ANMELDELSE
Af Uffe Torm
Lad det være sagt med det samme. Biografien om Kaj Baagø er en meget læseværdig bog, hvad enten man interesserer sig for mission eller for udvikling – eller for begge dele.
Det er den af følgende grunde: For det første er den yderst velskrevet. Det kan ikke overraske, når det er den mangeårige udviklingsjournalist, Jørgen Harboe, som er forfatteren. Trods de mere end 400 sider er bogen let og hurtigt læst. Og selv om man kender slutningen, er det næsten som at læse en kriminalroman.
For det andet handler bogen om en af de mest spændende person-ligheder i både dansk missions-arbejde og dansk udviklingsarbejde i anden halvdel af forrige århun-drede.
Baagø er måske ikke så kendt i den større offentlighed. Han er det nok stadig i kirkelige missionskredse og måske endnu i den ældre del af u-landsmiljøet.
Men blandt nyere og yngre medarbejdere i NGO-miljøet, siger navnet Baagø næppe så meget – selv om hans tænkning, missions- og udviklings- forståelse stadig er højaktuel!
BAAGØ og GANDHI
Bogen er historien om en troende, begavet og højt uddannet teolog, der rejste ud som kirkelig missionær for Det danske Missionsselskab (DMS) til Indien i 1959 og endte og døde som statslig missionær (ambassadør) i Indien i 1987 i en alder af kun 61 år.
Baagø tabte hurtigt tilliden til missionen og de indiske kirker, som han beskyldte for en kolonialistisk mentalitet. Han brød med missionen og folkekirken og dens budskab om åndelige frelse kun på kristendommens vilkår.
Den indiske nations ikke-voldelige fader, Mahatma Ghandi, var en stor inspirationskilde for Baagø – som for andre tidligere missionærer i Indien, ikke mindst den legendariske Anne Marie Petersen.
Hun brød allerede i 1920 med Det danske Missionsselskab på grund af hendes sympati for den indiske selvstændighedsbevægelse, hendes indlevelse i hinduismen og hendes personlige venskab med Ghandi. Efter bruddet med DMS grundlagde hun en skole for både hinduer, muslimer og kristne, Seva Mandir, i Tamil Nadu.
Ghandi nedlagde grundstenen hertil i 1921. Skolen eksisterer stadig, trives og klarer sig selv – modsat mange andre missions- og udviklingsprojekter (her er en ide til en bibliografi om Anne Marie Pedersen, som Jørgen Harboe kunne give sig i kast med!).
Baagø bevarede imidlertid budskabet om næstekærlighed og forblev troende/religiøs og tilsluttede sig derfor en ny kamp for menneskers materielle frelse gennem udviklingsarbejde, der skulle løfte fattige mennesker i u-landene ud af deres fornedrelse.
BISTANDEN OG RELIGIONEN
Baagø var i begyndelsen forarget over, at staten negligerede missionens årelange erfaring med socialt og humanitært arbejde, ikke mindst i Indien, i opstarten af den statslige udviklingsbistand. Senere tilsluttede han sig alligevel det statslige udviklingsarbejde, som i mange år var – men ikke længere er – så religionsforskrækket, at det gør noget.
Harboes grundige gennemgang af forholdet mellem de gamle kirkelige missionsselskaber og det nye verdslige missionsselskab (Danida) er bestemt værd at læse.
Ikke mindst på baggrund af, at statslige bistandsorganisationer, FN-organisationer og selv Verdensbanken i de senere år er blevet mere og mere optaget af trosbaserede organisationers tvetydige rolle i udviklingsarbejdet men dog mulige positive bidrag hertil.
I begyndelsen kan det måske irritere læseren lidt, at man skal igennem så mange sider om Baagøs barndom og opvækst i et provinsielt indremissionsk miljø.
Men som man kommer igennem bogen, forstår man bedre, at man ikke kan forstå Baagø uden at kende til hans barndom, opvækst eller de mål for sit liv, han satte sig og konkret arbejdede for som ganske ung. Og som han fulgte op på gennem sin uddannelse, der endte med en teologisk doktorgrad fra Århus Universitet.
På samme måde satte hans livslange følge- og ægteskab med Kirsten (kaldet Kitte) sit afgørende præg på de opbrud, konfrontationer og den søgen efter nye udfordringer, der hele tiden prægede hans liv. Derfor spiller hun med rette også en vigtig rolle i bogen.
Hun var ikke bare den traditionelle ”kvinde bag manden”. Meget tyder ifølge Harboes bog på, at Kitte ofte var drivkraften bag de smertefulde beslutninger, som Baagø ofte udskød til det sidste.
KÆRLIGT – OG KRITISK – PORTRÆT
Bogen er skrevet i stor respekt for mennesket og personligheden Kaj Baagø. Den har været mange år undervejs. Ideen til bogen blev født for 15 år siden. Og mange har bidraget til processen: Familien (ikke mindst Kitte), venner, journalister, NGO-medarbejdere, tidligere kollegaer i Danmark og Indien m.fl.
Men Harboe tegner sit eget kærlige, til tider også lidt kritiske portræt af Baagø. Harboe er fascineret af mennesket Baagø. Men hvem, som har mødt ham, er ikke blevet det?
Kaj Baagø kan ikke sættes i bås og favnes i én enkelt beskrivelse. Selv hans nærmeste havde nok svært ved helt at forstå ham og hans motiver og drivkraft.
Som det antydes i bogen, var Baagøs største problem nok, at han ikke altid kunne adskille videnskab og lidenskab – eller arbejdsliv og privatliv. Baagø var på en gang et meget åbent og på samme tid et meget lukket menneske. Harboe får på en fin måde alle disse facetter af mennesket Baagø frem i sin bibliografi.
Men er det så det ”rigtige og sande” portræt af manden, ”som ville frelse verden”, der tegnes af Harboe?
Jeg kan i al fald godt genkende den Kaj Baagø, jeg havde det privilegium at samarbejdede med i slutningen af 1970’erne og begyndelsen af 1980’erne, dels som journalist og redaktør af Mellemfolkelig Samvirkes hedengangne tidsskrift ”Kontakt”, dels som redaktør af Danidas tidsskrift (nu avis) ”Udvikling”.
TVIVLEN BRÆNDTE HAM OP
Baagø var et kompliceret, kompromisløst, konsekvent og samtidigt søgende, tvivlende og til tider splittet menneske, som altid udfordrede ikke bare andre men mest sig selv, og som havde tvivlens nådesløse nådegave. Det var nok tvivlen, der i sidste ende brændte ham op.
Men havde Baagø så virkelig den betydning for dansk udviklingspolitik, som Harboe gerne vil tildele ham i bogen? Måske – og dog! Han blev i pressen kaldt Mr. Danida. Men var han det?
Det er i al fald en kendsgerning, at dansk udviklingsbistand med Baagø som leder af Danidas Asien-kontor og bilateral Danida-chef forlod støtten til isolerede enkeltprojekter, der havde afløst tidligere støtte til tidligere store – men ofte fejlslagne – demonstrationsprojekter.
Nu skulle der satses på mere sammenhængende og integrerede indsatser. Egnsudviklingsprojektet i Noakhali i Bangladesh blev det absolutte flagskib i dansk bistand – måske med lidt for mange danske flag. Her skulle et yderst fattigt landdistrikt løftes ud af fattigdommen med en massiv, flerstrenget indsats.
Det er desuden ikke overraskende, at Baagø med sin særlige baggrund fik sat et stærkt personligt præg på den store danske bilaterale bistand til Indien. Han fik dog aldrig opfyldt sit ønske om at komme tilbage til Bangalore, hvor han som missionær begyndte sit arbejde i Indien.
Den danske bistand til Indien forblev dog lille set i en indisk makrosammenhæng. Men bistanden fra lille Danmark fik alligevel en vis gennemslagskraft i det store Indien på baggrund af dens ofte innovative karakter – indtil Indien afbrød bistandssamarbejdet, fordi musen (Danmark) pustede sig op overfor elefanten (Indien).
Baagø blev dog forskånet for at opleve dette for på grund af sin alt for tidligere død.
BAAGØ OG ILDPRØVEN MED PRESSEN
Det er også et faktum, at aktiv fattigdomsbekæmpelse i Baagøs tid blev et hovedformål for dansk u-landsbistand til afløsning af den tidligere strategi om passiv opfyldelse af fattiges basale behov.
Jeg kan måske personligt bidrage lidt til at kaste lys over et ubesvaret spørgsmål, som Harboe stiller i bogen (side 305).
Jo, det var i høj grad på Baagøs initiativ, at både forskere og journalister blev inddraget i Noakhali-projektet i Bangladesh, selv om Udenrigsministeriet var mere end skeptisk. Men Baagø vandt denne – som så mange andre – kampe med bureaukratiet.
At det imidlertid var en rigtig strategi, blev bekræftet under den journalistrejse til Bangladesh i 1979. Danida havde inviterede 12 journalister til at besøge Noakhali-projektet. Turen omfattede også et besøg på det dansk støttede bådeværft i havnebyen Chittagong.
Da journalisterne skulle besøge værftet, var der kort forinden opstået en alvorlig krise mellem arbejderne og den dansk udpegede leder af værftet, som havde ført til arbejdsnedlæggelser, besættelser af værftet og indespærring af værftslederen på hans kontor.
Da journalistgruppen kom til Chittagong, var Baagø i tvivl om, hvad han skulle gøre – aflyse besøget eller lægge kortene på bordet?
Han indbød daværende pressemedarbejder i Danida, Kika Mølgaard, og mig til samråd på sit hotelværelse. Vi rådede ham til at lægge kortene på bordet og gennemføre besøget, hvilket også var hans egen instinktive holdning.
Men samtidig rådede vi ham til at indgå en aftale med journalisterne om at vente med at offentliggøre ”skandalen”, indtil de var tilbage i Danmark, for ikke at afspore det øvrige program. Aftalen blev holdt, og omtalen af skandalen på bådværftet blev mindre sensationspræget og mere sober og reflekterende, end det nok ellers ville have været tilfældet.
ÅBENHED OG KONSTRUKTIV DIALOG
Det var især her, at Baagø fik opbygget et tillidsforhold til de journali-ster, som var interesserede i, men også kritiske overfor dansk u-lands-bistand.
Det er i al fald ubestrideligt, at Baagø fik skabt et tillidsforhold til pres-sen, især Nairobi-klubben af u-landsjournalister, og dermed til offent-ligheden. Det medførte større åbenhed, diskussion og en konstruktiv folkelig debat omkring dansk udviklingsbistand, som hverken er set før og – desværre – heller ikke siden.
Så det var velfortjent, at Baagø i 1980 fik Nairobi-klubbens hæderspris som den hidtil eneste embedsmand. Men Baagø var også en usædvanlig embedsmand.
I dag må det jo imidlertid konstateres, at de store integrerede dansk-støttede udviklingsprojekters tid er forbi, selv om de satte sig spor. Nu satses der på ”usexede” sektorprogrammer og i stigende grad på generel budgetstøtte.
Her er det svært præcist at se det danske flag og knap nok danske fingeraftryk. Denne form for bistand er derfor sværere ”at sælge” til medierne og offentligheden, selv om generel sektor- og budgetstøtte i dag måske kan være en nok så fornuftig og relevant udviklingsstøtte.
Desuden er den statslige bistand til Indien af forskellige grunde lukket ned. Det samme er forholdet til pressen desværre næsten også – der er i al fald ikke den samme åbenhed og derfor ikke den samme interesse fra mediernes side – undtagen, når der er skandaler i farvandet.
Endelig kan man jo frygte, at den direkte fattigdomsbekæmpelse er på vej ud af dansk udviklingspolitik med det udkast til en ny dansk udviklingspolitik, som den nyudnævnte udviklings- og selvbestaltede frihedsminister Søren Pind for nyligt har offentliggjort, til fordel for indirekte fattigdomsbekæmpelse gennem støtte til økonomisk vækst drevet af den private sektor.
HVAD VAR HANS REELLE INDFLYDELSE?
Hvis Baagø havde den påstående indflydelse på og betydning for dansk udviklingsbistand, så kan det jo desuden godt undre, at hans navn så relativt sjældent dukker op i personregistrene i de mange bøger, der i de senere år er skrevet om dansk udviklingsbistand.
Det gælder ikke mindst både den mangeårige formand for Danidas styrelse, Christian Kelm-Hansens erindringer, der i høj grad handler om hans arbejde som styrelsesformand (mens Baagø havde sin storhedstid i Danida) og hans bog om socialdemokratisk udviklingspolitik fra 2000.
Men selv om begge var socialdemokrater, er der kun ganske få henvisninger til Baagø i Kelm-Hansens bøger.
Naturligvis er det først og fremmest ministre, politikere og andre eksterne aktører, som får æren for ændringer i dansk udviklingspolitik. Men det er jo først og fremmest er embedsværket, der normalt driver dansk udviklingspolitik.
Posten som udviklingsminister har ikke høj prioritet blandt politikerne. Derfor er denne ministerpost ofte blevet besat med politikere uden folkelig appel eller gennemslagskraft indadtil i en minister-portefølje, der desuden er underlagt Udenrigsministeriet.
Kun få udviklingsministre har formået at slå igennem både udadtil og indadtil. Et markant eksempel er Poul Nielson (1994–1999), som havde styrken hertil, fordi han var på hjemmebane som tidligere embedsmand i Danida.
Andre udviklingsministre, som kom ind helt udefra og forsøgte at gøre sig selvstændigt gældende – f.eks. Lise Østergaard (1977-1980) og Anita Bay Bundegaard (2000-2001) – blev ofte modarbejdet af embedsværket. Andre politisk mere anonyme udviklingsministre, som f.eks. Ulla Tørnæs (2005-2010), fik måske nok lov til at markere sig på nogle populistiske enkeltsager. Men de var ellers embedsværkets talsmænd eller kvinder.
Nu har Danmark i februar 2010 midlertid igen fået en udviklings-minister, Søren Pind, som måske magter at sætte sit personlige – og også ideologiske – præg på dansk udviklingsbistand.
MÅSKE DYBERE SPOR I MISSIONEN
Baagøs positive indsats i dansk udviklingsbistand i den periode, hvor han var aktiv, skal dog på ingen måde underkendes. Men måske vil Baagøs opgør med dansk mission sætte sig mere langvarige spor end hans indsats i udviklingsarbejdet.
Baagøs satte i 1960’erne spørgsmålstegn ved, om Gud kun viser sig i kri-sten mission. Gud findes måske også i Indiens hinduisme. Han ønskede desuden, at missionskirkerne, der kom udefra, må finde deres egen indiske identitet og lokale rødder.
De lyttede nok til Baagøs foredrag og læste hans artikler – men de var desværre ikke lige så lydhøre, som hans hinduistiske samtalepartnere. Debatten om vejen – eller vejene – til Gud er i imidlertid igen blusset op blandt teologer og missionærer og udløser ligeså følelsesladede og personlige udsagn som dengang.
Baagø fik et første liv som kristen missionær (som han allerede begyndte at tvivle på, før han rejse ud), et andet liv som udviklingsarbejder (hvis relevans han også til tider fik sine tvivl om – han bruger flere gange udtrykket ”lapperi” om udviklingsbistanden), og et tredje liv som statslig missionær i ambassadørboligen i New Delhi.
Skal man tro Harboe passede bonede gulve og receptionsglassene heller ikke altid Baagø – og slet ikke hans hustru.
Indien blev Baagøs udfordring og skæbne, som det skete for andre missionærer og udstationerede i Indien før og efter ham. Og hvis han havde levet længe nok, var Baagø måske også kommet frem til et brud med udviklingsbistanden svarende til hans brud med missionen?
Det forbliver dog ren spekulation! Men hvad ville Baagøs konklusioner i så fald have været? Det kan man jo godt spekulere over!
LÆS HELE BOGEN!
Alle med interessere i missionsarbejde bør læse bogen. Det samme gæl-der alle, som er interesserede i udviklingsarbejde. Begge grupper bør læse HELE bogen. Er man interesseret i både missions- og udviklings-arbejde, bør bogen læses to gange – både forfra og bagfra.
Som Søren Kierkegaard udtrykte det: Livet kan kun forstås baglæns, men det må leves forlæns. Det passer meget præcist på Kaj Baagø.
————–
Uffe Torm er afdelingsleder i Dansk Missionsråds Udviklingsafdeling og har beskæftiget sig med dansk bistand hele sit arbejdsliv.
“Manden, der ville frelse verden” – Historien om Kaj Baagø (Biografi)
Udgivet af Kristeligt Dagblads Forlag
Forfatter: Jørgen Harboe
Omslag: Harvey Macaulay/Imperiet med foto af Leif Tuxen
ISBN: 978-87-7467-048-3
416 sider, illustreret
Pris: 299 kr.
Udgivelsesdato: 13. april 2010
Jørgen Harboe kan kontaktes på:
e-mail [email protected] eller tlf. 45 86 35 50
Man kan downloade fotos + omslag på www.kristeligt-dagblad.dk/forlag
Yderligere oplysninger hos forlagschef Johannes Baun på tlf.
33 48 05 08 og e-mail: [email protected]
Læs mere i
http://www.u-landsnyt.dk/nyhed/20-04-10/dengang-da-danmark-strikkede-en-gedigen-bistandspa
og
http://www.u-landsnyt.dk/nyhed/13-04-10/det-tog-10-aar-men-nu-er-den-der-bogen-om-kaj-baag
