Tid: 09/12/2019 11:00 til 09/12/2019 18:30
Sted: Global Fokus, Rysensteensgade 3, 1564 København V (Salen)
Arrangør: N/A
Seminar: Alternative Care (København)
Alternative care er et fagområde, der indeholder utallige udfordringer, dilemmaer, problematikker – og ikke mindst muligheder for at gøre en enorm forskel for forældreløse og udsatte børn ude i verden.
Kom og bliv inspireret af spændende oplægsholdere, der har noget på hjerte ift. anbringelse af børn, de-institutionalisering og family-based care – alle med et internationalt perspektiv.
Dagen vil veksle mellem kortere oplæg, gruppediskussioner og diskussioner i plenum.
Seminaret er samtidig lanceringen af et læringsnetværk om alternative care.
Seminaret er åbent for alle hele dagen, men der er en pause midt på eftermiddagen, så man kan også vælge kun at deltage i den første del fra 11-15.15 eller at støde til kl. 16.
Vi vil blive ledt sikkert gennem dagen af børne- og ungespecialist Annemette Danielsen.
Seminaret vil foregå på engelsk.
Dagens program
11.00: Velkomst – Camilla Torp Olsen, international chef i SOS Børnebyerne.
11.10: Dagens program – facilitator Annemette Danielsen.
11.20: FN’s resolution om børn uden forældreomsorg – hvordan kan vi bruge den i vores arbejde? – Chrissie Gale, ekspert i børnebeskyttelsessystemer og børneomsorgsreform.
12.10: Frokost og networking.
13:00: En diskussion af care reform ud fra en børnepsykologisk vinkel: Hvad betyder det for det enkelte barn at blive anbragt? – Niels Peter Rygaard, børnepsykolog og stifter af Fairstart Foundation.
13.50: Hvordan foregår de-institutionalisering? Og hvornår er anbringelse det gode valg? – Martin Punaks, ekspert i de-institutionalisering.
14.40: Diskussion og opsamling – facilitator Annemette Danielsen.
15.15: Kaffepause og networking.
16.00: Hvordan har care reform udspillet sig i Rwanda? – Ronald Ssentuuwa, rådgiver i alternative care på SOS Børnebyernes regionale kontor i Østafrika.
16.30: Hvordan har care reform udspillet sig i Kenya? – Miriam Musyoka, rådgiver i alternative care i SOS Børnebyerne Kenya.
17.00: De-institutionalisering og børn med handicap: Hvordan inkluderer man handicappede børn som særligt sårbare i de-institutionaliseringsprocessen? – Ina Lykke Jensen, chefkonsulent i Danske Handicaporganisationer.
17.30: Paneldiskussion – Chrissie Gale, Martin Punaks & Niels Peter Rygaard
18.15: Afrunding af seminaret og intro til netværk – facilitator Annemette Danielsen og programansvarlig Lene Godiksen, SOS Børnebyerne
18.30: En bid mad og et glas vin at gå hjem på.
Om oplægsholderne
Chrissie Gale er ekspert i børnebeskyttelsessystemer og børneomsorgsreform og har mere end 30 års professionel erfaring med civilsamfundsarbejde.
Hun har arbejdet for førende FN- og internationale børnerettighedsorganisationer såsom UNICEF, UNHCR, UNRWA, Save the Children og Oxfam.
I hendes arbejde har hun haft fokus på vigtigheden af data til at lede praksis. Hun har bl.a. bidraget til Europakommissionens de-institutionaliseringspolitik og deltaget i FN’s arbejdsgruppe, som med udgangspunkt i FN’s resolution om børn uden forældreomsorg har vejledt stater i børnebeskyttelse og alternative care.
Niels Peter Rygaard er børnepsykolog og internationalt anerkendt ekspert i børn med tilknytningsforstyrrelser.
Han er stifter af Fairstart Foundation, hvis mission er at skabe stærkere omsorgssystemer til børn verden over, som vokser op uden forældre eller forældrekontakt.
Fairstart forbedrer kompetencerne blandt omsorgsgiverne ved at uddanne instruktører, der kan formidle grundlæggende psykologisk viden og ny forskning videre til andre omsorgsgivere verden over. Fairstart Foundation arbejder tæt sammen med SOS Børnebyerne om at skabe stærkere omsorgssystemer i Rwanda, Kenya og Tanzania.
Martin Punaks har arbejdet med børnebeskyttelse og børnevelfærd i næsten tyve år i Storbritannien, Indien og Nepal.
Gennem de seneste ti år har han specialiseret sig inden for alternative care, styrkelse af familier, transformering af omsorg og anti-trafficking.
Han var landedirektør i Next Generation Nepal i fem år, hvor han blandt andet arbejdede med rehabilitering og genforening af børn, der havde været ofre for trafficking og var blevet ledt ind i såkaldte ’børnehjem’.
Fra 2016 til 2019 arbejdede han for JK Rowlings organisation, Lumos Foundation, som har en global mission om at stoppe institutionalisering af børn. Tidligere i år sprang han ud som uafhængig udviklingskonsulent.
Ronald Ssentuuwa er specialist i børns udvikling med 15 års erfaring fra udviklingsarbejde.
Han har blandt andet arbejdet i Red Barnet USA og Uganda, i Children International Uganda, UNICEF Uganda og SOS Børnebyerne Uganda som leder af The Alternative Care Consortium on Systems Strengthening.
Pt er han ansat som rådgiver i alternative care på SOS Børnebyernes CISU-finansierede program Community Action for Quality Alternative Care and Protection, som arbejder for at forbedre omsorgsindsatser i Kenya, Rwanda, Tanzania og Zanzibar.
Han er desuden nyuddannet Master of International Child Development fra University of Haifa Israel.
Miriam Musyoka har mange års erfaring fra sit arbejde som rådgiver i alternative care i SOS Børnebyerne Kenya.
Qua sit arbejde har hun været involveret i care reform processen i Kenya siden begyndelsen og hun har fingeren på pulsen i forhold til den kenyanske regerings nyeste tiltag, udfordringer og muligheder.
Ina Lykke Jensen er chefkonsulent i afdeling for Internationalt Samarbejde hos Danske Handicaporganisationer.
Hun har over 15 års erfaring med rettighedsbaseret udviklingssamarbejde med udgangspunkt i civilsamfundsorganisationer. Ina har været involveret i udviklingssamarbejde, der sigtede på at styrke familiekompetencer, samt at styrke kapaciteten til at løfte retten til beskyttelse i institutioner for børn.
I de senere år har hendes fokus været på at sikre rettigheder for mennesker med handicap, og aktuelt på, hvordan inklusion af mennesker med handicap sikres hos udviklingsorganisationerne i udviklingsprogrammer og -projekter på tværs af indsatsområder.
Tilmelding
Tilmelding senest den 5. december til SOS Børnebyernes internationale afdeling ([email protected]).
Noter venligst, om du deltager
a) hele dagen
b) frem til kl. 15.15
c) fra kl. 16.
Noter også gerne, om du regner med at blive til en bid mad og et glas vin efter kl. 18.30.