Tid: 20/04/2020 17:00 til 20/04/2020 19:00

Sted: Online, nærmere detaljer følger

Arrangør: N/A

Foreningen Globalnyts ordinære generalforsamling – online

Indkaldelse til online generalforsamling i foreningen Globalnyt

Tid: Mandag 20. april 2020 kl. 17:00 til 19:00

Sted: Online – Læs nærmere om hvordan generalforsamlingen finder sted nederst.

Kære medlem af foreningen bag Globalnyt

Bestyrelsen vil gerne invitere dig til ordinær generalforsamling den 20. april kl. 17.00-19.00.

Endelig dagsorden ifølge vedtægternes §13, stk. 5 (tilføjet 13. april 2020):

  1. Valg af dirigent

  2. Valg af referent

  3. Bestyrelsens beretning

  4. Forelæggelse af regnskab til godkendelse

  5. Forslag til vedtægtsændringer der er ikke indkommet forslag til ændringer

  6. Indkomne forslag der er ikke indkommet nogen forslag

  7. Fastsættelse af kontingent for indeværende år bestyrelsen foreslår, at kontingentet fastholdes på det nuværende niveau

  8. Godkendelse af budget for det indeværende år

  9. Valg af bestyrelse. Der skal vælges seks bestyrelsesmedlemmer

    Medlemmer kan opstille til valg til bestyrelsen på selve generalforsamlingen.

    Præsentation af kandidaterne

  10. Valg af suppleanter

    Bestyrelsen indstiller, at revisor Stig Skovly fortsætter

  11. Eventuelt.

Medlemsforslag skal være foreningens bestyrelse i hænde senest to uger inden generalforsamlingen.

Årsrapporten for 2019 kan findes her.

Bestyrelsens forslag til budget for 2020.

Medlemmer, der er indmeldt og har betalt kontingent senest en måned inden generalforsamlingen, har stemmeret på generalforsamlingen. Hvert medlem har én stemme. Der kan stemmes med skriftlig fuldmagt (elektronisk eller pr. brev) – hvert medlem kan højst medbringe en fuldmagt. Alle medlemmer, der har betalt kontingent, er valgbare.

Vel mødt.

På bestyrelsens vegne – 23. marts 2020

Lisbet Fich

Forkvinde

Online afholdelse af Globalnyts generalforsamling

Vi har udarbejdet denne lille guide med svar på spørgsmål om, hvordan man deltager i Globalnyts online generalforsamling, lyd, teknik, afstemning og deltagelse. 

Hvordan deltager jeg? 
Globalnyts generalforsamling bliver afholdt på mødeplatformen Zoom den 20. april fra kl. 17.00-19.00. Man kan deltage via en computer, telefon eller tablet, der har adgang til internettet. 

Hvad skal jeg gøre inden mødet? 
Globalnyt har ikke tidligere afholdt generalforsamling online.  Derfor vil bestyrelsen af hensyn til planlægningen gerne vide, hvis du forventer at deltage i generalforsamlingen. 

Du kan melde dig generalforsamling ved at skrive en mail til [email protected] med teksten ”Tilmelding til generalforsamling” i emnefeltet. Det er dog ikke noget krav.

Der udsendes link og login-detaljer med direkte mail til alle medlemmer til den mailadresse, som er registreret i vores medlemsdatabase.

Det vil være muligt at tilgå generalforsamlingen fra kl. 15.00 på dagen. Det er en god idé at teste i god tid, om det virker. 

Mit link virker ikke
Hvis linket ikke virker, kan du kopiere det ind i din browser. Virker det stadig ikke, skal du hurtigst muligt skrive til Camilla Bøgelund på [email protected] for hjælp. 

Hvad er kravene til min computer og internetbrowser? 
Sørg for at din computer er opdateret. Du kan bruge de fleste browsere. Virker den browser du plejer at bruge ikke, kan du prøve at bruge en anden. 

Hvilket udstyr skal jeg bruge? 
Der skal være lyd enten gennem din computer eller et headset. Webcam og mikrofon er ikke et krav. Du kan deltage i debatten ved at skrive i chatfunktionen.  

Hvordan foregår afstemningerne? 
Afstemning om personvalg til Globalnyts bestyrelse foretages på Menti.com (Mentimeter) under generalforsamlingen. Man kan med fordel tilgå siden gennem en telefon, hvis man deltager i generalforsamlingen på Zoom via sin computer, men det er også muligt at åbne Mentimeter i en browser på sin computer. Til generalforsamlingen vil man få en kode, man kan skal indtaste for at kunne stemme. 

Man kan stemme på det antal kandidater, der er pladser til. Der er seks pladser på valg til Globalnyts bestyrelse. Det vil sige, at man har seks stemmer. Afstemningen er anonym, og ingen vil undervejs kunne se, hvad deltagerne til generalforsamlingen stemmer på.

Kim Jensen fra Globalnyts bestyrelse sætter afstemningen op under generalforsamlingen. Der vil sidde en jurist sammen med ham, som overser, at valget foregår fair og rimeligt.

Der vil være tre minutter til at stemme. Kandidater til bestyrelsen vil hver få et minut til at motivere sit kandidatur. 

Hvad gør jeg, hvis jeg har fået en fuldmagt af et andet medlem af Globalnyt og skal stemme for flere?
Inden generalforsamlingens start bedes man sende fuldmagten til Kim Jensen på [email protected]. Han vil tjekke, at de er gyldige. 

Hver medlem kan bringe højst en fuldmagt fra et andet medlem. Hvis du har en fuldmagt, har du brug for en ekstra enhed at stemme på: Fx kan du stemme fra din telefon og din computer. 

Der skal ved generalforsamlingen stemmes om: 
Valg til Globalnyts bestyrelse og suppleanter 

Det er muligt at melde sit kandidatur til [email protected] inden generalforsamlingen eller under selve generalforsamlingen. 

Hvordan stiller jeg spørgsmål under generalforsamlingen? 
Skriv ”kø” i chatten. Det viser, at du gerne vil have ordet. Kim Jensen er chatmaster og vil sørge for, at alle der er i kø kommer til orde. 

Hvad gør jeg, hvis jeg får tekniske problemer under mødet eller afstemningen? 
Skriv eller ring til Camilla Bøgelund fra Globalnyts bestyrelse på 21769742. Hun sidder klar til at hjælpe under hele mødet. 

Sikkerhed på online mødeplatformen Zoom 
Af sikkerhedsårsager beder vi jer om ikke at dele Zoomlinket eller passwordet til online generalforsamlingen på sociale medier. Linket bliver udelukkende sendt til registrerede medlemmer af Globalnyt. 

I takt med at onlinemøder er blevet mere nødvendige, har der desværre været mange eksempler på, at personer deltager i tilfældige møder på Zoom for at spolere dem. 

Globalnyt har også taget en række forholdsregler i opsætningen af eventet for det undgå dette, men det er afgørende, at du hjælper os ved ikke at dele linket eller koden med nogen. 

God stil for deltagelse

  • Vigtigt: Slå din mikrofon fra. Den skal kun slås til, når du har ordet. 
  • Du kan slå dit kamera fra, hvis ikke du ønsker at vise dit ansigt. 
  • Vær forberedt ved at tjekke, at du har modtaget link til Zoom og evt. downloadet det til din computer inden mødets start, hvis du vil have en bedre oplevelse end med Zoom i din internetbrowser. 
  • Og så håber vi, at alle vil gøre, hvad de kan, for at få det til at fungere, så det er muligt at afholde Globalnyts generalforsamling i en ekstraordinær tid.

​​​​​