Tid: 25/05/2021 15:15 til 25/05/2021 16:15
Sted: Online event
Arrangør: N/A
Socialdemokratiet holder Webinar om den aktuelle situation i Myanmar
Socialdemokratiet inviterer til webinar om den aktuelle situation i Myanmar. Hvad sker der i Myanmar, og hvad kan Danmark og det internationale samfund gøre? Vil der blive demokrati igen?
Militærstyret, der har regeret Myanmar siden kuppet d. 1. februar, udviser en sjælden brutalitet, men de folkelige protester fortsætter. Afsættelsen af det demokratiske styre har mødt kraftige reaktioner fra politiske partier, folkelige bevægelser og fordømmelse fra dele af det internationale samfund.
Danmark har arbejdet for, at det internationale samfund reagerer og omlægger udviklingsbistanden til landet, så den kan fremme demokrati i den nuværende situation. Socialdemokratiet har i en årrække arbejdet for demokratisk udvikling i Myanmar gennem støtte til samarbejdet i det regionale netværk SocDem Asia, hvor to burmesiske partier indgår.
Udviklingsminister Flemming Møller Mortensen fortæller om den danske indsats, og stemmer fra Myanmar beretter fra landet. Den danske ambassadør i Myanmar John Nielsen, den internationalt anerkendte danske Myanmar-forsker Helene Maria Kyed og tidligere udenrigsminister og forfatter til bogen ”Burma Myanmar” Mogens Lykketoft giver deres analyser og vurdering af perspektiverne for demokratiet i fremtiden. Socialdemokratiets udviklingspolitiske ordfører og medlem af Dansk Institut for Partier og Demokratis bestyrelse, Daniel Toft Jacobsen, vil lede mødet og sikre, at der bliver mulighed for spørgsmål og debat.
Vær opmærksom på, at du skal oprette en bruger for at deltage. Denne slettes automatisk efter arrangementet har været afholdt.
Du vil få tilsendt et link til selve arrangementet få dage før, det afholdes, hvis du har været inde og tilmelde dig.