Tid: 16/05/2021 10:00 til 16/05/2021 16:00

Sted: Cafe Globen, Turesensgade 2b 1368 København

Arrangør: N/A

Skriveværksted for rejseskribenter (København)

Vil du gerne blive bedre til at skrive rejseartikler? Ud over at være redaktør af rejsebogserien “Kronisk rejsefeber” – hvor første bog udkommer 29. maj i år – er Lars-Terje Lysemose uddannet journalist og har undervist journaliststuderende i reportage og godt sprog på Roskilde Universitet, journalistuddannelsen i Grønland og på Danmarks Journalisthøjskole i Aarhus og København. Han har også skrevet rejsereportager og været udlandsreporter for bl.a. dagbladene Politiken, Berlingske, Information og Kristeligt Dagblad. Og han var redaktør af rejsemagasinet Globen fra 2011 til 2017.

Nu tilbyder han et kursus tilrettelagt for en lille gruppe på højst 12 deltagere, hvor vi bliver klogere på de virkemidler, man kan benytte sig af som rejseskribent, og hvor du får feedback på dine tekster og får lejlighed til at gøre dem endnu bedre på et skriveværksted.

Kurset, der varer 6 timer, inklusive pauser, koster 650 kr., og beløbet går ubeskåret til støtte for udgivelsen af “Kronisk rejsefeber”.

Kurset kommer til at foregå søndag den 16. maj 2021 i Café Globen i København fra kl. 10 til kl. 16.

Selv om du måske endnu ikke har noget skriftligt klar fra skrivebordsskuffen, vil du alligevel kunne få udbytte af skriveværkstedet, for der vil også være indlagt nogle øvelser, hvor vi skal ud og beskrive nærmiljøet.

Vær obs på, at vi er underlagt de regler, der gælder for cafeer. Det betyder, at du skal kunne fremvise at coronapas, dvs., have dokumentation for at du er færdigvaccineret, har haft corona inden for de seneste 6 måneder, eller kunne fremvise en negativ test for corona, der højst er 72 timer gammel.

Tilmelding sker ved at skrive til [email protected]