Klimaforandringer er den største trussel i verden.
Det mener 67% af de adspurgte i en meningsmåling af PEW Research Center.
Det anerkendte amerikanske institut har foretaget måling af befolkningers bekymring i 26 lande.
I 13 af disse lande er der en majoritet, som er mest bekymret for klimaet og den globale opvarmning.
Flertal i ni lande og i alt 62% af de adspurgte føler sig mest truet af terrorgruppen Islamisk Stat, mens cyberangreb er den største bekymring i fire lande og blandt 61% af alle respondenterne.
Stigning i klimabekymringer
Frygten for klimaforandringer er steget i de senere år, viser PEW’s data. I en tilsvarende måling fra 2013 var det en bekymring for 56% af de adspurgte, mens tallet i 2017 steg til 63%.
Der er reginale og nationale forskelle i andelen af klimabekymrede. I de asiatiske, latinamerikanske og europæiske lande er bekymringen for den globale opvarmning generelt høj.
De eneste lande, hvor under halvdelen af befolkningen ikke angiver klimaet som en trussel, er Israel, Rusland og Nigeria. Til gengæld peger 71% af de adspurgte fra Kenya på klimaforandringer som en trussel.
Det er ligeledes værd at bemærke, at 59% i USA under den knap så grønne Donald Trump angiver klimaændringer som en stor trussel.