Tid: 19/08/2020 08:00 til 19/08/2020 17:00
Sted: www.klimatorium.dk
Arrangør: N/A
Nationalt klimatopmøde i Lemvig (webinar)
Klimatopmødet finder sted onsdag den 19. august og afholdes som et webinar. Topmødet er optakt til den officielle åbning af Klimatorium på havnen i Lemvig torsdag den 20. august og Børnenes Klimamøde fredag den 21. august.
Tænk anderledes
De fleste eksperter og folk med indsigt i klimaændringer er enige om, at der skal tænkes nyt og tænkes anderles, hvis der skal findes holdbare løsninger på de mange klimaproblemer, alle står overfor. Både i Lemvig Kommune, i Danmark, Europa og globalt.
Englænderen Ken Webster er en internationalt anerkendt forsker med fokus på nye måder at tænke økonomi og samfundssystemer. Bæredygtighed skal tænkes med hele tiden, mener han. Med sit arbejde og forskning er han en af de drivende kræfter i at sætte cirkulær økonomi på den internationale dagsorden.
Ken Webster indleder klimatopmøde med oplægget ”tænk anderledes”.
Klimapartnerskaber
Grøn omstilling kræver dialog og samarbejde på alle leder og kanter og mellem mange aktører. Hvad er borgernes rolle? Hvilke handlemuligheder har kommuner? Hvordan spiller erhvervsfolk med? Er nogle af de spørgsmål, der tages op i anden session med udgangspunkt i, at Danmark skal reducere udledningen af CO2 og andre drivhusgasser med 70 procent i 2030.
Hvordan og kan det nås? Tre eksperter giver bud på gode og mulige løsninger.
Genbrug
Der er ikke ubegrænsede ressourcer. Hvis klodens ni milliarder skulle leve og forbruge som danskerne – skal vi have to kloder ekstra. Genbrug eller cirkulær økonomi handler om at tage vare på klodens knappe ressourcer.
Det afgørende er, at produktion og forbrug tænkes cirkulært – at alle dele af et produkt kan bruges i gen – og igen. Mindst muligt må gå til spilde.
Tre eksperter kommer med forslag til, hvordan cirkulær økonomi bliver effektiv.
Transport
Mennesker er mere mobile end nogen sinde tidligere. Vi flytter og transportere os selv og varer hele tiden. Og belaster miljø og klima. Hvordan rejser vi i fremtiden? Hvordan ser fremtidens transportsektor ud? Skal vi ændre vores livsførelse? Bliver eller skal vi være mere stationære og lokale? Kan ny teknologi hjælpe og hvordan?
Eksperter giver mulige svar i session fire – ”mobilitet”.
Tilpasning til naturen
Samarbejde på tværs af faggrænser, mellem forskellige erhverv og over kommune- og landegrænser er en nødvendighed, hvis regeringens og FN’s klimamål skal nås. Det betyder nye organisationsformer og arbejdsprocesser, hvor helhedsløsninger hele tiden er målet.
Hvordan tilpasser vi os klimaet? Tilpasser os naturen i nødvendigt omfang. Det giver fem eksperter fra vidt forskellige institutioner og virksomheder gode bud på.
Praktiske oplysninger:
Topmødets mange oplæg krydres med debatter mellem oplægsholder og deltagere, der kan kommentere og stille spørgsmål. Dagen rundes af med opsamling og anbefalinger til politikere og andre beslutningstagere.
Dagens gang ledes af moderator Kristian Ring-Hansen Holt
Webinartopmødet begynder klokken 08.00 og varer til klokken 17.00. Tilmelding er nødvendig og sker her: www.klimatorium.dk