Mange fattige familier i udviklingslande verden over afhænger af deres familielandbrug for at overleve og ernære sig. For mange sådanne familier kan en fejlslåen høst betyde en lang periode med sult og underernæring, og mange lever i konstant usikkerhed på kanten af fattigdom.
Derfor er det ikke mærkeligt, at bistandsorganisationer i årtier har forsøgt at løfte bønder ud af fattigdom ved at fremme bedre landbrugsmetoder, bedre teknologi og bedre adgang til markeder.
I 1950’erne fandt man ud af hvordan man ved hjælp af, gødning, pesticider, vandingssystemer og en ny type høj-udbytte såsæd kunne øge landbrugsudbytte drastisk.
Det lå til grund for den ”grønne revolution” som i 1960’erne og 70’erne førte til et kvantespring i fødevareproduktion i mange udviklingslande, især i Asien, men også i også i Latinamerika.
Desværre fulgte der også en bagside med den udvikling: De nye hybrid såsæd kan ikke ligesom traditionelle varianter genbruges år efter år, og skal altså købes på ny hvert år, ligesom udgifterne til det tilhørende maskinel er betydelige. Det betyder, at de fattigste bønder ofte er ekskluderet fra fordelene ved den grønne revolution. Samtidigt medførte de nye teknikker en negativ miljømæssig påvirkning hvor overforbrug af gødning, pesticider, og uhensigtsmæssig vandingsteknikker på sigt kan gøre landbrugsjorden ubrugelig.
Endeligt har den omfattende brug af de nye høj-udbytte varianter af såsæd forårsaget et tab af traditionelle sorter og en medfølgende stigning i sårbarheden overfor plantesygdomme. Bemærkelsesværdigt har den grønne revolution medført at millioner af bønder verden over er afhængige af hvert år at købe såsæd fra et lille antal store virksomheder i stedet for at genbruge deres traditionelle sorter, som måske nok gav mindre udbytte, men som ofte klarede sig bedre uden brug af gødning og pesticider.
Det er altså ganske klart at hvor bønder har mulighed for hvert år at købe den rigtige såsæd, den rigtige gødning og har forstand på at bruge det rigtigt, ja så kan de med det rigtige vandingssystem og de rigtige pesticider, øge deres udbytte betydeligt med øget indkomst til følge – men der er altså mange faktorer, der skal være på plads, og det kommer med en pris for miljøet.
Landbrugsskoler som vejen frem
En af de oftest benyttede tiltag for at øge landmænds udbytte og takle nogle af de miljømæssige problemer, der fulgte med den grønne revolution, har været såkaldte landbrugsskoler for bønder med små og mindre landbrug.
Konceptet blev oprindeligt udviklet af FNs fødevareorganisation FAO som en medinddragende respons på den grønne revolutions mere topstyrede landbrugsudvikling. Skolerne består af gruppeundervisning til småbønder. Typisk deltager en gruppe på 20-25 bønder i undervisning på en mark, hvor de trænes i bæredygtige landbrugsteknikker og eksperimenterer med metoder fra såning til høst. Oftest involverer konceptet også, at de udvalgte bønder videregiver deres viden til andre landmænd, og at de nye teknikker således spredes i landsbyerne gennem såkaldte et såkaldt landmand-til-landmands princip.
Siden skolerne først blev indført i Indonesien i 1989, har 12 millioner landmænd i 90 lande i Afrika, Asien og Latinamerika deltaget i landbrugsskolerne, og mange flere har deltaget i lignende modificerede tiltag.
Godt for de få, virkningsløst for de mange
Med en så langvarig og ambitiøs indsats må man gå ud fra, at konceptet holder. Altså, at det virker. Det har der dog længe været sået tvivl om, for selv om skolerne er blevet evalueret på forskellig vis utallige gange i årenes løb, findes der kun et begrænset antal egentlige effektmålinger, som pålideligt kan kaste lys over programmernes virkning. Først for nyligt har en gruppe uafhængige forskere lavet en systematisk gennemgang af den slags videnskabelige studier på tværs af udviklingslandene.
Resultaterne viser, at mens landbrugsskolerne har været effektive til at ændre adfærd og øge udbyttet på kort sigt for de landmænd, der har medvirket i pilotprojekter, så er skolerne virkningsløse når de implementeres i en større skala, ligesom der ikke ses nogen effekt over længere tid. Netop på grund af skolernes eksperimenterende og inddragende natur, virker ideen om at den tilegnede viden skulle spredes fra deltagerne til andre landmænd heller ikke.
Læringen består netop i den praktiske erfaring, som altså kræver direkte deltagelse i skolerne. Af samme grund er et positivt udbytte afhængigt af, om de implementerende organisationer løbende er i stand til at rekruttere og træne lokale undervisere, hvilket ofte har været en flaskehals for effektiviteten af skolerne når de er forsøgt udbredt i større skala og over længere tid.
Endeligt betyder den manglende landmand-til-landmands læring ofte at det er de fattigste bønder, der står udenfor. Det er nemlig ofte de mere velstillede landmænd, der deltager i træningen, netop fordi de har flere ressourcer og er i en bedre position til at lære fra sig. Men oftest sker det altså ikke på effektiv vis, hvilket betyder, at de fattigste oftest ikke drager nogen nytte af støtten.
Hvad virker så?
Regeringer og bistandsorganisationer har støttet en lang række andre måder at fremme små bønders landbrugsproduktion på. Typisk fokuseres der ligesom i landbrugsskolerne på at introducere nye afgrøder, nye metoder, eller korrekt brug af gødning, men ligesom tilfældet er for skolerne, er mængden af robust forskning i effekten, meget begrænset. Ved en systematisk gennemgang af tusindvis af studier om landbrug i Afrika fandt et hold forskere blot 19 studier, der var metodisk stærke nok til at kunne indgå i en sammenfatning af, hvad vi ved på området.
Heller ikke dette studie kunne påvise nogen effekt af landbrugsskoler. Men det kunne pege på i hvert fald ét tiltag, der ser lovende ud: Projekter, som støtter indførelsen af såkaldte biofortificerede orange søde kartofler. Kartoflerne er rige på A-vitamin og fordi A-vitamin mangel er en af de store kilder til ernæringsproblemer i mange udviklingslande, er de orange kartofler blevet fremhævet som en mulig kilde til både at takle fejlernæring og øge bønders indkomst.
De eksisterende studier viste positiv effekt på ernæring og de medvirkende landmænds fødevaresikkerhed på tværs af programmer – en succes, som også holdt stik når indsatsen blev skaleret op. Flere organisationer arbejder på at udbrede dyrkningen og indtaget af de sunde kartofler, specielt i Afrika hvor resultaterne hidtil altså peger i den rigtige retning, i hvert fald på sundhedsområdet
Alt det vi ikke ved
Mange forskere forsøger nu gennem effektmålinger at blive klogere på forskellige andre initiativer. Nogle forsker fortsat i hvordan man bedst kan få de fattigste landmænd til at bruge gødning – og bruge det i de rette mængder. Andre ser på effekten af at tilbyde bønderne forsikringer, der kan sikre dem mod fejlslåen høst og dermed opfordre dem til at investere i ny teknologi eller nye afgrøder som de ellers måske ville være for utrygge ved at afprøve. Endeligt er der igangværende forsøg med at tilbyde lån til både bønderne selv og til aktører i værdikæden.
Trods de store ressourcer, der bruges på udviklingsbistand til landbrugssektoren, ved vi altså stadig meget lidt om, hvad der virker. Vi ved, at de meget udbredte og længe promoverede landbrugsskoler ikke ser ud til at virke efter hensigten. Vi ved til gengæld også lidt om hvorfor. Det giver mulighed for forbedringer – hvis altså udviklingsorganisationerne tager den nye viden til sig.
Mange vigtige studier er undervejs. Indtil nu må vi dog konstatere, at det trods en gedigen indsats over mange årtier ikke er lykkedes at finde nøglen til at løfte bønder ud af fattigdom og selvforsyning på bæredygtig vis. Der er behov for nytænkning og for mere viden.
Nina Blöndal er selvstændig konsulent og har beskæftiget sig med udviklingsbistand siden 2004. Hun har læst phd-kurser i udviklingsøkonomi på Københavns Universitet, har en MSc i Comparative Politics fra London School of Economics, en BA i Politics fra University of York, og et Postgraduate Certificate i Agricultural Economics fra Imperial College London.
Dette er den sidste artikel i Nina Blöndals serie om udviklingsbistand. Se links til de øvrige artikler herunder.
