Industrigiganten Tatas direktør gik i slutningen af december på pension. Ønsket er, at han ikke blot læner sig tilbage og nyder sit otium, men i stedet bliver en aktiv spiller i at lede Indien og andre indiske firmagiganter og virksomheder i en mere social bevidst retning.
Af Malene Lykkebo, U-landsnyt.dk
Ratan Tata har siddet i direktørstolen hos Tata Sons siden 1991. I den tid har han ikke blot udvidet Tata imperiet i Indien, men også opkøbt store navne uden for landet. Således er den britiske stålfabrikant Corus Group PLT og velhaverbilmærkerne Jaguar og Land Rover nu en del af Tata Group.
Man skal ikke opholde sig lang tid i Indien, før man bliver opmærksom på Tata familien; rundt om hænger store reklameskilte for Tata Te, Tata Stål, Tata Teleservices for blot at nævne et par stykker.
Deres luksuriøse Taj Hoteller blev tragisk nok også synonymet med Mumbai 26/11, da pakistanske terrorrister trængte ind på Taj hotellet ved Gateway of India og dræbte et stort antal mennesker, både indere og udlændinge.
Tata står for rigdom, luksus og business tække.
Men navnet forbindes også med socialt ansvar. En artikel i India Today fra 24. december beskriver, hvordan Ratan Tata på trods af sin velhavende baggrund overraskende hverken besidder “protokol eller hierarkiske fornemmelser”, noget man normalt forbinder med Indiens højklasse.
Men Ratan, derimod, er åben, positiv og demokratisk ifølge artiklens forfatter Rajiv Kumar, som i høje vendinger beskriver, hvordan Ratan nysgerrigt spørger ind til hans erhverv, bøger og ærligt viser interesse ved deres to tilfældige møder.
Rajiv imponeres ligeledes over, hvordan Ratan efter endt uddannelse fra de fineste universiteter – han er uddannet arkitekt – , vender tilbage til Tata Stål og straks blander sig med “manden på gulvet” i stedet for at gemme sig i blandt firmaets top.
Det lyder jo ganske flot, men hvilke andre tiltag beviser hans og industrigigantens sociale bevidsthed?
Nano bilen, verdens billigste bil, blev lanceret i 2009 og har været en af flagskibene i industrigigantens sociale renommé. Ligeledes har Swach vandrenseren og støtten til organisationer og fonde i samarbejde med parsi-samfundet (Tata familien er parsier og tilhører parsireligionen, der oprindelig stammer fra det gamle Persien, nuværende Iran).
Men nu er han gået på pension. Ønsket fra Rajiv Kumar er, at Ratan Tata ikke lige så stille fordufter og hvirvles ind i pensionslivets lyksaligheder, men i stedet bruger sine kræfter på socialt arbejde i den forstand, at han har midlerne til at påvirke Indien og indiske firmaer og industrier i en etisk forsvarlig retning.
En retning, hvor der er fokus på etisk ansvar, bevidstheden om fattigdom og en ændring af den nedadgående kvalitet i offentlige services og lovgivning.
Rajiv Kumar ønsker ham ikke ind i politik, hvilket kan være et udtryk for en frygt for, at han kunne blive påvirket af korruption og bureaukratiske finurligheder.
Ønsket kan for en udefrastående (læs: ikke inder) lyde ærligt. Kunne Ratan have succes eller vilje til at influere andre rige og magtfulde firmaer i en positiv social og etisk anstændig retning, kan man kun juble.
Men man må også stille sig selv det spørgsmål, om de sociale tiltag, som Tata har været medvirkende til virkelig er oprigtige eller blot en ”facade”.
Det kan kun fremtiden vise.
