I forbindelse med årsfesten på Københavns Universitet, der blev afholdt den 16. november, uddeltes den årlige innovationspris for at ”sætte fokus på fremragende forskning omsat til gavn for samfund og erhvervsliv”.
Selv om prisoverrækkelsen foregik på de bonede gulve i universitets gamle festsal og med deltagelse af landets fornemmeste person, Hendes Majestæt Dronning Margrethe II, var der intet virkelighedsfjernt og ingen elfenbenstårnhøje fornemmelser over modtageren af prisen eller modtagerens forskning. Tværtimod.
Bundsolid og jordnær forskning
Ida Theilade, der er seniorforsker ved Institut for Fødevare- og Ressourceøkonomi, blev nemlig hædret og belønnet for sit solide forskningsarbejde, som kun kan beskrives som både jordnært og håndgribeligt.
Med fødderne godt plantet i den mudrede, cambodjanske skovbund og i nært samarbejde med lokale regnskovsbeboere, der benytter sig af noget så hverdagsagtigt som mobiltelefoner, har Ida Theilade nemlig været med til at vise, hvordan forskning kan gøres forståelig og anvendelig, og hvordan den kan være med til at gøre en stor forskel for mange.
Samarbejd globalt – skab resultater lokalt
Gennem initiativet ”It’s Our Forest Too”, har Ida Theilade i flere år arbejdet tæt sammen med danske studerende, en lokal cambodjansk IT-virksomhed og lokale samt internationale NGO’er, herunder danske Danmission, på et projekt, hvor lokale beboere i den cambodjanske regnskov Prey Lang kan monitorere og rapportere ulovlig skovhugst via en app på deres smartphones.
Skovhugst er et stort problem i landet og i hele den sydøstasiatiske region, men initiativet ”It’s Our Forest Too” har på fornem vis kombineret teknologi, kollektiv handling og brug af sociale medier på en måde, der beviser, at lokalbefolkninger kan spille en særdeles vigtig rolle, når det gælder overvågning og beskyttelse af miljøet.
Et projekt med international bevågenhed
Det er da heller ikke første gang initiativet ”It’s Our Forest Too” er i søgelyset, når der skal deles priser ud. Græsrodsbevægelsen PLCN, Prey Lang Community Network, som er en af de helt store kræfter i samarbejdet, modtog i 2017 ISTF Innovation Prize fra Yale Unversity, og i 2015 blev PLCN hædret under COP21, FN’s klimakonference i Paris, da græsrodsbevægelsen modtog den såkaldte Equator Prize.
Ida Theilade fortæller, at hun er glad og stolt over at modtage prisen, som hun ønsker at modtage på vegne af PLCN.
”Prisen betyder ikke mindst rigtig meget for vores partnere, PLCN, som befinder sig i frontlinjen hver dag, når de patruljerer regnskoven Prey Lang i Cambodja”, fortæller Ida Theilade, og hun bekræfter, at forskningsprojektet i høj grad er med til at gøre en stor og lavpraktisk forskel:
”Vores forskning har vist, at lokalbefolkninger kan medvirke til at indsamle store mængder af data af høj kvalitet ved hjælp af kommunikations- og informationsteknologi. Og at indfødte folks viden kombineret med teknologi, fortalervirksomhed og kollektive handlinger kan have et enormt potentiale i forhold til miljøbeskyttelse.”