Af Kenneth Lemvig Sørensen
Journalist / Informationsmedarbejder i Randers Kommune
En nordjysk virksomhed vil modvirke udbredelsen af ørken i det nordlige Uganda. Projektet er en del af Randers Kommunes Millennium-initiativ.
Den aalborgensiske udviklingsvirksomhed “Transform – Dansk Rodzone Teknik” vil hindre, at tørre og halvtørre områder breder sig i Uganda. Virksomheden vil gøre det til en forretning at etablere anlæg til produktion af naturgødning i det østafrikanske land.
Virksomheden vil anvende naturlige forekomster af råfosfat, som findes i adskillige miner rundt om i landet, men ikke udvindes i nogen særlig grad.
Fosfatet blandes sammen med kaf-feskaller og andre restprodukter fra naturen, inden det omdannes til naturgødning.
Udover at gødningen skal bruges i de ugandesiske landbrug, skal den anvendes, når begyndende ørkenområder bliver beplantet.
– Ørkenen er ødelæggende ikke bare for dyrkning af landbrugsafgrøder, men også for klimaet. Temperaturen stiger i et område, når der er ørken. Dermed er det med til at få temperaturen til at stige generelt på kloden, fortæller bioingeniør, agronom og direktør for Transform, Jørgen Løgstrup.
– Det er bedre at få tilplantet områderne og bevare skoven. I en regnskov er jordtemperaturen nemlig aldrig over 28 grader, anfører han.
Han forklarer også, at udslippet af CO2 er større, når regnskoven bliver fældet, og der kommer ørken. Det sker fordi regnskoven optager CO2 fra atmosfæren.
Projektet er en del af Randers Kommunes Millennium-initiativ, der bl.a. hjælper jyske virksomheder med at knytte kontakter i Uganda. Hos initiativet arbejdes der ud fra devisen, at begge parter skal have noget ud af kontakterne.
Set i det lys vil Transform uddanne ugandeserne til selv at drive anlægge-ne og anvende gødningen så optimalt som muligt. Det handler med andre ord om at kunne tjene penge med god samvittighed, forklarer Løgstrup.
Transform har i forvejen aktiviteter i 25 lande, bl.a. i det arabiske sultan-herredømme Oman. Her renser og genanvender Transform vand, som olieselskaberne får pumpet op sammen med olien.
Vandet bliver brugt til at danne vådområder og grønne enge, hvor ørkenen tidligere har haft sin udbredelse.
Fra: http://www.millennium.randers.dk
Yderligere oplysninger hos Kenneth Lemvig Sørensen, tlf.: 89 15 11 50 (direkte), mobil: 40 12 57 08, e-mail: [email protected] og [email protected] (privat e-mail)