller ikke organisationens knæfald for rabiate, islamiske kræfter under Muhammed-krisen var klædelig.

Når den nu smykker sig med et tilknytningsforhold til den danske folkekirke, selv om det i den grad er falsk varebetegnelse, skulle man dog gå ud fra, at Folkekirkens Nødhjælp talte kristendommens sag, også i muslimske lande. Under Muhammed-krisen kom man sandelig i tvivl om prioriteterne.

Mange af nødhjælpsorganisationerne står med et akut troværdighedsproblem. De ligger, som de har redt.

End ikke de kostbare kampagneapparater og hærskaren af timelønnede indsamlere på gader og stræder formår at skjule, at befolkningen er ved at miste tilliden til flere af dem.

Mon ikke der snart må fløjtes op til endnu en smagløs rockkoncert til fordel for ofrene – eller er det organisationerne selv? spørger lederartiklen afsluttende.

Lederen stod i Morgenavisen Jyllands-Posten onsdag den 2. august 2006