Rwandas reelle leder siden folkedrabet i 1994, præsident Paul Kagame, er udråbt til klar vinder af mandagens præsidentvalg med over 95 procent af stemmerne.
Det fik omgående hans eneste seriøse modkandidat, Faustin Twagiramungu, til at afvise resultatet, som han sagde var skabt på baggrund af frygt og bedrag.
– Jeg accepterer ikke dette valg, det har intet med demokrati at gøre. De prøver at skabe et stalinistisk etparti-system. Næsten 100 procent af stemmerne til én kandidat! Det er ikke muligt, jeg vil skrive et brev til højesteret, sagde den moderate hutuleder, der blev tvunget væk af Kagame som premierminister i 1995 og tilbragte 8 år i eksil i Belgien, før han kom tilbage i juni i år.
Han har siden sagt, at han gang på gang blev forhindret i at føre valgkampagne og måtte stille op som uafhængig kandidat, fordi hans parti, “Den Demokratiske Republikanske Bevægelse”, var blevet opløst af Rwandas parlament i maj. Parlamentet domineres af præsident Kagame og hans “Rwandas Patriotiske Front”, RPF.
Lederen af EUs valgobservatører sagde, at præsidentvalget var gået fint. – Alt hvad vi har set i (hovedstaden) Kigali, er sket i en rolig atmosfære og på en ordentlig måde. Der har ikke været problemer, sagde Collette Flesch.
I Kigali festede præsidentens tilhængere og Kagame (46), der nu får 7 år mere ved magten, kaldte udfaldet en “sand sejr, uundgåelig og bestemt ikke en overraskelse” foran tusinder af jublende støtter på hovedstadens Amahoro (fred) fodboldstadion.
Iagttagere sagde, at valgresultatet – og valgdeltagelsen på over 80 procent – beviser, at Paul Kagame er nået langt i sin politik for stabilisering og forsoning i det lille land i Centralafrika, der i 1994 var skueplads for et af historiens værste folkedrab. Mindst 800.000 tutsier og moderate hutuer blev dræbt, inden Kagames oprørsbevægelse med støtte fra Uganda erobrede magten og standsede blodsudgydelserne.
Kagame, der selv er etnisk tutsi, appellerede umiddelbart før valgstederne åbnede mandag morgen til vælgerne om at stemme som rwandesere, ikke som tutsier, hutuer eller Twa (pygmæer). Appellen om national samling og bandbullerne mod enhver “divisionist” kunne imidlertid også bruges mod Kagames modkandidater, der blev anklaget for at ville splitte nationen langs etniske linjer.
Den førende modkandidat, Faustin Twagiramungus fremmeste valgbudskab var imidlertid et løfte om gratis skolegang og sundhedspleje for den fattigste del af befolkningen. Et løfte, der ifølge uafhængige rapporter op til valget førte til store fremmøder ved de valgmøder, han fik lov til at holde, især i hjemegnen i landets sydvestlige del. Men da det kom til stykket, turde mange tilsyneladende ikke stemme på ham.
Rwandas næste demokratiske prøve kommer 29.-30. september og 2. oktober, hvor der afvikles parlamentsvalg. Det bliver ligesom præsidentvalget første flerpartivalg siden folkedrabet i 1994, og finder sted under den nye forfatning, som et overvældende flertal (93 procent) godkendte ved en folkeafstemning i maj.
Ifølge den må intet enkelt politisk parti kunne dominere, ingen må opfordre til etnisk had og parlamentet får beføjelser til at begrænse ytringsfriheden. Forfatningen foreskriver således, at intet parti kan sidde på mere end halvdelen af ministerposterne, selv om det sikrer sig absolut flertal i parlamentet. Præsidenten, premierministeren og underhusets formand kan heller ikke tilhøre samme parti, og det gøres strafbart at opfordre til etnisk had.
Samtidig forbyder en artikel i forfatningen politisk virksomhed på græsrodsniveau, og begrænser det til provins- og nationalt niveau. Kritikere mener, det styrker RPFs greb om magten.
Et eksempel på, hvordan begrebet “national enhed”, der tit og ofte optræder i den nye forfatningstekst, kan fortolkes kom kort efter folkeafstemningen i maj. Landets næststørste parti, “Den Demokratiske Republikanske Bevægelse”, blev opløst med henvisning til, at det ikke opfyldte kravene om at støtte “national enhed”.
