Tid: 25/05/2021 19:00 til 25/05/2021 21:30
Sted: Café Tranquebar, Borgergade 14, 1300 København K
Arrangør: N/A
Bjørn Førde i samtale med forfatter Peder Frederik Jensen om bogen “Vi tror vi kan måle alt”
Med sin baggrund fra 40 års udviklingsarbejde i Mellemfolkeligt Samvirke, FN og Dansk Institut for Partier og Demokrati og med udstationeringer i blandt andet Zimbabwe og Botswana, besluttede Bjørn Førde at rejse 4.500 kilometer gennem Zimbabwe for uanmeldt at opsøge nogle af de lokalsamfund, organisationer og mennesker, som han 25 år tidligere havde arbejdet tæt sammen med. Han ville se, hvad der stod tilbage, og han ville snakke med nogle af de lokale, som havde deltaget i arbejdet et kvart århundrede tidligere – eller som havde mødt projektet, efter at danskerne var rejst hjem. Tilbage i Danmark opsøgte han tidligere udsendte, som ikke havde været tilbage siden dengang, og lyttede til de visioner, håb og drømme, de blev drevet af, da de rejste ud.
VI TROR VI KAN MÅLE ALT er en rutsjebanetur gennem et Zimbabwe, som også plages af stor korruption og et autoritært og undertrykkende politisk styre, som ikke giver udviklingssamarbejdet gode vilkår. Noget er alligevel lykkedes, på trods af alle forhindringer, men det gælder langtfra alt.
En stærk personlig bekendelse til nødvendigheden af det direkte kultur- og menneskemøde for at sikre, at vi også i fremtiden har en fælles klode. Forestillingen om, at lande og mennesker kan klare sig alene, er ikke brugbar, uanset hvad vi måtte mene om den globalisering, vi har oplevet i de foregående årtier.
Bjørn Førde (f. 1949) har arbejdet med udvikling hele sit liv. Først som redaktør, informationschef, landekoordinator og generalsekretær i Mellemfolkeligt Samvirke 1975-2002. Derefter chef for FN i Botswana og direktør for UNDP’s center for demokratisk regeringsførelse i Oslo 2003-2010. Inden han gik på pension, var han den første direktør for Dansk Institut for Partier og Demokrati 2011-2016. Han har desuden skrevet en række undervisningsbøger samt børne- og ungdomsbøger om internationale forhold og udviklingslande, og han har boet og arbejdet i Zimbabwe.
Peder Frederik Jensen (f. 1978) har gået på Forfatterskolen og er uddannet bådebygger. Han debuterede med romanen “Her står du”(2007) og har siden udsendt den roste novellesamling “Banedanmark” (2014) samt romanerne “Læretid” (2012), “Vold” (2016), “Skullfucking” (2017) og senest “Det Danmark du kender” (2020). Han har skrevet tekster til “På røven i Nakskov” og har modtaget Albert Dams mindelegat, Otto Gelsted-prisen og Statens Kunstfonds treårige arbejdslegat (2017).
Entré DKK 50. Gratis for medlemmer. Stærkt begrænset antal pladser.
Billetter købes i butikken eller gennem billetto.dk.
Medlemsbilletter KUN gennem billetto – husk din kode.