”Kære asylansøgere – kom ikke til os”

irish
Flygtninge og migranter på Middelhavet
Foto: Irish Defence Forces
Forfatter billede

Danmark får massiv omtale i mandagens udenlandske medier på grund af en usædvanlig annoncekampagne, som har vakt opsigt i flere internationale medier.

 

”Den danske regering har indrykket annoncer i libanesisk presse med en direkte besked: Flygtninge er ikke velkomne i den lille nordiske nation,” skriver den amerikanske Wall Street Journal.

”Tiltaget, som er en del af Danmarks nye højrefløjsregerings løfte om at skærpe kontrol med grænserne, illustrerer, hvordan EU-medlemmer er splittet om, hvordan de skal håndtere den største flygtningestrøm i årtier,” fortsætter den ansete avis.

Wall Street Journal noterer sig, at tonen i den danske annoncekampagne står i skarp kontrast til den tyske og svenske linje, hvor regeringerne i begge lande har lovet at hjælpe flere flygtninge fra det krigshærgede Syrien og opfordret til en mere ligelig fordeling mellem EU-landene.

Britiske BBC forklarer for sine læsere, at Dansk Folkeparti har haft en stor indflydelse på den danske indvandringspolitik, der er blevet en af de strammeste i EU i de seneste år.

”Danmark har besluttet at stramme reglerne for flygtninge på en række områder”

Integrationsministeriets annoncetekst

Mandag er den danske annonce at finde i fire libanesiske aviser.

”Annoncerne har et uudtalt besked, som alligevel ikke er til at tage fejl af: kom ikke til Danmark,” skriver Washington Post.

I teksten remser den danske regering en række faktorer op, som regeringen mener vil gøre Danmark til et dårligt valg for de syrere og andre, som i øjeblikket befinder sig på flugt.

Blandt andet er ydelserne til flygtninge skåret ned til det halve, og personer der får asyl skal vente i et år, inden de kan få familiesammenføring. Regeringen finder det også nødvendigt at understrege i sine annoncer, at man skal lære dansk for at kunne få permanent opholdstilladelse – hvilket tidligst kan ske efter fem år.

En talsperson for Integrationsministeriet afviser over for det franske nyhedsbureau AFP forlydender om, at fem tyrkiske dagblade har afvist at indrykke annoncerne.

Libanon, hvor den danske regering har betalt et bureau 250.000 dollars for at få indrykket annoncerne, huser selv mere end 1,2 millioner syriske flygtninge blandt en befolkning på omkring fem millioner.

Tyrkiet er det eneste land, der har taget flere syriske flygtninge, nemlig omkring to millioner.