Seminar: Kina i Afrika – bistand eller ny afhængighed? (København)

Foreløbigt program

17.00: Velkomst v. Peter Tygesen, redaktør, Globalnyt.

17.15: Hvad er det Kina vil i Afrika? Hvordan arbejder kinesiske investorer og firmaer, når de er langt hjemmefra? Holder de mange myter om kineserne i Afrika? Journalist Jan Larsen var 6 år korrespondent for DR i Beijing for DR og besøger løbende landet (www.janlarsen.biz)

17.45: Hvad ved vi i virkeligheden om Kinas tilstedeværelse i Afrika? Hvor stort dette engagement og hvilke konsekvenser vi må forudse at det har for forskellige typer af aktører. Peter Kragelund, PhD. Institut for Samfundsvidenskab og Erhverv, RUC

18.15: Belt and Road Initiative i Afrika. Jørgen Delman, PhD. Institut for Tværkulturelle og Regionale Studier, KU.

18.45: Pause med sandwiches

19.15: Paneldiskussion og fra salen

20.30: Afslutning. 

Tilmelding

Tilmeldingsfrist 6. maj 2019 – kl. 13.00

Tilmelding her

Det er gratis for medlemmer af IDA Global Development. Ellers koster det kr. 100 og kr. 50 for studerende.

Baggrunden for mødet

I år 2020 forventer Kina at have investeret over 100 milliarder dollar i det afrikanske kontinent, hvor mere end 2.500 kinesiske virksomheder har etableret sig. Kritikere beskriver det som »kinesisk imperialisme« og »nykolonialisme«, mens andre ser Kinas investeringer som bidrag til en bæredygtig afrikansk økonomi.

Jernbaner, havne, veje og lufthavne. Der er kinesiske aftryk på en meget stor del af de infrastrukturprojekter, der i øjeblikket gennemføres på det afrikanske kontinent.

I næsten alle afrikanske storbyer er der talrige kinesiske skilte, kinesiske arbejdere, restauranter og tilbud om undervisning i kinesisk.

Specielt ”road and belt” projektet – et verdensomspændende kinesisk infrastrukturprojekt, hvor Kina er parat til at sende 800 milliarder til Afrika, har vakt opmærksomhed. I for eksempel Kenya har Kina bygget en ny jernbane mellem Nairobi og Mombasa, og for nylig fik Cameroun lovning på en ny havn til 8 milliarder kroner.

Mange specielt vestlige kritikerne kalder Kinas investeringer nykolonialisme og henviser til, at Kina køber sig til adgang til naturressourcer gennem lån og udviklingsprojekter, ofte hos autoritære regimer, som landet dermed er med til at holde hånden under. Kritikken går specielt på de store lån, som kritikerne mener, at de afrikanske lande får mere end svært ved at betale tilbage – med risiko for en ny gældskrise, og flere har stillet spørgsmålstegn ved det fornuftige i at låne penge til for eksempel dyre jernbaner. Ringe kvalitet og bæredygtighed er en anden ofte fremført kritik af de kinesiske projekter. Kina kritiseres også for at købe alt for få varer til deres projekter fra lokale leverandører og gøre alt for lidt ud af at oplære lokale specialister.

Omvendt har mange afrikanske ledere afvist al tale om kinesisk nykolonialisme. Et andet ofte fremført argument er, at Kina ikke har en kolonial fortid i Afrika og at det forstår og respekterer Afrikas prioriteter og kulturelle værdier. For eksempel har Rwandas præsident Paul Kagame, som i øjeblikket har formandskabet i Den Afrikanske Union, for nylig udtalt, at Kina forstår Afrikas globale position og er engageret i Afrika som en ligeværdig partner. Som andre afrikanske ledere argumenterer Kagame, at Kinas støtte til infrastruktur vil skabe grundlag for industrialisering hen over kontinentet. Fortalerne peger også på, at udvindingsindustrien kun er mål for en tredjedel af Kinas investeringer i Afrika; de øvrige to-tredjedele går til infrastruktur, byggeri, elproduktion, produktion og finansiering.