Tid: 05/02/2020 17:00 til 05/02/2020 19:30
Sted: Cinemateket, BIO ASTA, Gothersgade 55, 1123 København K
Arrangør: N/A
Docs & Talks: DR Congo / System K (København)
Kom med på en hæsblæsende tur gennem Kinshasas gader, hvor en pulserende kunstscene blander sig med folkemængden. I DR Congos kaotiske hovedstad er det ’system K’ (K’et står for Kinshasa) og ’la débrouille’, der gælder: Hvis man vil overleve, må man sno sig og selv finde en vej ud.
Den franske instruktør Renaud Barret (’Benda Bilili!’), der har boet i Kinshasa siden 2003, fanger med sit kamera byens energi og lader os, en efter en, møde en gruppe unge kunstnere. Alene ved brug af affald, genbrug og egne kroppe skaber de intense værker, skulpturer og performancekunst, der blæser én omkuld. Temaerne er landets traumer fra kolonitiden, krigene og globaliseringens ulige vilkår for en selvstændig stat, hvis rigdom på naturlige ressourcer har været dens største forbandelse og kun har gjort befolkningen fattigere.
I mangel af ytrings- og pressefrihed bliver kunsten det rum, hvor vreden, samfundskritikken og drømmene kan udtrykkes – og sandheden fortælles.
Efter filmen ‘System K’ vil DIIS-forsker Peer Schouten og udvalgte gæster diskutere kunstens rolle i skrøbelige stater, tale om forholdet mellem kolonial historie og nutidens globalisering og om, hvordan man overlever i et congolesisk samfund præget af socialt og politisk kaos. Samtalen modereres af Peter Tygesen.
Praktisk
Debatten foregår på engelsk og varer cirka 50 minutter. Billetpris: 95/65 kr. Kun salg – ingen reservation.
Om filmen
Titel: System K
Instruktør: Renaud Barret
Original titel: Système K
Frankrig, 2019
DCP, 94 min.
Engelske undertekster
Tilladt for børn over 15 år